Hvad faster du til?
Nu nærmer vi os fastetiden, og for en gangs skyld er jeg lidt på forkant. Det plejer at være i sidste øjeblik, jeg falder over artikler og taler om faste, hvor mennesker fortæller, hvad de faster fra. Så begynder jeg også at overveje, hvad jeg skal faste fra, og inden jeg er færdig med at overveje det, er fastetiden slut.
Som mor til fem børn, er der gået en del år med at være gravid og have småbørn, så der har jeg ikke kunnet finde ressourcerne til at gå ind i fasten, og så er det ligesom aldrig rigtig blevet til noget. I år skal det være! Men hvad skal det så være?
Nogle faster fra kaffe. For mig giver det ikke så meget mening, da jeg ikke drikker kaffe. Jeg kan godt lide kaffe – særlig duften. Og mit system kører da også stærkere af det…alt for stærkt. Mine tanker suser rundt, og jeg kan ikke fokusere. Blot en kop kaffe efter kl. 14, så ligger jeg vågen til kl. 2 om natten. Det ville være nemt for mig at faste fra kaffe, men det tæller ligesom ikke.
Man kan også faste fra kød. I disse klimabevidste tider er det blevet nemmere at finde inspiration til en kødløs diæt. For nogle er det nærmest blevet en religion i sig selv. Men bare fordi andre kan se værdien af en kødløs diæt, behøver de jo ikke have patent på det.
I Daniels bog læser vi om, at han ved at undgå at spise kød og i stedet få masser af grøntsager og frugt endte med at blive den sundeste og mest energiske af dem alle. Vores Gud skabte grøntsagerne med antioxidanter, enzymer, mineraler, fibre og næringsstoffer og fortalte os om værdien af det i sit Ord!
Problemet ved det store fokus på, hvad vi skal faste fra, er, at det vi sætter fokus på, ofte er det, der fylder vores synsfelt og vores retning. Ligesom når vi kører på vejen og kommer til at kigge på de modkørende biler. Når vi ikke må spise chokolade, kan det være svært at tænke på andet end chokolade.
Jeg har bestemt mig for, at min faste ikke skal være en faste fra noget.
Det skal være en faste til noget.
En faste til mere tid med Gud. Til nok juicede grøntsager, så jeg når de 600 gram om dagen. Til kærlige ord og opmuntringer til andre. Hvem mon Gud ønsker at velsigne gennem mig i dag?
Så kan det godt være, kødet også ryger i en periode.
”…den slags faste jeg ønsker, er, at I sætter de uretfærdigt anklagede fri, at I fjerner slavernes tunge byrder, at I løser de undertrykte fra deres lænker, at I deler jeres mad med de sultne, at I giver husly til de hjemløse, at I sørger for tøj til dem, som intet har, og i det hele taget gør, hvad I kan for at afhjælpe de behov, der findes lige omkring jer.”
Esajas 58, 6-7