Blå Kors holder 8 sommerlejre i år

Lejrene ligger i uge 27, 28, 29 og 32.

Blå Kors arrangerer i år otte sommerlejre for sårbare børn og unge. Det er én mere end oprindeligt planlagt.

– Der er et ekstra stort behov for sommerlejre i år. Familier i udsatte livssituationer har i den grad brug for et pusterum og afbræk i hverdagen, hvor både børn og voksne mærker at have ferie, siger ferielejrchef hos Blå Kors, Karen Klemmed Hviid.

Tilmeldingerne er strømmet ind i takt med genåbningen af samfundet. Da to af lejrene allerede er fuldt bookede og har ventelister, besluttede Blå Kors sig for at oprette en ekstra lejr.

– Vi afholder lejrene på efterskoler, hvor der er masser af plads indenfor og gode udendørs omgivelser. Vi gør alt, hvad vi kan, for at både børn og unge stadig kommer til at mærke nærvær og omsorg, siger Karen Klemmed Hviid.

Sommerlejrene foregår i Hillerød, Odense, Middelfart, Bording, Hobro, Skjern og to ombord på et træskib, der sejler ud fra Fredericia og Frederikshavn.