Dokumentet om jødernes ret til et hjemland er 100 år

Palæstinamandatet, som blev vedtaget på San Remo-konferencen, omfattede hele det nuværende Israel samt det nuværende Jordan.

Lørdag den 25. april var det præcis 100 år siden, San Remo-konferencen fandt sted.
Før 1. verdenskrig var det tyrkerne, som regerede over store dele af Mellemøsten gennem Det Osmanniske Rige eller Osmannerriget. Vor tids stater og grænser eksisterede ikke.

Det var først i tiden mellem 1. verdenskrig og frem til engang i 1970’erne, at Israel og de forskellige arabiske stater i Mellemøsten blev enten oprettet eller fik selvstændighed.

San Remo april 1920

I kølvandet af 1. verdenskrig mødtes de fire vigtigste allierede stormagter: Italien, Storbritannien, Frankrig og Japan i den italienske by San Remo i april 1920. Denne konference videreførte en allerede igangværende proces og lagde grundlaget for oprettelsen af de fire stater: Israel, Irak, Syrien og Libanon.

Under det britiske Palæstina-mandat var det først og fremmest jøder,
der identificerede sig med navnet Palæstina.

100 år senere er der ingen, som bestrider suveræniteten eller eksistensberettigelsen for nogen af disse tre arabiske stater. Når det gælder det jødiske hjemland derimod, er historien meget anderledes.

Palæstina-mandatet, som blev vedtaget under San Remo-konferencen, omfattede hele det nuværende Israel samt det nuværende Jordan. I strid med mandatet gav den britiske koloniminister Churchill i 1921 hele 77 procent af området til hashemitten Abdullah Hussein;

dette område blev senere til staten Jordan.

Vedtagelsen fra San Remo-konferencen blev bindende international lov og giver Israel ret til de områder, som i dag omtales som ”okkuperede”. Folkeforbundets vedtagelse af 24. juli 1922 bekræfter denne rettighed.

Under det britiske Palæstina-mandat var det først og fremmest jøder, der identificerede sig med navnet Palæstina. Palæstinas symfoniorkester bestod kun af jøder, og den kendte jødiske avis Jerusalem Post hed dengang Palestine Post.

Larousse, en fransk ordbog fra 1939, har i sit omslag en liste med alle verdens flag i alfabetisk rækkefølge. Staten Palæstinas flag havde en blå og hvid baggrund med en gul davidstjerne. Den jødiske forbindelse er altså tydelig.

Historien revideret siden 60’erne

Fra 1960’erne er historien om dette område blevet revideret. Man har præsenteret en historie, som i korte træk går ud på, at vestlige imperialistiske stater tog landet fra det palæstinensiske folk og gav det til jøderne.

Denne myte er blevet underbygget af utallige resolutioner i regi af FN. Verdensorganet har optrådt som en politisk aktør imod Israel. I Norge ynder vi at henvise til «FN-sporet», men dette spor fører på afveje, når det gælder forholdene i Israel og Mellemøsten.

Ikke-eksisterende folk

Der har aldrig igennem historien eksisteret en palæstinensisk nation, eller et palæstinensisk folk. Selv ikke under FNs delingsforslag i 1947 var der nogen, som talte om oprettelse af en palæstinensisk nation.

Zahir Mussein, som var medlem af PLOs øverste organ, udtalte i 1977:

«Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Dannelsen af en palæstinensisk stat er kun et middel for at kunne fortsætte kampen mod staten Israel og for at kunne bevare vor arabiske samhørighed.

I virkeligheden er der i dag ikke nogen forskel mellem jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det er bare af politiske og taktiske grunde, at vi i dag taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, og dette er fordi den arabiske nations interesse kræver, at vi hævder eksistensen af et bestemt palæstinensisk folk for at modarbejde zionismen.»

Denne gruppe mennesker har selvsagt krav på respekt, og de har naturligvis et menneskeværd ligesom alle andre, men desværre er de blevet et redskab i kampen mod Israel.

Palæstina-arabernes store svøbe er deres lederskab, som er gået i front med had, terror og ødelæggelse både mod Israel og overfor deres egen befolkning.

Israels 4. statsminister, Golda Meir, sagde det således i 1973: «Vi kan tilgive araberne, at de dræber vore børn, men vi kan ikke tilgive dem, at de tvinger os til at dræbe deres børn.»

Jødernes hjemland

Israel anklages for at okkupere Palæstina. Hvordan kan man okkupere et område, som ingen andre har noget juridisk, retmæssigt krav på? Tværtimod er området givet som et hjemland til det jødiske folk. Man anklages altså for at okkupere sit eget hjemland.

I vore nationale medier, som for eksempel statskanalen NRK, siger man konsekvent (det kan ikke være tilfældigt) «Den okkuperede Vestbred». Det gør man ikke tilsvarende med noget andet område, så vidt jeg ved.

Det er vigtigt, at de historiske hændelser, som gav det folkeretslige grundlag for oprettelsen af staten Israel, bliver gjort kendt. Jeg har ved flere anledninger haft den glæde at undervise om denne historie til elever på en videregående skole.

Hver gang er reaktionen den samme: «Dette har vi aldrig hørt før» hvorpå de udtrykker vrede over den historie, som de tidligere er blevet præsenteret for.

«Vi kan tilgive araberne, at de dræber vore børn, men vi kan ikke tilgive dem,
at de tvinger os til at dræbe deres børn.»

Artiklen, som blev bragt i Dagen.no den 20. april 2020 gengives her med tilladelse fra forfatteren og Dagen.no i dansk oversættelse ved Bodil Lanting.

Dag Øyvind Juliussen er direktør i ICEJ Norge – Internasjonale Kristne Ambassade Jerusalem

Live-udsendelse fra Jerusalem søndag

I anledning af 100 års-jubilæet for San Remo dokumentet sender NGO’en European Coalition for Israel en live-udsendelse fra Jerusalem søndag den 26. april, kl. 15 på www.sanremo100.org med deltagelse af israelske diplomater og hilsener fra verdens ledere.