Er det et bedrag…?

Stig T. Christensen Tidligere sognepræst i Sønderborg

Det er godt, at man arbejder på højtryk på at finde en vaccine mod corona, og det er også godt, at man gør alt for at hjælpe de syge, men at sætte hele samfund mere eller mindre i stå på grund af en influenza-lignende sygdom, forekommer helt ude af proportioner.

Efter ca. 4 måneder har coronaen medført 7.529 dødsfald på verdensplan, hvoraf langt størstedelen var syge og gamle mennesker, og 184.975 er smittet.

Ifølge diamandis.com dør omkring 26.000 af cancer og ca. 49.000 af hjerte-kar sygdomme – hver dag – på verdensplan.

Hertil kommer mange andre grunde til dødsfald.

I 2018-19 var omkring 35 mill. smittet af influenza og omkring 34.000 døde på verdensplan. I Danmark dør ca. 1500 mennesker hvert år i forbindelse med influenza. Den 15. marts var to gamle mennesker døde af corona, og den ene var i forvejen dødssyg af andre årsager. I 2016 var der 25.300 trafikdræbte i EU, heraf i Danmark omkring 200 – og 1,35 mill. på verdensplan.

Corona virus er virkelig, men den menneskelige reaktion er så overdrevet og hysterisk, at den efter min mening kun kan forklares som et åndeligt bedrag, der ligger helt på linje med det billede, som Bibelen giver af Guds og menneskets største fjende, Satan selv.

Et bedrag fra løgnens fader?

Jesus siger om Djævelen, at han er en morder og en løgner, ja, løgnens fader; han kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge.

Han kaldes også denne verdens fyrste, verdensånden. Da Djævelen tilbyder Jesus, alle verdens riger og deres herlighed, hvis han vil kaste sig ned og tilbede ham, lyder svaret: Vig bort, Satan.

Her åbenbares den åndelige virkelighed, som vi lever under.

Et åndeligt bedrag, der farer hen over jorden med et begrænset antal døde til følge, skræmmer alligevel regeringer og folk så meget for det uvisse, det ukendte, at man i panik lukker samfund ned med helt uoverskuelige menneskelige og økonomiske følger.

En bedragerisk ånd får alle til at ryste for en død, som i denne virus kun rammer et meget lille fåtal af verdens befolkning.

Ikke desto mindre skal et meget stort antal sunde og raske mennesker gå hjem fra arbejde og store hjælpepakker skal udskrives til ansatte og firmaer. Langt flere menneskers liv vil blive ødelagt af den paniske frygt end af den lille ukendte virus.

Den danske Folkekirkes biskopper er fulgt helt i frygtens fodspor og har aflyst alle gudstjenester og folkekirkelige arrangementer.

I gamle dage ville fornuftige kristne biskopper have kaldt kristenfolket til bøn.

Jesu Ånd, Helligånden, er kærlighedens, kraftens og besindighedens ånd. Der er i denne sag brug for besindighed, sund fornuft, og ikke frygt og panik.

Stig Christensen, tidl. sognepræst, Sønderborg