Oasehøjskolen reddet på målstregen
Stor glæde i Dansk Oase over, at de ti manglende elever blev skaffet på kun en uge.
Kort før nytår meddelte bestyrelsen for Oasehøjskolen, at hvis ikke der inden dens møde den 5. januar var kommet ti flere elever, ville bestyrelsen være nødt til at lukke højskolen.
Det fik åbenbart baglandet til at vågne op. På rekordtid blev de sidste ti af de nødvendige 23 elever tilmeldt, så den kun et år gamle Oasehøjskolen kunne reddes og et nyt hold begynde den 12. januar.
Højskolen havde sit første hold i januar 2019
Forstanderparret Ulla og Steen Balle oplevede på en særlig måde, hvordan netværket i DanskOase støttede dem, og hvordan Gud endnu en gang viste dem og Oasehøjskolen trofasthed.
– Vi er naturligvis dybt taknemmelige over, at Gud lod det lykkes. Samtidig er vi fyldt af stor ydmyghed over den måde, Gud fører tingene igennem for os på, siger de.
– Det har været endnu en belæring om at have tillid til Gud og stole på ham i alle forhold.
Gud var ikke rådvild, da vi bad til ham. Og Gud førte os ikke bare næsten – men helt – i mål, fortæller forstander på Oasehøjskolen Steen Balle, der gennem overvældende opbakning fra nær og fjern er blevet fyldt af fornyet tro på Oasehøjskolens betydning for Danmarks unge, dansk kirkeliv og samfund.
Højskolen har til huse i lejede lokaler på herregården Oustruplund i Kjellerup ved Silkeborg.
Tror på højskolens fremtid
Også generalsekretær Ruben Dalsgaard er glad. Han ser redningen som et tegn på, at baglandet er til stede:
– Jeg er overbevist om, at Oasehøjskolen har en plads og en rolle at spille i Danmark og særligt i vores bevægelse, siger han.
– Der er brug for steder, som lægger fundament for livet i denne tid med så meget rodløshed, siger Ruben Dalsgaard.
Han er begejstret over, at endnu flere har valgt at investere i et højskoleophold med tid og rum til at blive dannet af Guds ord.
Baglandet
– Oasehøjskolen er et pionérprojekt i DanskOase. Det seneste år har vist, at det tager tid og kræfter at få sat Oasehøjskolen på landkortet.
Men DanskOases bagland og venner af Oasehøjskolen rykkede sammen, da de sidste elever skulle findes til dette forårshold.
Tidligere elever bakkede op og delte deres egne personlige historier og vidnesbyrd fra deres ophold på Oasehøjskolen på de sociale medier.
Dansk Oase samler hvert år op til 5.000 fastboende og gæster til en uges SommerOase.
Desuden identificerer en række frimenigheder og valgmenigheder sig med Oasebevægelsen, som også har et omfattende børne- og ungdomsarbejde.