Kira så engle under bøn

Kira Høgh fra Aglow fik et smukt syn: Hun så engle i aktion, da hun på grund af sygdom måtte bede hjemmefra, mens hendes bønnegruppe var i aktion på Christiansborg Slotsplads.

Kira Høgh har i 7 år været bønnekoordinator i Aglow, Danmark.

Kira Høgh, som er national bønnekoordinator i den kristne nonprofitorganisation Aglow, deltager i kortere bønnevandringer i storbyen hver måned. De varer normalt ca. en time til halvanden og er med tre-seks deltagere.

Aglows bøn-for-hovedstaden bønnevandringsgruppe har været aktiv i omkring otte år.
Inspirationen til at danne gruppen kom fra Aglow International, som opfordrer alle 170 medlemslande til at dække deres hovedstæder i bøn.

– Målet er at bede ind i vigtige samfundsområder som regering/politik, erhverv, religion, uddannelse, kunst/kultur, medier, familier m.m.

– På vores bønnevandringer i København har vi været vidt omkring og har altid følt os båret i bønnen. Vi har mærket, at det har Guds velbehag, at vi går ud for vores by, fortæller Kira Høgh.

At bede for andre har gennem årene givet hende mange specielle oplevelser – store og små – både menneskeligt og åndeligt.

– Vi har oplevet åbne døre – for eksempel da vi for nogle år siden tog havnebussen over til Operaen for at bede ind i området kunst og kultur. Da vi gik i land, så Operaen lukket ud, men vi fik øje på nogen, der gik ind ad en sidedør. Vi gik samme vej og kom ind i den smukke hall. Vi gik op ad trappen, og på første sal så vi en sofagruppe med flot udsigt over havn og by. Der satte vi os og bad indgående en times tid, mens folk gik til og fra kontorer og sale bag os. Da vi følte, vi havde bedt igennem, kom der pludselig en officielt udseende dame hen til os og sagde: ”Hvad laver I her? I må ikke sidde her. Operaen er kun åben for medarbejdere i dag.”

– Jeg svarede, at vi var en bedegruppe, som sad og bad for Operaen, Skuespilhuset og andre kultursteder i byen. Damen blev lidt tøvende men svarede så: ”Nå, jamen så bliv bare siddende!” beretter Kira Høgh.

Engle i aktion

Hendes største oplevelse med forbøn hidtil var, da hun fik vist, hvordan forbøn fungerer englemæssigt:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Engang havde vi planlagt at mødes i Marmorkirken og bagefter gå til Amalienborg og bede for kongefamilien og familier i det hele taget. Men så blev jeg syg og bad derfor i stedet med hjemmefra, forklarer hun.

Hun gik rundt i sin stue og bad og profeterede, fordi hun følte, der var noget særligt på spil.
– I et syn så jeg, at de andre var på Christiansborg Slotsplads og stod og bad. Jeg så også en stor engel svæve hen over pladsen – og umiddelbart efter så jeg flere engle længere væk svæve rundt omkring.

– Den engel, der svævede over Slotspladsen, råbte til de andre: ”Der sker noget her. Kom herover.” Nu kunne jeg også se flere engle samle sig over pladsen.
– Det budskab, der blev bedt for, strålede ud ad vejene, der går fra Slotspladsen. Og det blev sendt ud i byen via englene. Jeg så i mit indre, at Gud sendte englene til at handle på vores bønner, forklarer den nationale bønnekoordinator.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Efterfølgende fik hun at vide, at bedegruppen tilfældigvis havde været til stede samtidig med, at der var ministerskifte. Den afgående kulturminister, Uffe Elbæk, tog afsked med dronningen, hvorefter den nye minister, Marianne Jelved, fik foretræde for dronningen.

Aglow DK

For syv år siden trådte Kira Høgh ind i Aglows nationalbestyrelse i Danmark med tjeneste som bønnekoordinator. De to søjler, Aglow står på, er bøn og evangelisation.

I Danmark er der ved udgangen af 2019 tyve Aglowgrupper samt et par nye i støbeskeen. Der er omkring 300 medlemmer, men mange flere kommer til møderne, som er åbne for alle.
Der plejer at være et sted imellem 45 og 75 deltagere, når storbygruppen mødes den første lørdag hver måned på Hotel Hebron i København.

– Deltagerne starter med at spise brunch sammen, og der er altid en god taler med.
– Der er også altid mulighed for forbøn, tilføjer Kira Høgh.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kira Høgh er uddannet som sproglig sekretær i engelsk, tysk og fransk og arbejdede en årrække i et større firma. Siden tog hun Kirkefaglig Videreuddannelse på Diakonissestiftelsen og har arbejdet som sognemedhjælper indtil sin pension.