Dåbens indhold

Stig Christensen, tidl. sognepræst, Sønderborg.

I løbet af de 41 år, hvor jeg var præst i Folkekirken, har jeg døbt et stort antal børn, en del i konfirmationsalderen og også ind i mellem voksne. Det har jeg gjort med glæde, så derfor blev jeg ret fortørnet over Leif Sig Jensens (LSJ) kronik i Udfordringen den 2. september, hvor han skriver:” Hvor længe vil I præster i Folkekirken tjene denne verden med et ritual, der er i modstrid med Guds ord, og som i mange tilfælde er en tom ceremoni for de deltagende?”

Jeg ved ikke, om LSJ er klar over, at langt størstedelen af de kristne ud over jorden har det samme dåbssyn som Folkekirken, idet Luthers syn er det samme som alle de gamle kirkesamfunds.

Ifølge Jesu dåbsbefaling i Mattæus 28 skal vi gøre folkeslagene til hans disciple ved at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og desuden skal vi lære folkene at holde alt det, som han har befalet os. Ifølge Johannes 3 siger Jesus: ” Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. ” Apostlen Peter kalder dåben for genfødelsens bad. Folkekirkens ritual er således i overensstemmelse med Guds ord, og enhver har behov for at blive døbt, da ”alle har syndet og mangler herligheden fra Gud ” (Rom. 3,23).

Vort fysiske liv er en gave, da ingen af os har bidraget til det. På samme måde er det nye liv i Kristus en gave, som ingen af os har bidraget til. Dåben er et mysterium, hvor et menneske indlemmes i det kristne samfund, man modtager af nåde sine synders forladelse og et nyt liv, alt sammen på grund af Jesu offer og hans opstandelse. Den kristne dåb er det ydre tegn på, at man er en del af den kristne kirke ud over jorden.

Et lille nyfødt barn har fået livet, og en lille nyfødt kristen har fået del i Kristus, men dermed er alt naturligvis ikke sagt. Livet skal leves. Derfor har forældre et ansvar, og alle dåbsforældre bliver formanet til at opdrage deres barn i den kristne tro.

På det punkt svigter mange, men menneskelig svigt gør ikke dåben indholdstom. I dåbsbefalingen ifølge Markus siger Jesus:” Den, som tror og bliver døbt, skal frelses, men den, som er vantro, skal blive fordømt. ” I Jesu lignelse om sædemanden går tre fjerdedele af de gode sædekorn til spille, og kun en fjerdedel bærer frugt. Af de 12 nærmeste disciple mistede en troen – Judas – og gik fortabt.

Ofte bruges jødernes udgang fra trældommen i Ægypten med den mirakuløse overgang over det Røde Hav, som et billede på den kristne dåb. Hele folket, både store og små, kom frelst igennem vandet, men under den lange vandring gennem livet – ørkenen – mistede rigtig mange troen og kom derfor aldrig ind i det forjættede land. De var jøder, de var omskåret, de blev frelst gennem vand, men på grund af vantro nåede de ikke i mål.

Sådan går det også med mange døbte kristne, på grund af vantro bliver de fordømt.

Derfor er jeg også helt enig med (LSJ), når han er forarget over, at nogle folkekirkepræster ved begravelser ”henviser til, at den afdøde i dåben blev genfødt til at være et Guds barn og derfor nu er hjemme i Himlen hos Gud.”

Det er ubibelsk tale, og i øvrigt er det jo meget hovmodigt af en præst og i øvrigt også af andre at love nogen evigt liv i Himlen. Den afgørelse må man overlade til Gud, som er den eneste, der helt og fuldt kender hjerterne.

Ved slutningen af sit liv skriver Paulus: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente.”

Ethvert døbt menneske må stride troens gode strid for at bevare troen og fuldføre løbet.