Biskoppers påskeannonce mangler det allervigtigste
Hvorfor indrykker ”Folkekirken” en helsides påskeannonce uden at nævne opstandelsen med et eneste ord?
Sådan spørger en række præster i anledning af en annonce, som folkekirkens ti biskopper fik bragt i fem større aviser i anledning af påsken. Anledningen var naturligvis, at påsken i år måtte fejres markant anderledes både i hjemmene og i kirkerne. Men indholdet i påskeannoncen er mere lyrisk end væsentligt, lyder kritikken fra flere af kirkens præster.
Forspildt chance
Teksten i biskoppernes annonce, som blev bragt i Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Jysk Fynske Medier lyder:
”Påske er, når livet altid løber i forvejen.
Når du halser afsted med hudsult og håndsprit
hjemmeskole og åndenød
så er livet altid forude.
Og se, i dag vender han sig om og smiler til dig.
Så er det påske.
Folkekirken ønsker glædelig påske!”
Teksten er skrevet af provst Kirsten Jørgensen i Frederiksberg Provsti på opfordring fra biskopperne. Formålet var at nå ind til kernen af påskebudskabet uden at være for indforstået og dogmatisk, forklarer provsten til Kristeligt Dagblad.
Mange beskriver dog resultatet som en forspildt chance for at formidle påskens budskab.
”Det er alt for uambitiøst. Der er da meget mere at sige. Påsken handler om opstandelsen, og at Kristus var rede til at betale den højeste pris for at skaffe os en plads i Guds rige.
Det kunne de have skrevet,” lyder kommentaren fra Jens Ole Christensen fra Fredens-Nazaret kirker i København til Kristeligt Dagblad.
For lidt, for tyndt…
Blandt de præster, som også har reageret, er Carsten Haugaard Nielsen fra Christianskirken i Aarhus. Han har bl.a. været bispekandidat til Viborg Stift.
– Jeg er i den grad glad for at være i folkekirken. Og det er også godt, når der arbejdes på at nyformulere budskabet. Men det her, der er som helsides annonce fra Folkekirken i landets aviser, giver alligevel anledning til et surt påskeopstød. Det er for lidt, fortyndet, for enkelt…, skriver han på sin Facebook-side.
Alternativ påskehilsen
Sognepræst Jesper Bacher fra Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat på Lolland erklærer sig enig i kritikken.
”Når det drejer sig om påskebudskabet, kirkens tro på Jesu Kristi opstandelse, så er der for meget uld i mund og for lidt guld i mund,” påpeger han i Kristeligt Dagblad.
På Facebook har Jesper Bacher derfor formuleret en alternativ påskehilsen, som lyder:
”Påske betyder, at døden er en dødssejler,
fordi døden tabte til Jesus.
Jesus brød gravens karantæne
og gik ud til livet.
Man kan ikke holde en opstanden mand nede,
derfor kan vi holde modet oppe.
Der er kød på opstandelsen.
Hvorfor så blive i graven og mismodet?
Påsken gør det forbi med
dødbideri.
Glædelig påske!”
Denne alternative påskehilsen er humoristisk formuleret i stil med den kirkelige tradition Risus Paschalis, dvs. påskelatter, hvor præsten påskedag overfor menigheden gør grin med Satan, forklarer sognepræsten. Han tilføjer, at denne tekst er mere enfoldig og knap så lyrisk som biskoppernes – men at den til gengæld er mere evangelisk klar.
”Man kan ikke være i tvivl om, at Kristus stod op fra de døde og gik ud af graven, når man læser den,” understreger Jesper Bacher.