Ud og ind af bibelkritikken

En beretning om en personlig armlægning med Den historisk-kritiske Metode.

Som Paulus anbefaler i 1 Kor 11, er det faktisk en god ting at miste sin barnetro – hvis den vel at mærke erstattes af noget bedre. Det er desværre en kendsgerning at mange har mistet – ikke bare deres barnetro – men troen i mødet med noget der giver sig ud for at være videnskab, nemlig bibelkritikken.

Men som vi skal se i det følgende, er den såkaldte historisk-kritiske metode hverken særlig kritisk eller historisk. Forstået sådan: Hvis man på forhånd udelukker underet som begreb, har man tydeligvis en noget ukritisk tilgang til tilværelsen. Kristne i massevis kan vidne om Guds helt særlige indgriben i deres liv, fra Helligåndens fylde til undere i større eller mindre skala.

At Biblen ikke skulle være historieskrivning – i hvert fald hvor den selv påstår den er det, var derfor for mig en umulig tanke i mit møde med bibelkritikken.

Da min elskede og jeg i 1968 begyndte på Hjørring Seminarium, var kristendom stadig skolens vigtigste fag. Hvordan det? Jo, som det eneste fag (ud over dansk) var det et fag som fulgte os (forfulgte os, vil nogen måske sige?) i samfulde tre år. Så fra dag 1 var jeg selv nødt til at opsøge dette uhyre og bryde nogle lanser med det.

At mangen god kristen var forlist på bibelkritikkens skær, var jeg mig pinligt bevidst om ved indgangen til denne Skt. Georgs-kamp. Som jeg har set nogle teologistuderende udtale til fruens avis: »Det gjaldt om at få pillet enhver form for kristentro ud af hinanden.« Også en af mine højt værdsatte lærere fra Kalundborg Gymnasium havde opgivet præstegerningen efter teologistudiet og læst en cand.mag. for at kunne undervise i mellem- & gymnasieskolen.

Mine forudsætninger

Mine forudsætninger for at tage kampen op med de historisk-kritiske var følgende: I gymnasiet forsømte jeg i nogen grad mine lektier ved i stedet at læse i min bibel morgen, middag og aften.

Og med den kendte bibellærer Poul Madsens undervisning i bagagen – og ikke mindre vigtigt – hans bror John som min personlige ven & mentor, havde jeg så nogenlunde rede på hvad der i hvert fald ikke står i Biblen.

Det skulle vise sig nyttigt i mødet med bibelkritikken. Især fordi de historisk-kritiske kan være noget vidtløftige “i deres udlægning af teksten”.

Noget andet vigtigt i min bagage var bevidstheden om at jeg selv er omtalt i et af Biblens profetiske skrifter.

– Ska’ wi no et’ liiig, for at sige det på jysk. Du, omtalt i Biblen?! – Ja, den er go’ nok. Det havde jeg nemlig opdaget i mit ansigts bogstaveligste sved under et kibbutzophold. Lige dér var jeg i mine bibelstudier nået til Es 61. Og til min ubeskrivelige fryd ramte det profetiske ord mig lige i panden: »Fremmede skal stå og vogte Eders småkvæg, udlændinge slide på mark og i vingård«, for nu at citere min gamle, slidte bibel.

En handel

Kan man slå en handel af med Gud? For nogle lyder det måske som højst ugudelig tale. Men da jeg i sin tid måtte tage et opgør med mine forældres kristentro, blev det spørgsmål aktuelt for mig.

Skulle denne tro være min egen, personlige, måtte jeg stille en betingelse: At jeg ikke bare skulle parkere min tro i et andet hjørne af min hjerne end min forstand. Ordet fra Joh 7,17 blev Guds svar til mig. Jesus siger: »Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.«

Og nu – år efter på Hjørring Seminarium – viste Gud atter sin trofasthed: For var jeg ikke løbet ind i Apostolerne i Hjørring (under den norske prædikant Leif Rødningsby), var det utvivlsomt gået med mig som så mange andre. For det kan helt åbenbart være lidt svært at bevare troen i den historisk-kritiske modvind.

Helligåndens manifestation

Så efter jeg på afgørende vis var blevet væltet omkuld af Guds hellige Ånd, måtte jeg sige til mig selv: At det mest af Biblen skulle være, måske ikke ligefrem løgn & latin, men så i vidt omfang det pure digt & opspind, kan ganske enkelt ikke passe. Slet ikke når den Gud som Biblen handler om, kan manifestere sig så kraftigt i nutidsmenneskers liv.

Så jeg besluttede mig for – i mit ungdommelige overmod – at undersøge om det ikke var “videnskaben” der var noget galt med, frem for Biblen. Så efter 3 års intense studier i Den historisk-kritiske Metode var jeg klar til at skrive hovedopgave om emnet.

Og på forunderlig vis lykkedes det mig (med formidabel hjælp fra Hjørring Bibliotek) at falde over forskere som vidste noget om Den gamle Orient, noget om den tids skriftlige og mundtlige kilder, om folks måder at skrive på osv. osv. i en lang befriende kæde af reelle videnskabelige fakta.

(Og min, særdeles, historisk-kritiske teolog af en lærer måtte give mig den cadeau at min metode var videnskabelig – også selvom han ikke var enig i mine konklusioner.)

For at gøre en lang historie kort: Det viser sig at den såkaldte historisk-kritiske metode ikke er særligt (selv)kritisk og slet ikke historisk. De kære (fortrinsvis) skandinaviske og tyske teologer har skabt en skrivebordsbaseret bibeldissekeringsmetode, løsrevet fra den mest elementære viden om Det gamle Testamentes samtid. Det gælder især De 5 Mosebøger.

Hvor den historisk-kritiske metode har ført teologerne på afveje, vil jeg gerne slå ned på med nogle få eksempler fra min afhandling; baseret på materiale fra en engelsk ekspert i Den gamle Orient (flerkildehypotesen), en tysk doktorafhandling (om Guds pagt med Abraham) og en afhandling af en professor fra Det hebraiske Universitet i Jerusalem (om Guds navn åbenbaret for Moses).

Myteaflivning

Men først skal vi lige have aflivet et par myter.

Hvis de historisk-kritiske anerkender Moses som historisk person, er det i hvert fald ikke som en »oplært i al ægypternes visdom« (ApG 7,22)! Og som de siger: »Fårehyrder fra Sinajørkenen kan hverken læse eller skrive.«

Så Mosebøgerne må være blevet til ved en samling af forskellige mundtlige kilder. Og “vi véd jo alle hvor upålidelige mundtlige kilder er”!

Mundtlig tradition

Og for at understrege denne pointe kan man jo arrangere følgende “juleleg”: Stil en gruppe op i en stor cirkel. Første deltager skal så begynde med en sætning og hviske den til den der står ved siden af. Når sætningen så er gået fra mund til mund, hele rækken igennem, og den sidste siger det han har hørt, højt, kan vi alle jo høre hvor upålidelig mundtlig tradition er.

Til den slags manipulation findes der heldigvis et modsvar: Hvis denne juleleg skal tegne den historiske virkelighed, er der lige et par ting der skal rettes.

Hvis man i stedet for en tilfældig sætning som ingen kender i forvejen, begynder med et kendt salmevers (fx 1.vers af I østen stiger solen op), vil jeg påstå man når frem til et helt andet resultat “for den mundtlige tradition”, nemlig at den faktisk kan være ganske pålidelig. Der sker nemlig det ved brugen af et kendt vers, at netop digtet i sig selv letter hukommelsen. Poesi er i sin natur lettere at huske end prosa.

– Og hvis en i rækken kommer til at sige noget forkert, vil det med meget stor sandsynlighed blive rettet af næste deltager. Og således vil verset “komme ud af sidste deltager” ordret som det blev begyndt.

I øvrigt når det gælder mundtlig tradition: Man bør ikke overse den betydelige historiske erfaring vi i Norden har med “lovsigemænd”, altså mænd som gennem et langt liv er blevet trænet op i at huske endog komplicerede lovtekster til fremsigelse på Tinge. Og der var ingen slinger i valsen. Loven skulle gengives nøjagtigt fra år til år, så man vidste hvad man havde at rette sig efter.

Endelig behøver vi ikke gå længere end til børneværelset: Hvis barnet ikke får sin yndlingshistorie ordret fortalt for 117.gang, bliver den voksne rettet: »Du læser forkert, Mor!« Hver gang!

Myten om den upålidelige mundtlige tradition kan således roligt aflives.

Intet skriftsprog

I samme boldgade har vi forestillingen om at de gamle israelitter ikke skulle have noget skriftsprog. I hvert fald ikke på Moses’ tid.

Men vi véd fra det gamle Ægypten at skriftsproget blev brugt af både gud & hvermand: Manden på arbejde kunne fx finde på at sende sin kone en papyrusstump om at han kommer sent hjem til middag; husslaven førte lister over husgerådet; embedsmanden lister over skatteopkrævning, kornindsamling, skibsanløb osv.

Endvidere er det en kendsgerning at alfabetet er opstået omkring Den frugtbare Halvmåne på Moses’ tid.

De ægyptiske hieroglyffer udviklede sig efterhånden til en form for alfabetskrift.

Den hittiske kileskrift er en form for alfabet. Så måske er det hebraiske skriftsprog ligefrem verdens første alfabet. (Ordet “alfabet” er i hvert fald en gengivelse af de to første bogstaver i det hebraiske alfabet: alef, beth.)

Myten om at Moses ikke har kunnet skrive, er hermed afskrevet som utroværdig!

Afmytologisering

Det er blevet gentaget til hudløshed at Bibelens skabelsesberetning er en afskrift af et babylonsk epos. Nu er den babylonske fortælling dog fyldt med guders kampe og ting & sager.

Men da de babylonske skrifter er ældre end de ældst kendte jødiske skrifter, er historien altså hos jøderne (i Babylon) blevet renset for al “ugudeligt stof”: Skabelsesberetningen er blevet “afmytologiseret”. Dette begreb, “afmytologisering”, har blot ikke basis i hvad vi véd om Den gamle Orient. Dette skrivebordsbegreb strider mod flere anerkendte arkæologiske principper:

1) Men må ikke “slutte ud fra tavsheden”. Dvs. at man ikke har fundet hebraiske skrifter der er ældre end de babylonske, er ikke ensbetydende med at de ikke har eksisteret. Vi véd fra jødisk tradition at hver gang en skriftrulle (efter års slid) måtte skiftes ud med en ny afskrift, blev den gamle brændt.

2) Beretninger i Den gamle Orient bevæger sig altid “fra det enkle mod det komplicerede”. Historien bliver altid bedre & bedre (nøjagtig som nutidens sladderhistorier). Mere og mere fyldes på, flere detaljer, flere forklaringer, flere indskud. Og ikke mindst, flere guder!

3) Hvis et skrifts litterære stil falder ind i samtidens, er dette et kraftigt indicium for i hvilken tid det er blevet til. Skabelsesberetningen er forfattet i en stil der svarer til Moses’ samtid, og ikke til den skrivemåde der var almindelig i jødernes babylonske fangenskab.

Læs også:

Kronik 2: Bibelkritik bygger på gisninger
Kronik 3: Guds pagt med Abraham