Frie skoler føler sig udelukket af regeringen

Børne- og undervisningministeren kritiseres for sin manglende interesse for de frie skoler.

Formanden for De Frie Skolers lærerforening, Uffe Rostrup.

– Den manglende invitation er desværre kun en lille del af historien om en regering, som åbenlyst mener, at de frie skoler ikke skal inkluderes i noget som helst.

Sådan skriver formanden for De Frie Skolers lærerforening, Uffe Rostrup i en blog.
Han henviser til, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil ikke inviterede de frie skoler med til undervisningsministerens årlige Sorø-møde.

Her er der ellers tradition for, at skolepolitikere og -praktikere mødes for at drøfte et aktuelt emne inden for uddannelses- og skolepolitikken.

Undervisningsministeren har forklaret den manglende invitation til friskolerne med, at emnet var inklusion i folkeskolen.

– Man kan undre sig over, at ministeren tilsyneladende kun interesserer sig for inklusionen i folkeskolen. Man kan også undre sig over, at Frie Skolers Lærerforening​ og de andre organisationer på det frie skoleområde ikke inviteres med, skriver Rostrup.

Pernille Rosenkrantz-Theil har ifølge ham ”en temmelig aggressiv dagsorden for de frie skoler”.
– Tillad mig at nævne i flæng: reduktion af koblingsprocenten, forbud mod muslimske friskoler (ja, måske endda religiøse skoler), loft over antallet af ikke-etnisk danske elever i skolerne, kommunal anvisningsret til de frie skoler, indførelse af sociale taxametre og så videre. Så der er meget at tale om, skriver Uffe Rostrup.

Børne- og undervisningminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Overser 150.000 børn

– Vi har en regering, som vil være børnenes regering. Tilsyneladende vil de ikke være regering for de ca. 150.000 børn og unge, der er elever på frie grund- og efterskoler – eller også vil ministeren bare ikke tale med os.

Rostrup og friskolerne har flere gange inviteret ministeren til møder med lærerforeningen, men hver gang har hun meldt fra.

– Nu har Pernille Rosenkrantz-Theil været minister i 8 måneder, og den eneste gang, at vi har talt med hende, var da hun tiltrådte, og vi bare skulle sige hej til hinanden.

Nej til interview

– Men ikke nok med det. Vores blad, Frie Skoler, har heller ikke kunne få et interview med ministeren. Det er ellers helt almindeligt, at nye undervisningsministre giver interviews til medierne på undervisningsområdet.

Det samme er tilfældet for efterskolernes blad (Magasinet Efterskolen) og friskolernes blad (Magasinet Friskolen). Så den kritiske presse har heller ikke adgang til ministeren.

For ganske nyligt inviterede hun Frie Skoler og 13 andre medier til en times uformel rundbordssamtale.

Det bidrager til billedet af en regering, som ikke ønsker en dialog med en kritisk offentlighed, men selv vil styre sit spin.

Vi har en undervisningsminister, som tilsyneladende har meget svært ved at acceptere, at der eksisterer frie skoler, og som er ude af stand til at gøre det, som hun selv lagde op til på hilse på-mødet, nemlig at inddrage sektoren, når der er store dagsordner – ovenikøbet dagsordner, som hun selv er bannerfører for.

Demokratisk underskud

– Regeringens ekskluderende adfærd skaber et demokratisk underskud, og dens arrogance og magtfuldkomne adfærd er stærkt bekymrende, mener lærerformanden.

– Man skal ikke være enig med alle. Man skal heller ikke mødes lige meget med alle. Men som minister er man minister for hele landet – ikke kun for dem, man kan lide.