Corona karantæne – en fængslende oplevelse
Fængsler har altid forfærdet og fascineret mig. Forfærdet mig, fordi der er noget angstprovokerende over at blive frataget sin frihed; fascineret mig, fordi jeg har en illusorisk drøm om, at hvis jeg blev sat i bag lås og slå, så kunne jeg få virkelig uforstyrret ro til at få læst de bøger, jeg gerne vil læse eller få taget et ryk manuskriptet til min næste bog.
Mareridt om at blive anholdt og skulle i fængsel kan jage mig om natten – hvad der må give en hver jungiansk drømmetyder julelys i øjnene ved tanken om, at få mig på sin briks. Jeg både tiltrækkes og frastødes af tanken om afsondretheden bag tremmer.
Måske er denne pågående Corona-karantæne det nærmeste i vor tid kommer på en kollektiv husarrest som samfund. Vi er pålagt isolation fra omverdenen overladt til os selv og nærmeste familiemedlemmer. Lige lov meget familietid, mener de unge nok, mens vi forældre jubler ved tanken om endnu en spilleaften og intet uventet besøg af svigermor.
Både jeg selv om min ekstroverte datter var ude af vores gode skin den første uge, ved tanken om al det sociale liv, vi nu skulle gå glip af. Men her i uge tre, er det som om der er kommet en stoisk, ophøjet ro over os alle. Og ja, jeg får skrevet som aldrig før på min kommende roman, som ironisk nok har Vestre fængsel som sit primære omdrejningspunkt.
Men jeg sidder alligevel men skamfuld fornemmelse, når i mit stille sind, håber at få bare et par uger mere i karantæne i mit lille eksil. Så er mit manuskript nemlig færdigt! Når jeg, stadig før den normale arbejdsdag begynder, sniger mig ind på kontoret, skriver nogle timer og lader det trække ud på formiddagen, så gør jeg det med en fornemmelse dårlige smag i munden. Hvad bilder jeg mig ind, sådan at nyde at Danmark er lukket ned, fordi jeg dermed kan få tid bag en lukket dør til at gøre mit skriveprojekt færdigt.
Men det var i Egypternes fangehul, at Josef drømte sine drømme, I løvens kugle at Daniels tro stod sin prøve og det var i lænker at Paulus skrev sine breve og sang sine lovsang. Når vi med eller mod vores vilje, trænges ind bag de lukkede dør, så er det der nye verdenen åbnes og ideer fødes.
De gamle kirkefædre frygtede ”middagsdæmonen” – dovenskaben, lediggang er som bekendt er roden til alt ondt. Men: Der er en skabende uro, der rører på sig i stilheden, i isolationen bryder landskaber frem man ikke vidst fandtes, tanker tænkes færdige og får krop. I vores sind bor rigdomme af påfund og kreativt potentiale, som først må vokse levedygtigt, som planter i et drivhus, og dernæst sættes ud i en fortravlet verden, når de klar til det.
Men når jeg i morgen sætter mig ved skrivebordet, mens solen står op, vil jeg alligevel lege, at lyset der falder mellem lamellerne på ned på mit skrivebord, er lysstråler der falder mellem tremmer i min lille celle. Men når min kone kalder og siger, at der er formiddagskaffe, vil jeg vil trods alt glæde mig over, at dørhåndtaget sidder på begge sider.
