Bokser takker Jesus for verdensmesterskab
Sværvægter Tyson Fury blev lørdag verdensmester med en sejr over Deontay Wilder.
– Først og fremmest vil jeg takke dig, min Herre og Frelser, Jesus Kristus, sagde Tyson Fury lige efter sejren i Las Vegas den 23. februar.
Den hårdtslående britiske bokser lagde heller ikke fingrene imellem, da han fortsatte med at tale om sin tro på Jesus.
“Jeg sagde, at dem, som vil mig ondt, ikke skal lykkes med det. Jeg sagde, at dem, som står i mørket, aldrig kommer ind i lyset. Al ære til den ene sande Gud, Jesus Kristus,” sagde den 31-årige sværvægter, som skriver på Twitter: “Jesus elsker os alle.”
Tyson Fury er ubesejret med 30 sejre, ingen nederlag, og en enkelt uafgjort kamp bag sig. 21 af hans sejre har været med knockouts. Men der har været en længere pause i hans karriere.
Tilbage efter nedtur
Tyson Furys verdensmesterskab er ikke bare højdepunktet i hans karriere. Det er også beviset på, at han nu er tilbage efter en længere periode med depression, alkohol- og kokainmisbrug.
Jeg er et levende eksempel på,
at enhver kan komme tilbage fra afgrunden.
Da Tyson Fury i 2015 havde vundet titlerne IBF, WBA og WBO, udtalte han, at han havde mistet lysten til at leve. Han stoppede med at bokse og stillede ikke op til en eneste kamp de næste 2,5 år.
“Jeg vågnede hver dag med ønsket om ikke at vågne igen,” fortalte han i 2018 BBC Sport. ”Jeg var rig, succesfuld, ung, sund og havde familie og berømmelse og alt, hvad en mand kunne drømme om. Men jeg var alligevel deprimeret,” fortalte Fury.
Han begyndte at gå til psykolog og erklærer, at han nu igen er blevet ”forelsket i boksning”.
– Jeg er et levende eksempel på, at enhver kan komme tilbage fra afgrunden, siger Tyson Fury.
“Mange mennesker lider af psykiske problemer. De tror, at alle deres dage vil være grå. Men livet kan blive bedre, så man begynder at glæde sig over de små ting igen,” understreger den nye verdensmester.
Tyson Fury og hustruen Paris har fem børn.