Musical: Mariager Efterskole opfører ’Pigen Under Broen’

Eleverne på Mariager Efterskole har haft Musicaluge i uge 5. Forestillingen ’Pigen Under Broen’ havde premiere den 31. januar.


I uge 5 har Mariager Efterskole været en stor musicalproduktion før weekendens forestillinger. Årets musical er skrevet af Louise Elisabeth Robinson og baseret på Francine Rivers roman ’Pigen Under Broen’.

Alle elever og hele personalet har været involveret i forberedelserne med at bygge scene, male rekvisitter, opdatere de sociale medier, lave lydeffekter, styre lys og lave animationer, billeder og videoer samt bage kager og øve dans, musik og skuespil. Mange elever oplever under musicalugen at finde nye sider af sig selv og få ny inspiration på områder, de ikke havde før.
”Musicalugen sidste år havde skabt en fed oplevelse i forhold til animation og grafik. Vi havde meget at lave og en professionel, der kunne hjælpe os, når vi sad fast. Det var rigtig fedt at være et hold, som skulle arbejde under pres og nogle gange være oppe længe.

Musicalen gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg er rimelig god til at lave animationer og til at finde på løsninger på de svære problemer, der en gang imellem kommer. Ugen inspirerede mig til at fortsætte med at lave animation og grafik, som jeg også laver til musicalen i år,” fortæller Samuel Sevdal, som også gik på skolen sidste år.

Hovedpersonen i årets musical er Abra, der som nyfødt spædbarn bliver efterladt af sin biologiske mor under en bro. Abra bliver fundet af en præst, og hun vokser op hos præsten, hans kone Marianne, og deres søn Joshua. Efter 6 år dør Marianne, og Abra lever med følelsen af at være forladt og længselen efter, at nogen elsker hende. Spørgsmålet er, om Abra tør tro på, at der faktisk er nogen, der holder af hende?