Sommercamp sender ud til hverdagen

I uge 28 lægger Apostolsk Kirke op til, hvad de kalder Danmarks hyggeligste sommercamp. Hovedtaleren er Jurgen Matthesius fra C3 Church i San Diego.

Der er mange oplevelser for de mindste på sommercamp i Kolding.

Den 4.-10. juli er den smukke park, der omgiver Kolding Internationale Højskole, omdannet til campplads med 3-400 campingvogne, klynger med unge i telte, en indbydende foodcourt og et stort legeområde med plads til hoppeborge for de mindste og kanoture og vandrutsjebane for de lidt større.

– Vi kalder det Danmarks hyggeligste sommercamp, fordi vi oplever, at fællesskabet og rammerne er unikke og giver plads til, at både unge, børn, voksne og ældre kan have en fantastisk uge sammen med hinanden og sammen med Gud, siger Dina Siegumfeldt, der er koordinator for årets camp i Kolding.

I år er hovedtemaet ”Indefra og ud” og tager udgangspunkt i tanken om, at vækkelse ikke først og fremmest består i, at folk uden for kirken strømmer ind i kirken og omvender sig. Dette er snarere, at åndsfyldte kristne bliver opmærksomme på at udleve deres tjeneste i det helt almindelige dagligdagsliv.

”Vi skal lade os udruste til at turde leve højt og stærkt og åndsfyldt i alle dele af livet og samfundet. Vi skal værdsætte og fremelske Guds rige indefra og ud på skoler og institutioner, i kommunen og virksomhederne, på fabrikkerne og markerne, i hjerterne på dem, der møder kirken gennem os hver eneste dag”, lyder det i invitationen.

Jurgen Matthesius fra San Diego er hovedtaleren på Apostolsk Kirkes sommerstævne i år.

Hovedtaler fra San Diego

Til at formidle budskabet har man blandt andet inviteret Jurgen Matthesius fra San Diego. Her står han i spidsen for C3 Church, som han startede i 2005, hvor han sammen med sin kone Leanne og deres børn forlod Sydney, Australien, for at starte en helt ny kirke. På programmet er også en række danske talere, både fra Apostolsk Kirke og andre kirkesamfund.

Foruden fællesmøderne i Kongreshallen indeholder campen i Kolding mange spor, der retter sig mod unge, teenagere og børn. YoungStreet for de unge holder til i Kolding Internationale Højskole, Landslejren for teenagere holder til på Efterskolen Kildevæld, og børnegrupperne holder til i lokaler hos Lykkegårdsskolen og den nærliggende sportshal Pulzion.

Læs også:

Familielejr fylder 25 år med ‘klimaforkus’

Maria så en kæmpe løve på SommerOase