Buschaufføren fandt hjem efter flere omveje

Som barn følte Lene Wang Hansen sig aldrig god nok. Den følelse fulgte hende langt ind i voksenlivet som en søgen efter accept og kærlighed. Og i dag mener hun, at hendes åndelige rejse, der til sidst førte hende til Gud, startede der.

Dominerende far

”Min far var meget dominerende. Jeg husker det nu på mine ældre dage, at når jeg kom hjem som voksen, så var der aldrig noget, der var godt nok. Han elskede at diskutere både politik og arbejde, så bølgerne gik ofte højt i vores hjem,” siger Lene.

Både hendes far, hendes onkler, farfar og to brødre er alle sammen bagere. Men forældrene sluttede karrieren med at drive hotel Stammershalle. Der voksede Lene Wang Hansen op, fra hun fra otte år gammel.

”Det var ikke et badehotel dengang. Sæsonen startede omkring påske og sluttede omkring september. Det var et hotel, der havde a la carte. Alle mennesker kunne komme ind fra gaden, men dengang jeg var barn, var der også hver aften, om det så var onsdag aften, så var der musik, og det kostede ikke noget at komme ind. Og så kunne man købe mad eller gå i baren og købe noget at drikke”.

Var aldrig god nok

Udadtil var Lene Wang Hansens far kendt som en driftig og idérig mand. Stammershalle hotel var fx. Bornholms første hotel, som fik swimmingpool. Mange husker ham som en morsom mand, der altid kunne undvære en vittighed, fortæller hun.

”Men overfor os børn føler jeg aldrig, at han gav os kærlighed. Mine brødre og jeg var aldrig gode nok, som vi var. Der blev ikke stillet direkte krav, men jeg hørte alligevel hele tiden: ”Hvorfor gjorde du det? Hvorfor gjorde du ikke sådan?”

Søgte accept hos andre

– Var din mor også sådan?
”Nej. Alle elskede min mor. Både personalet og vores venner, der stadig kan tale varmt om hende. Men hun affandt sig med min far. Garanteret for fredens skyld. Dengang gik man ikke bare hen og blev skilt. Og de var jo også sammen om deres projekter, så de var nødt til at få det til at fungere. Men jeg tror, at jeg selv blev søgende, fordi jeg manglede en form for accept. Jeg har et eller andet hul i mig og har brug for at blive accepteret,” siger hun, mens hun lægger en hånd på brystet.

I første omgang søgte Lene efter accept hos andre mænd, men det blev altid kun til kortere kærlighedsforhold.

”Jeg var gift i fire år, inden jeg mødte min søns far, som jeg var sammen med, til min søn blev fire år. Nu bliver min søn snart 38 år, og jeg har været alene med ham siden. Jeg troede, at jeg ville få en ny mand og flere børn. Det var det vigtigste i mit liv dengang, men det blev kun til nogle få korte kæresteforhold”.

Det alternative

I mellemtiden begyndte hun at flirte med den alternative verden.

”Jeg kom med i en masse forskellige alternative ting. Så var der noget med sten, og så var der noget med horoskoper, og så var jeg også med i weekender, hvor det fx. handlede om drømme, og man overnattede der, og maden var også lidt hen i den retning. På det tidspunkt var jeg midt i trediverne, min søn var omkring fem år. Jeg afsøgte det alternative over en lang periode.

Kristne kolleger

Hvordan kom du så ind i den kristne verden?
”Jeg arbejdede som bankassistent i Sparekassen dengang, og der havde jeg nogle kristne kolleger. Jeg havde især en veninde, som ikke rigtig kunne klare al min snak om zoneterapi, men jeg havde omvendt ikke hendes kristne indgangsvinkel, så det kunne jeg ikke rigtig forstå. Jeg er helt sikker på, at hun bad for mig. Og så var jeg med min kollegas familie i Baptistkirken nogle gange, siger hun og smiler.

”Og jeg måtte også indrømme, at jeg syntes, at det var dejligt at være der. Men derfra og til at komme i kirken var der et stykke vej”.

Da hun var 45 år, fusionerede Sparekassen med Andelsbanken og endnu bank til det, der hed Unibank.

”Jeg flyttede derfor til Østermarie og var i en afdeling der. Når jeg ser tilbage, så tror jeg, at jeg fik stress, uden at jeg vidste det. Jeg fungerede i hvert fald slet ikke. Vi fik så meget information på papir, som vi skulle læse. Jeg måtte altid tage papirer med hjem, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig om at læse det på arbejdet. Til sidst sagde jeg selv op. Og så fik jeg en fratrædelsesordning.”

Trivedes ikke med healing

”Nu skulle jeg finde mig selv igen. Jeg begyndte at gå til healingsmassage i over tre år, hvor man kom 5 gange om året på en forlænget weekend. Jeg vil kalde det et kursus. Jeg kunne smaddergodt selv lide at få massage, og jeg tænkte, at healingsmassage ville heale mig. Men efter tre år trivedes jeg ikke med det mere. Meningen var, at det både skulle heale mig og give mig en ny levevej. Jeg skulle jo finde en ny måde at tjene penge på.”

Efter tre år kunne hun stadig ikke se de farver og auraer, som nogle medstuderende fortalte om.
”Og det var drønirriterende, for jeg gik der med et ønske om selvudvikling, fordi jeg netop ikke troede nok på mig selv. Jeg fik dog altid at vide, at jeg lavede en smaddergod massage, men det var jo ligesom ikke nok, hvis jeg ikke selv havde det godt.”

Der gik ti år, hvor hun kun havde sæsonarbejde om sommeren.

”Jeg havde jo sagt op og havde svært ved at søge andre job, for jeg var ikke god til at skrive ansøgninger. Men da der var mange asylcentre på øen, blev jeg i tre vintre administrativ medarbejder oppe ved Hammershus, hvor de havde lejet sig ind ved Dansk Folkeferie. Det var jeg meget glad for”, fortæller hun.

”Da jeg var i banken, var vi næsten ens som mennesker, vi tænkte ens med penge. På asylcentret var vi mange forskellige mennesker. Der var både tømrere, pædagoger, socialrådgivere og flygtninge. Men så fik vi en ny regering, der lukkede de fleste af de centre.”

Via gospelkor til tro

Hun stod nu atter uden arbejde, da en tidligere kollega inviterede hende med til et gospelarrangement i Metodistkirken.

”Jeg var i det gospelkor i et par år og lærte i den forbindelse Klaus og Virginia at kende, som blev præstepar i kirken. En søndag efter en af vores koncerter opfordrede Klaus til, at hvis nogle havde lyst til at høre mere om Gud, kunne de komme op til ham. Det rørte mig.
En dag kom Klaus på besøg hos mig i Gudhjem, hvor vi tog alt det alternative – bøger og alt muligt – i en kasse, som blev smidt ud. Og så begyndte jeg at komme i deres hjem, hvor de også drev begynderkurser i kristendommen.”

”Indenfor det alternative var der mange grene. Men i det kristne fællesskab, var det det samme, vi troede på. Og det var Jesus. Det, syntes jeg, var en god ting. Jeg har nok troet, at kristendom var noget andet, end det er. Jeg troede, at man skal gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Men det skal du ikke, Gud elsker dig uanset hvad. Det kan jeg stadig kæmpe med at forstå, selvom det er 17 år siden, jeg blev kristen. Især når jeg er alene derhjemme, kan jeg godt falde tilbage i selvbebrejdelse. ”

“Men udenfor husets fire vægge føler jeg jo, at jeg trives. Jeg har det godt, især i kristne kredse.
Jeg ved, at der er vi alle sammen gode nok. Og jeg er også sikker på, at Gud har givet mig nogle ressourcer. Og jeg er anderledes i dag, med de mennesker jeg møder på min vej, end jeg var – ja ikke engang kun før jeg blev kristen, men også for ti år siden”.

Det var også Lenes kristne veninde, Virginia, der opfordrede hende til at blive buschauffør og senere husejer i Rønne.

”Jeg er taknemmelig for det, Gud har givet mig. Før jeg kom hertil for tretten år siden, boede jeg i en lejlighed i Møllegade, og der var jeg arbejdsløs. Jeg troede aldrig, jeg skulle få et job, og jeg troede aldrig, jeg skulle få mit eget hus.
Men Virginia sagde til mig: ”Jeg har altså set noget i fjernsynet om kvindelige buschauffører. Det, tror jeg, er noget for dig. Du kan jo godt lide at køre bil.”
– Nu kan jeg mærke, at jeg bliver lidt rørt, siger hun stille fra sin stol i det hyggelige køkkenalrum. Ved siden af kaffekopper og blomster ligger briller og en opslået bibel, som en fast del af inventaret på spisebordet.

”Jeg vender ofte tilbage til det bibelvers, hvor Jesus siger: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed,” fordi jeg har det med at søge retfærdigheden herude,” siger hun og peger frem for sig, inden hun tilføjer: ”Men Guds retfærdighed er jo en anden.”