Mange store og små drive-in gudstjenester hittede i påsken

Både frikirker og folkekirker i hele landet holdt drive-in-gudstjenester påskesøndag. Nogle kirker gjorde det hver for sig, andre sammen.

Fra Nykøbing Falster var 50 biler med til drive-in-gudstjeneste, som Bibelværkstedet (Apostolsk Kirke) og Citykirken (Pinsekirken) stod bag. Den foregik på Luthersk Missions lejr ved Marielyst Strand.

Da Corona-pandemien lukkede alle landets kirker, var online gudstjeneste i første omgang det helt store hit. Men i påsken var drive-in-gudstjenester det nye hit.

I Nykøbing Falster var 50 biler med til drive-in-gudstjeneste, som Bibelværkstedet (Apostolsk Kirke) og Citykirken (Pinsekirken) stod bag.

”Tag flag med! De har et flot kors,” stod der i invitationen til drive-in-gudstjenesten i Aalborg Lufthavn. Se artiklen på forsiden. Foto: Betina Fleron Hede/fleronfotografi.com

– Allerede for længe siden havde vi snakket om at lave noget sjovt og opmuntrende sammen, og påsken var en god anledning, siger Jens Jønsson, der er præst i Citykirken. Han og Martin Bergsøe, der er præst i Bibelværkstedet, arrangerede i fællesskab drive-in-gudstjeneste påskesøndag.

Gudstjenesten foregik på stranden, hvor Luthersk Mission havde udlånt deres lejr ved Marielyst Strand på Falster. Opbakningen fra frivillige og begejstringen hos kirke-bilisterne var stor.

– Vi snakker om at holde drive-in gudstjeneste en gang i måneden fremover, fortæller Jens Jønsson.

Påsken blev fejret med drive-in

I Skanderup sognekirke ved Lunderskov syd for Kolding var 50 biler også mødt op til drive-in-gudstjeneste.

Ester Due, Skanderup.

– Der er et stort behov for at se hinanden, også selvom det er gennem en bilrude, siger Ester Due, der er kirke- og kulturmedarbejder i Skanderup Sogn.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hun var med til at arrangere drive-in-gudstjenesten, som mest var tiltænkt lokalbefolkningen.
– Vi annoncerede kun lokalt med drive-in-gudstjenesten, fordi provsten ønskede, at det skulle være for de lokale, siger Ester Due.

Også Åben Kirke København, Hjørring Baptistkirke, Oksenvad Kirke i Sommersted, Jyllinge Sogn og Kristkirken i Kolding var nogle af de mange menigheder, som holdt drive-in-gudstjeneste påskedag.