Ny film bringer håb til hjemmebiografer
Den kristne film ”I Still Believe”, som bygger på virkelige begivenheder, kan ses som video-on-demand i flere lande blot to uger efter en drømmepremiere i USA.
Det er aldrig før sket, at en kristen film bevarer sin topplacering i USAs biografer tre weekender i træk, skriver Christian Headlines. Men på grund af COVID-19 pandemien holder de fleste biografer lukket, og producenten af ”I Still Belive” udlejer den nu i 48 timer til ca. samme pris som to biografbilletter.
Temaer som alle kender til
”I Still Believe” (Jeg tror stadig) handler om den kristne sanger Jeremy Camp og hans første hustru, som døde af kræft i 2001, kun 4½ måned efter brylluppet.
Instruktøren mener, at filmens succes skyldes de universelle temaer som kærlighed, bøn og forsøget på at finde et formål med smerten: ”Denne film vil føre til en masse samtaler, som kan bringe mennesker håb og helbredelse,” sagde Jon Erwin til CH.
”Der er mirakler og hjertesorg i én og samme historie. Sådan er livet, og det er sådan, Gud arbejder. Der er en mening og en plan med det, og begge dele har værdi.”
Sammen med sin bror Andrew Erwin og Kevin Downes har Jon Erwin også produceret filmene ”I Can Only Imagine”, ”Woodlawn” og ”Mom’s Night Out” for det kristne firma Kingdom Story Company.
Virkelighedens Jeremy Camp er præst, har udgivet seks albums, (tre guldplader) og har 17 førstepladser på singlelisten. Han fandt kærligheden igen og blev gift med sin nuværende hustru, Adriennne, i 2003.