Missionspioner fylder 60

Det er en pioner, der fejres, når Torben Madsen fylder 60 år den 9. marts. Torben Madsen er leder af hjælpeorganisationen International Aid Services, IAS. Det meste af livet er brugt på mission, og særligt på at hjælpe de mennesker, der er mest udsatte og har allermest brug for hjælp.

Torben Madsen har Afrika og mission i blodet som få. Han er vokset op i Tanzania som søn af missionærerne Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen. Forældrene rejste til Tanzania, da Torben var blot to år gammel.

Missionærbarn i Tanzania

Han husker opvæksten som sjov og spændende:

– Det var sjovt at rende rundt i landsbyen sammen med afrikanske drenge i bare tæer og bare nyde friheden. Jeg elskede at spise hos afrikanerne, og mine forældre vidste ikke altid, om jeg kom hjem til aftensmaden. Vi havde mange sjove oplevelser. Vi kunne for eksempel gå på jagt efter phytonslanger, husker Torben Madsen.

Livet som missionærbarn indebar at gå på kostskole langt fra forældrene. Torben havde heldigvis et tæt forhold til sine søskende, Lena og Svend, og når de tre var hjemme, var der meget fokus på familieliv og fællesskab:

-Vi søskende havde et særligt forhold til hinanden, og vi havde mange fælles venner på skolen. Når vi var hjemme, gjorde mine forældre en ekstra indsats for, at vi skulle mærke en ”hjemme-følelse”. De satsede på vores interesser.

Jeg elskede musik, lærte at spille guitar, og jeg glemmer aldrig den dag, hvor min far købte en kassettebåndoptager til mig, fortælle Torben Madsen.
I det hele taget har han fået en stærk ballast med sig fra hjemmet:

– Min far har altid haft en vision for, at familien må stå sammen, og at vi alle skulle tjene Gud på hver vores måde.

Gud hjalp med det svære

Opvæksten i Afrika var naturligvis ikke uden udfordringer. To gange var Torben Madsen ramt af alvorlig sygdom. Først tuberkulose og senere leverbetændelse, men Torben oplevede, at Gud greb ind. Det har givet ham en dyb tillid til Gud.

– Mine forældre levede i tro til, at Gud sørger for os. Nogle gange var det svært, men jeg husker ikke, at vi manglede noget. Det lærte mig at tro Gud for alle ting; at han er trofast og aldrig kommer for sent. Vi levede et naturligt tros- og bønsliv, hvor vi vidste, at Gud er med, også selvom der var sygdom, svære tider og prøvelser.

Som 15-årig vendte Torben Madsen sammen med familien tilbage til Danmark. Forældrene var kaldet som forstanderpar i Betania Kirkecenter i Blåhøj ved Brande.

Tilbage i Danmark

Overgangen fra barn i Tanzania til teenager i Danmark var markant. Der var stor afstand mellem barndommen i Afrika, hvor der var et tæt fællesskab, og hvor man støttede hinanden og delte troen, til en dansk ungdomskultur med alkohol og en til tider hård tone. Her spillede kirken en vigtig rolle:

– Ungdomslivet med mange unge i Betania var rigtig godt, og det gav mig en god indgang til livet i Danmark. Vi var fem-seks unge, der hang ud sammen. Vi kørte ture sammen til Norge, og vi tog på ungdomslejre.

Det var også i Betania, at Torben Madsen mødte sin kone:

– I kirken mødte jeg Dorrit Jacobsen. Vi blev hurtigt venner, og hun hjalp mig med at forstå mit nye liv i Danmark. Da vi blev kærester, var jeg blot 16 år gammel, og Dorrit var 15 år. Vi har holdt sammen siden.

Nygifte med kald til Kenya

Torben blev udlært mekaniker efter 9. klasse, og parret blev gift, da Torben var 20 og Dorrit 18 år gammel. Det blev et partnerskab for livet. De kastede sig hurtigt ud i mission. En ungdomsgudstjeneste i Mariager blev skelsættende.

– Vi oplevede begge Guds kald til at tjene ham, og vi besluttede at sætte Gud først i vores liv og følge ham. Det konkrete kald var et børnehjem, Testimony Faith Homes, i Eldoret, Kenya.

– Vi kastede os ud i det med opbakning fra vores forældre og kirken. De stod bag os, men det var en lidt vild beslutning, for vi var kun 21 og 22 år, da vi rejste ud sammen med vores ni måneder gamle søn, Ulrik.

I Kenya blev Dorrit leder for en børnehave, og Torben blev leder for en mekanikeruddannelse for unge forældreløse drenge, der var i deres pubertet på godt og ondt. Samtidig skulle der mad på bordet til 60 forældreløse børn og medarbejdere.

Tiden var ikke let, fortæller Torben Madsen.

– Vi måtte lære at have tillid til Gud omkring det hele: Vores unge ægteskab og barn, vores opgave på børnehjemmet, hvor vi ikke på forhånd kendte de udfordringer og forventninger, vi blev kastet ud i. Vi lærte at stå sammen i tro for at få mad på bordet. Vi lærte konfliktløsning, og vi lærte, hvordan vi i det hele taget skulle tackle livet.

– Da vi kom hjem på besøg et år senere, sagde menigheden: ”I rejste ud som børn, men kom hjem som voksne”, fortæller Torben Madsen.

Efter to år i Kenya havde det unge par nogle år i Danmark, hvor Torben var ungdomsleder og senere medforstander i menigheden. I årene 1988-1992 rejste Dorrit og Torben igen til Eldoret i Kenya – og igen med menigheden i ryggen.

– Det var en fantastisk tid, som vi ofte ser tilbage på med stor glæde. I de fire år plantede vi sammen med vores kenyanske menighed 40 kirker, vi byggede en bibelskole, og vi uddannede 36 nye præster, fortæller Torben Madsen.

Undervejs fik Dorrit og Torben to børn mere. Da børnene blev større, og de skulle til at gå i skole, var det tid til at rejse tilbage til Danmark. Torben Madsen arbejdede i fem år som forstander på Bibelhøjskolen, som var en fælleskirkelig bibelskole i Brande.

IAS – De svagestes røst

Herefter kom der et nyt kald til at arbejde for de mest udsatte. Denne gang med fokus på somalierne i Afrikas Horn. Arbejdet skete i et partnerskab med hjælpeorganisationen IAS i Sverige, hvilket blev startskuddet til en selvstændig IAS-organisation i Danmark, som Torben Madsen har stået i spidsen for siden slutningen af år 2000. IAS kæmper for verdens allermest udsatte med udgangspunkt i stærke kirkepartnerskaber.

IAS har i dag i ni ansatte med kontorer i Brande og København. Organisationen gennemfører aktiviteter i ni lande, primært i Østafrika, men har også arbejdet i blandt andet Sydamerika og Asien.

Torben Madsen ønsker at bygge bro mellem menighederne i Danmark og Afrika. Igennem deres egen tjeneste har han og Dorrit oplevet, hvor meget det betyder, når danske menigheder får engagement og hjerte for mission og for at hjælpe, styrke og udruste kirkerne i Afrika.

– IAS skal være den svagestes stemme og fortaler, både ved direkte at være engageret og gennem kirkepartnerne. Jeg vil meget gerne være med til at skabe mere engagement i kirkerne herhjemme, for så får det en større effekt der, hvor aktiviteterne foregår, siger Torben Madsen.

At hjælpe de mennesker, der er mest usynlige, og som har absolut mindst, både åndeligt og fysisk, er en ledetråd for Torben Madsen.

– Jeg ønsker at se kirker og tjenester i Afrika lykkes i at nå deres egne mål. Jeg drømmer om, at de styrkes, så arbejdet ejes af dem og dermed bliver vedvarende og bæredygtigt.

På den måde har Torben Madsen taget stafetten videre fra sine forældre.

– Mine forældre har helt fra starten lært mig at leve et liv i tro; både i forhold til liv, kald og økonomi. Jeg har lært, at man ikke kan regne den ud, men må stole på Gud. Et styrende princip for mig er, at jeg skal gøre det, jeg kan, og så må Gud gøre det, jeg ikke kan.

Torben og Dorrit Madsen har tre voksne børn og fem børnebørn. Parret er bosat i Brande.