Ny leder af social café i Aarhus

Allan Majholm har tidligere bestyret Sømandshjemmet i Nuuk.

Allan Majholm er ny leder af Café Parasollen på Grundtvigsvej i Viby. Værestedet er en del af KFUM’s sociale arbejde

Den sociale Café Parasollen i Viby ved Aarhus har ansat serviceøkonom Allan Majholm som ny leder.

Allan Majholm afløser Merete Graabæk, som er gået på efterløn. Allan har de seneste år bestyret Hotel Sømandshjemmet i Nuuk og er nu vendt tilbage til Danmark.

Drømmejob

For Allan er det drømmejobbet at drive en café, hvor der er plads til alle.
– At skabe et rum, hvor alle føler sig set og velkomne, uanset om du tjener 6500 eller 65.000 kroner om måneden, ser jeg som meget værdifuldt, siger Allan Majholm og fortsætter:
– Café Parasollen har siden 1994 været stedet, man kunne komme til, som man er, og blive mødt uden særlige forventninger. Den arv vil jeg gerne bære videre.

Hjerterum

Allans forgænger, Merete Graabæk, har drevet Café Parasollen siden december 2009.

– Det er helt tydeligt, at Merete har skabt et sted med masser af hjerterum, hvor frivillige og gæster nyder at komme, siger Jan Danielsen, formand for Café Parasollens bestyrelse. Han er sikker på, at den nye leder vil drive stedet videre i samme ånd.

Café Parasollen er en del af KFUM’s Sociale Arbejde, hvis menneskesyn og målsætning er at møde den enkelte i øjenhøjde.

– Ethvert menneske er skabt med en evig, umistelig værdi. Det skal gerne udmønte sig i måden, vi møder hinanden på, forklarer Allan Majholm.

Social café

Allan og hans familie, der foruden hustruen Anne tæller børnene Viola på seks og Valdemar på to år, flyttede fra Aarhus til Nuuk i 2016. De er nu vendt tilbage for at give børnene en skolegang i danske omgivelser. Allan tager mange erfaringer med fra Grønland til Grundtvigsvej i Viby:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Arbejdet i Grønland var – lige som her – en god blanding af forretning og formålsbestemt virke. At drive en social café forudsætter først og fremmest, at vi giver plads til at være mennesker.
Samtidig arbejder vi med flid på at rejse fondsmidler og gaver, så Café Parasollen kan betale husleje, lønninger og skabe spændende arrangementer.

Vi serverer god mad og kaffe til meget fordelagtige priser samtidig med, at vi har mange aktiviteter, der ikke er indtægtsgivende, siger Allan Majholm, som ser frem til arbejdet.

– Jeg ønsker, at Café Parasollens gæster fortsat må føle sig hjemme og opleve, at her vitterligt er hjerterum for alle. Nogle ting forandres over tid, men jeg håber, vi altid vil være et fællesskab, som favner bredt, og hvor den enkelte må opleve sig set, slutter Allan.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Café Parasollen

Café Parasollen er en selvejende institution med egen bestyrelse under KFUM’s Sociale Arbejde.

Caféen drives af cirka 40 frivillige medarbejdere sammen med nogle få ansatte. De frivillige arbejder i vagter på 4-5 timer og løser dagens opgaver, det være sig madlavning, bagning, fremstilling af smørrebrød, rengøring og ikke mindst samvær og samtale med gæsterne.

De frivillige rekrutteres bredt, derudover består gruppen af personer i jobtræning, arbejdsprøvning, samfundstjeneste og forskellige praktikforløb. Til caféen er knyttet forskellige projekter, og der er skiftende kunstudstillinger samt en række aktiviteter.