Dronning Margrethe II – 80 år

Vi bør ikke panikke over klimaforandringerne, sagde Dronningen i et fødselsdagsinterview med Politiken. Hendes valgsprog er ’Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke’,

Dette portræt og logoet til højre blev fremstillet i forbindelse med Dronning Margrethes 80 års fødselsdag. Foto: Per Morten Abrahamsen og Wonderful Copenhagen.

Dronningen Margrethe II, som torsdag fyldte 80 år, er kendt for sine nytårs-taler, sin kunst – og sin kristne tro.

Troen er vel også baggrunden for Dronningens meget omdiskuterede udtalelse om, at mennesker ikke er hovedårsag til klimaforandringer. ”Vi bør som samfund ikke ”panikke” over klimaforandringerne,” sagde Dronningen i et fødselsdagsinterview med Politiken i sidste uge.

Dermed har Dronningens udtalelser endnu engang vakt debat. Både nytårstalernes tema og ordene ’Gud bevare Danmark’ bliver bemærket år efter år. Og hun er kendt for sin kunst, der også indbefatter mange forskellige typer kirkekunst.

I forbindelse med Dronningens 80 års fødselsdag udgives et nyt frimærke samt fire af ældre dato: Øverst til venstre ses den daværende kronprinsesse sammen med sine søstre og Kong Frederik IX. Til højre øverst et billede fra brylluppet med den franskfødte diplomat Henri-Marie-Jean André greve de Laborde de Monpezat (død 2018). Nederst til venstre ses Dronningen med kronprins Frederik (født 1968).

’Ikke mere alene’

For dronning Margrethe, som blev født kun en uge efter den tyske besættelse af Danmark, blev troen dog først levende i 32-års alderen. Det skete i forbindelse med overtagelsen af tronen efter Frederik den IX’s død i 1972.

Dronning Margrethes officielle valgsprog: Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke, skyldes et åndeligt gennembrud i forbindelse med kroningen. Hun har selv forklaret det således:

– Jeg var klar over, at min gerning som Danmarks dronning ikke var noget, jeg kunne klare alene. Her må noget til, som intet menneske kan give, uanset hvor nært det end står dig, uanset hvor meget du end stoler på det.

Jeg stolede på de løfter, som min Frelser havde givet,
da han gik hernede på jorden. Pludselig begyndte der at ske noget,
jeg oplevede, at jeg ikke mere var alene, jeg havde fået del i noget nyt.

Margrethe II blev kronet i 1972 umiddelbart efter sin far Frederik IX’s død. Hun oplevede dengang sit nye ansvar som dronning så tungt, at det fik hende til at søge Gud og hans hjælp. Det førte til en personlig tro, som hun har talt om mange gange siden, bl.a i en samtale med forfatteren Thorkild Hansen i 1991 i Berlingske Tidende. Her sagde dronningen:

– Da min far døde, erfarede jeg, hvilket tungt ansvar, der blev lagt på mine skuldre. Hvor skulle jeg hente hjælp? Jeg fandt intet fra nogen menneskelig side. I min nød søgte jeg Gud, jeg vendte mig til ham med brændende bønner. Jeg stolede på de løfter, som min Frelser havde givet, da han gik hernede på jorden. Pludselig begyndte der at ske noget, jeg oplevede, at jeg ikke mere var alene, jeg havde fået del i noget nyt.

– Jeg var overrasket, for sandt at sige havde jeg hidtil kun teoretisk troet på Guds eksistens, og at det kun var almindelig sædvane at tro på Gud. Nu var jeg blevet vækket op med en revolution i min indre verden. Gud blev en virkelighed for mig.

– At tro på Gud er i dag lige så naturligt for mig som regnen og solskinnet, udtalte dronningen.

Vovede at stole på Jesus

I en periode var dronning Margrethe med i en bibelstudie-gruppe sammen med flere kendte teologer. Om sit forhold til Jesus har dronningen sagt:

– Jesus er Guds vidnesbyrd om, at vi ikke kun har en Gud, der skaber. Vi har en Gud, der kommer til os for at genløse os mennesker til sig. Derigennem, at Gud i sin eneste søn Jesus kom til verden og åbnede sig for os, har vi mennesker fået et vidnesbyrd om, at vi ikke er ensomme.
Jesus var ikke bare et godt menneske. Han var selv Gud, som blev ét med os.

Kun få mennesker, ja vel næppe noget – har oplevet det, som Jesus oplevede. Derfor vover jeg at stole på Jesus – som en benådet synder og som dronning.

– Gud ved, hvordan det er for mig, når noget ondt møder mig. Gud ved, hvor meningsløst mit liv nogle gange kan føles. Kun få mennesker, ja vel næppe noget – har oplevet det, som Jesus oplevede. Derfor vover jeg at stole på Jesus – som en benådet synder og som dronning.

Dronningen går ikke bare i kirke til højtiderne, men efter devisen så mange gudstjenester som muligt, skrev Solveig B. Berner i en artikel i Udfordringen i 2006.

’Med Guds hjælp’

I forbindelse med dronningens 65-års fødselsdag udkom en erindringsbog skrevet af journalist Annelise Bistrup. Et af kapitlerne har overskriften ’Med Guds hjælp’.

– Den kristne tro er blevet kernen i mig, selv om jeg ikke er noget særligt fromt gemyt af den grund. Men det er blevet så væsentligt for mig, at jeg ikke kan regne det væk. Troen er mit faste holdepunkt, når tingene ellers kan vælte lidt om ørene på én, fortæller dronningen i bogen.

Dronningen har i tidens løb designet kostumer til balletter på Det kongelige Teater, tv-teatret og Tivoli. Men hun har også designet og broderet kirkekunst blandt andet til domkirkerne i Haderslev og Århus.

Hun har desuden illustreret Rigs- og Slægtsbibelen for Det Danske Bibelselskab med vignetter. Også bogens omslag er designet efter idé af dronningen. Rigs-og slægtsbibelen er den første bibel, der er udkommet samtidig på dansk, færøsk og grønlandsk.