Altid frisk på en lejr
For mig er lejre og stævner rige på udvikling. Sådan en uge kan blive et vendepunkt i mangt og meget. Bare tænk på alle de bryllupper en ungdomslejr kan føre til. Vi er da vist mange, der tjekkede hinanden ud på lejre og stævner, inden vi satte ring på hinanden.
Lejr var jo især stedet, hvor vi fik nogle stærke oplevelser i nærværet omkring Jesus, både individuelt og socialt set.
Måske vågnede et kald, og en livskurs blev tydeligere.
Ja, vi blev afprøvet i opgaver for så senere at blive betroet endnu større ansvar.
Ofte har jeg været på ca. 8 lejre om året inkl. bibelcamping. Det være sig weekendlejre, vinterstævner, helligdagslejre samt trænings og forberedelsesweekender af sommerens mere udvidede lejrprojekter, foruden ungdomsture til udlandet med mission, og meget gerne finalen: Sommerstævne.
Især husker jeg, hvordan vi blev indkaldt til sammenbragte musikerweekender med henblik på sommerens utallige behov for lovsangsgrupper.
Når en lejr var slut, var der noget fantastisk berigende ved at være dødtræt i flok. Tilfredsheden over at have været med til noget større end bare at tage på en let ferierejse sydpå. Med al respekt for individers forskellige behov, hver sin smag, når jeg bare må blive fritaget for at lege strandløve.
Mit ærinde er at opfordre forældre til at sætte weekender og ferier i system, så du og dine ikke går glip af værdien ved aktiv deltagelse i lejre og stævner.
Få det i familiebudgettet, og prioritér indsats, gerne sammen som familie, hvad enten I er til børne-, spejder-, teenage-, ungdomsarrangementer, bibelcamping eller missionsture.
Lad børn og unges tro få ben at gå på, alt imens de bygger relation på kryds og tværs i de tilbud, som gives. Her får de jo fornyet lyst til at tro og virke sammen med andre.
”Jamen mange lejre er tidskrævende, og det tærer på et familiebudget!”
Jeg vil nødigt undvære timerne hjem i bilen, hvor overtrætte børn og unge begejstret fra bagsædet nævner deres stærkeste oplevelser med Jesus.
Da er tid og pris jo hele indsatsen værd.