Frygten skal brydes

Af ansvh. redaktør Henri Nissen

Jeg har lige besøgt storbyen Maroua i Cameroun for første gang i syv år.

Byen har været i den røde zone, efter at den islamistiske terror-organisation Boko Haram har dræbt tusinder af kristne og fordrevet mellem 100-200.000 fra grænsen til Nigeria.

Før færdedes jeg ofte alene i bil helt op til Ndjamena i Tchad. Men nu er det livsfarligt – og forbudt for hvide, som risikerer at blive bortført eller halshugget.

Men denne gang besluttede jeg at tage til Maroua for at besøge vores radiofolk dér.

Ved byens centrum kunne jeg se stedet, hvor en kvinde i marts sprængte sig selv i luften og tog 87 uskyldige med i døden. Bygningen var endnu sværtet efter sprængningen. Nu er der roligt i byen, men frygten har sat alting i stå. Missionærerne er rejst. Ved kirkerne står der vagtfolk. Alle venter…

For ikke at vække opsigt og tiltrække islamister, skyndte vi os til gæstehuset. Jeg ringede til missionær Helene Müller. Hun er en af de modigste kvinder, jeg kender. En del af året opholder hun sig i den libyske ørken blandt et vildt stammefolk under meget primitive forhold. Og med truslen fra tuaregiske islamister hængende over hovedet.

For ikke at tiltrække opmærksomhed til sin bopæl kom hun i stedet til mit sted. Hun fortalte, at islamisterne havde forsøgt at bortføre to amerikanere, som boede på hendes center. De færdedes uforsigtigt i området. Heldigvis opdagede det hemmelige politi, at et angreb var på vej.

De dræbte to af islamisterne og sårede flere andre. Amerikanerne blev straks sendt ud af landet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jævnligt kommer elitekorpset BIR i skudduel med islamisterne, og jævnligt vender de hjem til Maroua med lig i lasten på deres lastbiler. Det er dødelig alvor. Man skal ikke være dumdristig.

Ærligt talt var jeg lettet, da jeg igen havde tilbagelagt de første hundrede kilometer væk fra byen. Men faktisk er vejene mere udsatte end byen. Og de kristne i byen kan jo ikke bare tage væk. I stedet ønsker de at bryde den frygt og tavshed, som har ramt byen.

De kristne kirker ønsker at stå sammen om en udendørs kampagne, der i stedet for islamisternes død og ødelæggelse skal proklamere ”Gode nyheder for Maroua”.
For tro og kærlighed jager frygten ud.


Artiklen fortsætter efter annoncen: