Danskeres gavmildhed hjælper krigsbørn i Irak
Penge fra Danmarks Indsamling bliver omsat til et nyt krisecenter for børn, som er flygtet til den irakiske by Kirkuk, hvor 3.500 børn nu lever på gaden.
Mission Øst var med i Danmarks Indsamling, der indsamlede i alt 82.104.925 kroner til børn på flugt. Gennem et såkaldt tilskudsprojekt modtager Mission Øst nu 961,232 kroner til oprettelse af et børnekrisecenter i den krigshærgede irakiske by Kirkuk.
En undersøgelse fra sidste år viser, at 3.350 børn lever på gaden i byen og nu prøver at skaffe penge til at de og deres familier kan overleve efter flugt fra Islamisk Stat. Nogle af børnene klarer sig med tiggeri. Andre er måske heldige at finde et arbejde, men tjener så typisk under 8 kroner om dagen for 8 timers arbejde.
På gaden kan børnene opleve daglige overgreb og grov udnyttelse. Samtidig går de glip af skolegang – dels fordi de bevæger sig fra sted til sted, og dels fordi der ikke er skoler nok i byen.
Mission Øst vil derfor oprette et børnekrisecenter i byen, hvor børnene dels kan få psykosocial hjælp til traumebehandling efter overgreb, dels opleve et normalt børneliv med leg og sport og sideløbende lære basale skolefag, så de er bedre rustet til at komme i skole igen.
“Børnene har måttet flygte fysisk. Nu flygter de psykisk. De skal have hjælp til at standse op, finde ro og opbygge en tilværelse på ny,” fortæller Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.
Mission Østs lokale medarbejdere går nu i gang med at finde egnede lokaler til børnekrisecentret. Derefter skal lokalerne sættes i stand, og dygtige lærere og pædagoger skal ansættes. Efter sommerferien er centret klar til at modtage hundredvis af børn fra gaden.