Kristne træder i karakter under corona-epidemien

Kinas forfulgte kristne viser deres tro og giver håb til ængstelige medborgere.

– Virussen er hele tiden i mine tanker. Jeg følger med i nyhederne og tænker på, hvad min familie og kirken kan gøre. Jeg har købt masker og madvarer. Når jeg går udendørs, bærer jeg maske. Ellers har jeg lagt alt i Herrens hænder, skriver en præst fra millionbyen Wuhan.

– Bed om, at Guds barmhjertighed og fred må nå denne by gennem vores forbøn og vidnesbyrd.

Det er opfordringen til det internationale kristne samfund fra en anonym præst i corona-virussets epicenter, byen Wuhan med 11 millioner indbyggere. I et brev bragt i netmagasinet China Source opfordrer byens præster alle kristne til at stå sammen med dem i bøn og faste under epidemien.

Vidner bag masker

Men midt under krisen trodser mange kristne kinesere faren for både smitte og forfølgelse på grund af deres tro. Flere kilder melder om kristne, der udsender kristne programmer, uddeler ansigtsmasker og giver karantæneramte husly.

Maskerne hjælper iøvrigt de kristne til at undgå ansigtsgenkendelse – og dermed repressalier fra myndighederne – når de deler deres tro.

CBN News Asia skriver, at kristne i Wuhan får det bedst mulige ud af krisen. Iført masker kan de nemlig forholdsvis anonymt både uddele masker til andre og fortælle dem om Jesus.

– De siger, at de er kristne, og at de deler Kristi kærlighed. De peger på, at Jesus kan bringe håb til alle i Kina. Det er virkelig et gennembrud, skriver CBNs korrespondent Lucille Talusan. Hun tilføjer, at krisen og den generelle usikkerhed netop nu giver større åbenhed overfor det kristne budskab.

En prøvelse

I starten af februar var der over 20.000 bekræftede tilfælde af corona-smittede i Kina.
I sit lange brev besvarer ”Wuhan-præsten” sine udenlandske venners spørgsmål om, hvad de kan gøre for ham:

– Det er meget tydeligt, at vi står overfor en test af vores tro. Situationen er meget kritisk, men vi stoler på Herrens løfter. Hans tanker om os er fred, ikke ulykke (Jeremias 29,11); han tillader en tid med prøvelser, ikke for at ødelægge os, men for at grundfæste os. Derfor skal de kristne ikke bare lide sammen med andre mennesker i denne by, men vi er ansvarlige for at bede for dem i byen, der er ængstelige og bringe dem Kristi fred.

Fred og kærlighed

Wuhan-præsten understreger, at den fred, vi får fra Kristus, ikke fjerner os fra ulykke og død. Men vi har fred midt i ulykke og død, fordi Kristus har overvundet disse ting. Også i ulykken er vi genstand for Guds kærlighed.

“Wuhans pest kan ikke skille os fra Kristi kærlighed,” understreger præsten. “Jeg tror, det er Guds befaling til os, der bor i Wuhan: Vi skal søge fred for denne by, for de syge, for sundhedspersonalet som står i frontlinjen og for alle myndighedspersoner og borgere i Wuhan,” forklarer præsten.

Samtidig opfordrer han det internationale samfund til at bede for byen.
– Hvis du ikke føler ansvar for at bede, så bed Herren om et kærligt sind og et fromt hjerte. Hvis du ikke græder, så bed Herren om tårer. For vi er sikre på, at kun håbet om Herrens barmhjertighed kan frelse denne by, slutter Wuhan-præsten.

Modige kristne hjælper andre

Kinas forfulgte kristne udviser mod og har fået en helt særlig tjeneste med at bringe hjælp og håb under epidemien. Det skriver International Christian Concern (ICC).

En video, som er delt af Father Francis Liu fra Chinese Christian Fellowship of Righteousness, viser opmuntrende prædikener blive forkyndt med højtalere på folks altaner. Ifølge ICC kørte en kristen på cykel til et apotek, hvor mange mennesker stod i kø, mens han afspillede en prædiken på en transportabel højtaler.

En anden video, som cirkulerer på de sociale medier, viser kristne uddele ansigtsmasker og kristne traktater til forbipasserende på gaden, mens en prædiken kører i baggrunden.

Husly til borgere fra Hubei

Der er også meldinger om kristne fra andre provinser, som tilbyder husly til folk, der ikke kan vende tilbage til Hubei-provinsen.

Human Rights Watch oplyser, at mange hoteller udenfor Hubei provinsen nægter at tage imod gæster med ID-kort fra Wuhan og Hubei. Nogle landsbyer prøver at hindre smittespredning med vejspærringer, hvor de stopper biler med Hubei-plader. Og på de sociale medier bliver borgere fra Hubei udsat for chikane.

To medlemmer af den stærkt forfulgte menighed Early Rain Covenant Church i Sichuan har åbnet deres hjem for Hubei-flygtninge. Både ”Brother Jia Xuewei” og ”Sister Shu Qiong” har lovet at tage sig af de hjemløse Hubei-borgere, indtil deres hjemmeprovins kan ophæve karantænen.

Coronavirus (COVID19)

Sygdommen kan give både milde og mere alvorlige luftvejsinfektioner. Typiske symptomer er feber, hoste, ondt i halsen, hovedpine, muskelømhed og åndenød.

Coronavirus kan føre til fx lungebetændelse og multiorgansvigt med dødelig udgang. Især ældre og kronisk syge kan have et alvorligere forløb.

Inkubationstiden er 2-12 dage. COVID19 kan også give milde symptomer, der ikke fører til undersøgelse og indlæggelse. Det reelle antal tilfælde er derfor større end det rapporterede.
Dødsfald rapporteret i Kina er hovedsagelig set blandt ældre eller personer med underliggende sygdomme. (Dødeligheden for SARS og MERS er opgjort til henholdsvis 10% og 35%.)

Der findes ingen godkendt behandling for infektion med COVID19. Der findes heller ingen godkendte vacciner.

Kilde: Statens Serum Institut