25.000 kr. indsamlet i ”Farmands” navn

Et surt opstød på Twitter udløste en lind strøm af gavmildhed hos andre.

Der blev samlet 3,1 mio. kr. ind til landsindsamlingen
i Folkekirkens Nødhjælp sidste søndag.

Da Folkekirkens Nødhjælp sidste fredag skrev på Twitter, at de havde aflyst dør til dør indsamlingen til årets landsindsamling og håbede på opbakning til en digital indsamling, svarede en bruger på Twitter, der kalder sig ”Farmand”, afvisende: ”I får ikke en bøjet femøre.”

Med det samme udløste kommentaren dog den helt modsatte effekt. Som en modreaktion til det sure opstød begyndte flere brugere på Twitter at sende penge til Folkekirkens Nødhjælpsindsamling i ”Farmands” navn.

En bruger på Twitter svarede tilbage på ”Farmands” kommentar: ”Havde slet ikke set, der var indsamling, havde det ikke været for dit opråb, Farmand”. Hvorefter han sendte 300 kroner.
En anden bruger skrev: ”Tak, for det Farmand, var ellers lige ved at glemme indsamlingen denne weekend.” Og sendte 200 kroner.

På én dag blev der indsamlet hele 25.000 kr. i ”Farmands” navn, som ellers ikke ville give så meget som ”en bøjet femøre” til indsamlingen.

– Det er simpelthen gået viralt, og det er da lidt specielt, at hans sure opstød endte med at være godt for os, siger Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.