Identitetspolitik manipulerer

Af Iben Thranholm

SAS er kommet i strid modvind, efter de har udsendt en ny kampagnevideo med titlen “SAS- What is truly Scandinavian?” (SAS – hvad er virkelig skandinavisk?)

Det korte svar i videoen er: absolut ingenting.

Selvom videoen viser ren skandinavisk idyl med lagkager, fletninger og svenska köttbullar og designmøbler, så er pointen, at det altsammen er noget, vi har fundet andre steder i verden og bragt med os hjem.

Rugbrød er tyrkisk, vindmøller blev opfundet i Persien, og smørrebrød stammer fra Holland. I os selv er vi ikke noget. SAS får Skandinavien til at fremstå som åbensindet og fordomsfrit og multikulturelt. Det er rigtigt, at mange af de ting, som vi regner for vores egne, historisk set er noget, som er hentet udefra. Hvis ikke det var, fordi kristendommen var så politisk ukorrekt, kunne SAS jo også have trukket frem, at det gode budskab kom til os helt fra Mellemøsten.

Der er ikke noget i vejen med, at tingene kommer andre steder fra, så længe man ved, hvem man selv er. Det er denne vished om, hvem jeg er, som den nye identitetspolitik vil sprænge i stykker.

Det er en meget stærk strømning i tiden, og vi bliver konstant bombarderet med budskaber som SAS’, der gør os usikre på os selv. I ugens løb har mange kommenteret SAS-videoen og ment, at det handler om kulturel nihilisme og selvhad.

Det gør det uden tvivl. Men den nye identitetsideologi, der vil opløse enhver fast forankring i os selv, har også et andet formål. Når mennesker fratages deres identitet, bliver de lettere at manipulere. Derfor får fanger i koncentrationslejre ofte skiftet deres navn ud med et nummer.

Ved at knække deres kerneidentitet gør man dem mere føjelige.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Elitens og mediernes promovering af det åbne og frisindede samfund med flydende former, som giver os fuld frihed til selv at bestemme, hvem vi vil være, er et blændværk. Når vores integritet og tilhørsforhold udviskes, vil vi få langt sværere ved at sige fra overfor ideologier og topstyring fra stater og store internationale virksomheder. Når vi ikke længere ved, hvem vi er, kan de fortælle os, hvem de vil, at vi skal være.

Derfor er det et sundhedstegn, at de kritiske reaktioner imod SAS’ video har været så voldsomme, at SAS måtte fjerne den fra både Youtube og Facebook.

Folk ved godt, at det ikke passer, at vi “absolut ingenting” er.


Artiklen fortsætter efter annoncen: