Rejsende i en fjern galakse finder endelig hjem

Star Wars: The Rise of Skywalker er titlen på den niende og sidste film I sagaen, som rullede over det store lærred første gang i 1977. Det er således afslutningen på en fortælling, som har fascineret flere generationer af biografgængere.

Hvad enten det handler om storslået scenografi, spektakulære effekter eller den eventyrlige fortælling, så har serien af film overgået stort set alt andet i holdbarhed. Nogle kritiske røster mener nok også, at der er kogt lidt vel rigeligt suppe på den bouillonterning af actionfyldt sc-fi-historie. Men langt de fleste er enige om, at det er en værdig og interessant afslutning.

Handlingen følger op på Star Wars: The Last Jedi. Hvor Rey (hovedpersonen) modtog Jedi-træning fra selveste Luke Skywalker. I den episke konklusion på Skywalker-sagaen, kæmper den sidste resterende del af modstandsbevægelsen (endnu engang) mod det onde imperium.

Rey, Finn, Poe, Leia og Luke er alle tilbage, og det samme er Kylo Ren, men også Palpatine (den onde kejser), som ellers blev dræbt i foregående film.

Ondskabens ansigt

Og hermed er vi hurtigt fremme ved noget af kernestoffet i fortællingen. Ondskaben kan ikke for alvor udryddes. Det er et fællestræk fra hele sagaen, som i øvrigt deles med flere af fantasygenrens store fortællinger … Narnia, Ringenes Herre, Harry Potter m.fl. Ondskabens overlevelsesevner klæber sig til livet som bakterier, der overlever død og ødelæggelse.

Den onde er røsten, som altid er den samme, uanset ansigtet, der repræsenterer magten. Det er netop den skræmmende realitet, som filmen formår at levendegøre. Og selvom der er tale om fiktion, så gør det alligevel indtryk. Det lader sig ikke gøre at udrydde det onde med magt, men alligevel kan ondskaben besejres … hvordan vil jeg undlade at afsløre her, da det ville ødelægge for meget for dem, som endnu ikke har set filmen.

Lysets kraft

Men selv det mørkeste univers kan ikke få bugt med lyset. Filmen har premiere på et velvalgt tidspunkt, lige op til jul, i den mørkeste tid på året, hvor vi mere end noget andet tidspunkt fejrer lysets kraft. Julesalmerne er spækkede med hyldest til lyset og ledestjernen, der bryder igennem mørket og viser vej. I Star Wars-universet er det jedi-ridderne, som trækker på lysets kraft, og selvom de sætter livet til i kampen imod den onde og mørke overmagt, så lever de også videre i deres disciple. Også her gemmer sig et budskab, som er værd at tænke over.

Star Wars er ikke en kristen fortælling, og der er bestemt elementer, som kan tolkes i retning af en new age-tænkning. Men samtidig er der et eksistentielt lag, hvor figurerne hele tiden må vælge, hvem og hvad de ønsker at være. Det handler om, hvilken ånd der er drivkraften i deres liv.

Prologen i Johannesevangeliet giver en interessant fortolkningsramme for den, som har lyst til at kigge lidt nærmere på filmen:
Joh.ev. 1.4 I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

… Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

May the force be with you…

Titel: Star Wars: The Rise of Skywalker
Spilletid: 142 minutter
Premiere: 18.12.19