Nystiftet institut ansætter teolog som udviklingsdirektør
Efter fire år som forstander på Nordsjællands Efterskole skal cand. theol. Jesper Oehlenschläger fra 1. august 2020 være udviklingsdirektør i det nystiftede institut Samfond.
Det nye institut har hovedkontor i Silkeborg og har som formål at bevare og udvikle værdifællesskabet i samfundet. Jesper Oehlenschläger, der tidligere har været præst i Karlslunde Strandkirke og er forfatter, foredragsholder og netværker, skal udvikle og realisere Samfonds projekt-program.
Den nye udviklingsdirektør oplyser, at han har haft fire fantastiske år på den kristne efterskole, men at det nye job giver ham mulighed for at arbejde med sine hjertesager, ”dannelse og lederskab”.
”Jeg flytter sammen med min familie til Hillerød til sommer, hvor vi i første omgang bosætter os. Jeg vil arbejde fra kontoret i Silkeborg tre dage om ugen ellers være ”on the road” eller fra vores nye lejlighed i Hillerød,” skriver Jesper Oehlenschläger på Facebook.
Samfond blev oprettet i 2019. Instituttet skal udvikle og ”modne” egnede projekter, fx. egne pilotprojekter med efterfølgende opskalering i samarbejde med eksterne projektpartnere.