Dansk kampagne i Benin førte til vækkelse i byen Bassila

For tiende gang siden 2012 har Per Hyldgaard og den danske missionsorganisation Gospel Outreach været i woodoo-landet Benin. Her oplever de stor modtagelighed for det kristne budskab i by efter by. Forkyndelsen i byen Bassila blev også bekræftet med tegn og undere.

Gospel Outreach teamet på denne rejse. Fra venstre ses bl.a. Per og Lisbeth Hyldgaard, derefter Anja Due og Dan Ahlmann. Pastor Felix, som står yderst til højre, er sammen med de to kvinder forrest gæster fra USA, som ønsker at opleve Gospel Outreach.

Gospel Outreach (GO) nåede en kampagne i Benin i februar, før Coronoa-virussen lukkede verden ned.

– Det er 10. gang siden 2012, og vi mærker, hvordan Gud har en besøgelsestid for den vestafrikanske nation, fortæller Anja Due fra GO-teamet.

– I år havde vi planlagt at tage til Benin 4 gange – 3 ”almindelige” kampagner, og så ”1God 1Day 1Africa”-kampagnen, som var planlagt til 4 dage over Pinse-weekenden i maj. Men på grund af virusset er den nu udsat til efteråret.

Det bliver den største kampagne, Gospel Outreach har holdt til dato i Benin. Det er en begivenhed, hvor alle afrikanske lande har en kampagne samtidig, (dér, hvor det er muligt).

Den 10. kampagne i woodoo-landet Benin

Men selvom det er 10. gang, Gospel Outreach er i Benin, er hver eneste gang anderledes.
Gospel Outreach holder aldrig kampagne i den samme by to gange, og denne gang var det byen Bassila, der var målet.

Anja Due beretter:

9 timer i bil til en unået stamme i Benin

– Efter 9 timers køretur fra havnebyen Cotonou – inklusiv et ufrivilligt motorstop og en reparation på 1,5 time på landevejen – ”lander” vi endelig ved vores hotel.

”Det er et specielt område, vi er landet i,” fortæller GO’s kampagnemanager, som vi kalder dem, og på denne tur er det Dan Ahlmann Kristensen fra ”Livets Kilde” i Esbjerg.

Det specielle ved området er, at der findes en bestemt stamme, som udgør 80% af befolkningen, og som er muslimsk.

I hele den stamme findes der kun ganske få, der tror på Jesus, så vi er virkelig et sted, som vi kalder ”unået” – et sted, hvor evangeliet aldrig er prædiket og har fået gennemslagskraft.

Dan Ahlmann fungerer som kampagnemanager på de fleste af Per Hyldgaards kampagner.

Dan Ahlmann har forberedt kampagnen

Gospel Outreach har flere som Dan, der udfører et ”job”, som folk ikke hører så meget om, når vi fortæller om GO’s kampagner.

De har kontakten med den lokale kontakt i fx Benin, fra mellem 3 og 6 måneder inden kampagnen finder sted.

De planlægger også, i hvilken by, der skal holdes kampagne, og leje af platform, lys og lyd samt lokale til seminar og booking af hotel til hele teamet.

Men udover kontakten via mail og telefon, så rejser de også ud 3 dage før, resten af teamet kommer til kampagnen, og her fortæller Dan, hvad hans opgave er der.

– Lørdag kører vi til kampagnebyen og holder møde med alle rådgivere og pastorer.

Til mødet træner jeg dem til deres opgaver under kampagnemøderne, som bl.a. er at skrive kontaktinfo på de nyfrelste, så de kan følges op af kirker, når kampagnen er slut.

Bøn for woodoo-plagede

– Jeg forklarer også, hvordan de skal være med til at bede for de syge og hjælpe folk, der er under indflydelse af onde ånder, med at komme over til det, vi kalder befrielsesteltet.

Det er et område, der er skærmet af presenninger, så folk kan blive sat fri, uden andre kan se det.

Jeg forklarer, at ingen skal befries i området fyldt med folk.

Her er det nemlig en almindelig ting, at folk reagerer ved fx at falde om, eller rettere den ånd, de er påvirket af, for voodoo er en ligeså almindelig praksis her, som det er for os i Danmark at gå til en læge, forklarer Dan.

– Søndag er jeg – i kirketiden mellem kl. 9-13 – ude i 6-10 kirker, ikke for at prædike, men for at være sikker på, at alle kirker er klar og ”i gear” til kampagnen.

Jeg opmuntrer folk til at invitere familie, venner eller andre, de møder, til at deltage i kampagnen.

Kirkerne laver også en parade gennem byen som PR for kampagnen, og jeg opmuntrer alle til at deltage – ligesom Gospel Outreach teamet gør.”

Sådan begyndte det

Jeg spørger også, hvordan Dan egentligt er blevet kampagnemanager og rejser med Gospel Outreach 3-4 gange i året. Dan fortæller:

– For 11 år siden var jeg på et møde, hvor Tunde Bolanta talte, og han kaldte mig frem til platformen i slutningen af mødet.

Der profeterede han: ”Du har allerede været på missionsture til flere lande – hvilket var sandt – men nu kalder Gud dig til nationerne”. Og da jeg er selvstændig forretningsmand, tænkte jeg straks: ”Hvad med min forretning” og øjeblikket efter profeterede han videre: ”Du er forretningsmand, men når du allyder Guds kald, vil Gud tage sig af din forretning og velsigne den som aldrig før”.

Cirka et halvt år senere kontaktede en kristen forretningsven mig og inviterede mig med til en erhvervsdag, som Gospel Outreach afholdt.

Her mødte jeg, for første gang, Per Hyldgaard, og det gik op for mig, at vi her i Danmark faktisk har en stor international tjeneste.

Jeg talte med Per til arrangementet, og 3 måneder senere, kontakter han mig og inviterer mig med på en missionstur til Bangladesh, hvor jeg skal undervise pastorer og hjælpe til under kampagneaftnerne.

Og på den tur går det først op for mig, at profetien er ved at gå i opfyldelse. Tit ser vi, at profetier er noget, der ligger langt ude i fremtiden, men her var det inden for et halvt år.

To år og flere rejser senere, spørger Per, om jeg vil være fast medarbejder og blive kampagnemanager, hvilket jeg siger ja til.

Nu har jeg været med i 10 år, og det har været spændende at se 100.000-vis af mennesker give respons på evangeliet og se 100-vis af mirakler – og jeg må sige, det er en stor og mægtig Gud, vi tjener! Og Gud holder, hvad han lover; min forretning er kun gået fremad, siden jeg startede i GO”.

200 pastorer samles

Tilbage til kampagnedagene i Bassila, hvor der fire dage i træk er samlet ca. 200 pastorer og ledere fra området til seminar.

I Benin starter seminaret altid tirsdag aften og fortsætter de næste tre formiddage. På den måde kan pastorerne nå at rejse hjem til deres lokale kirker og gudstjenester om søndagen.

Tre gæster fra USA

Det er muligt at rejse med som gæst på vores kampagner, og denne gang har vi gæster med på Gospel Outreach teamet fra USA, og en af dem er pastor Felix, som underviser den første dag.

Dan Ahlmann og Per Hyldgaard prædiker også de efterfølgende formiddage, inden vi slutter af fredag med forbøn for alle, som ønsker det.

Teamet på tre amerikanere og fire danskere lægger hænder på alle gennem ”fire-tunnels”, og folk er så taknemlige for, at vi kommer helt ”derud” for at opmuntre dem i troen på Gud, og opmuntrer dem til at vinde deres byer for Jesus. Den Jesus, hvis navn er over alle navne!

Besøg hos kong Atchiba II.

Besøg hos kongen

En eftermiddag lige efter seminaret besøger vi en af områdets konger. Det er Kong Atchiba den ll. Kongerne i Benin holder voodoo-traditionen i gang og har en stor magt.

Som eksempel skal landets præsident tage skoene af og bøje sig for kongen for at vise respekt.

Det, at man tager skoene af, betyder at man underlægger sig kongens voodoo-ånder. Så kongens ord har meget magt i området, og da vi kommer ind i hans palads (med sko på), sidder vi et øjeblik og venter. Ind ad sidedøren kommer en ældre smilende herre og sætter sig på sin trone.

Han byder os velkommen, og efter det formelle er overstået, får Per Hyldgaard lov at give ham et flag, som hilsen fra vores land.

Kongen får også en bibel, og til sidst får vi lov at velsigne ham. Vi ved alle, han er muslim, og han taler om Gud, som vi ved er Allah for ham. Alligevel siger han: ”Vil I bede om, at jeg må læse bogen, som en ung mand” – med andre ord: ”Lad mig kunne forstå det, jeg læser”.

Per Hyldgaard beder om, at han må få åbenbaring om Guds godhed, når han læser i Bibelen, og bønnen sluttes af ”in the name of Jesus Christ we pray” – oversat: ”og vi beder i Jesu Kristi navn.”

Der bliver taget billeder, og kongen er venlig og taknemlig for, at vi kom og tog tid til at besøge ham. Han siger til sidst: ”De andre konger i området ved, I er på besøg hos mig i dag, så der bliver ingen problemer”.

Vi går derfra med taknemlighed i hjertet over at kunne formidle Jesu kærlighed ind i den ældre mands liv. En mand med stor indflydelse på mange mennesker i området – og en bøn om, at Jesus viser sig for ham som en frelser og ikke en ”kun” som en profet.

2000 går frem til frelse

Her står vi så – første aften ud af fire med kampagnemøder.

Efter rytmisk lovsang og ikke mindst dans for Jesus, så prædiker Per Hyldgaard evangeliet.

Det er de gode nyheder om, at Guds kærlighed til os sendte Jesus til jorden, for at vi kunne blive forsonet med Gud.

Efter det budskab indbydes folk til at tage imod Jesus som deres frelser, og man kan komme frem i området foran platformen for at tilkendegive det.

Tænk – de ca. 2000, der går frem den aften, går fra mørke til lys, fra evig fortabelse til evigt liv efter en enkel bøn om tilgivelse og omvendelse.

Som Dan beskrev tidligere, bliver alles kontaktinfo skrevet ned, så de nyfrelste kan kontaktes og komme i en kirke og lære om Jesus og blive hans disciple.

På den måde bliver de en del af et kristent fælleskab og får hjælp til fx at læse Bibelen.

Efter noteringen er slut, beder Per Hyldgaard en anden bøn, nemlig for folks behov af alle mulige slags. Vi ved, mange ønsker helbredelse, og andre har brug for at blive befriet fra onde ånder.

Derefter bliver folk bedt om at tjekke, om der er sket en forandring i kroppen – og hvis der er, om de så vil være friske og komme og fortælle os om det.

Gennem tolke hører vi, hvad folk har fejlet, og hvad de er blevet helbredt for. Så inviteres de op på platformen, hvor Per Hyldgaard interviewer dem.

Første vidnesbyrd første aften var denne mand, der havde været blind i tre år, men efter forbøn kan se igen.

Frygt for at vidne

Her i Bassila sker det, at nogen kommer og fortæller, at Jesus har helbredt dem, men de tør ikke vidne om det fra platformen af frygt for, hvordan det muslimske samfund reagerer.

Men vi ser også en muslimsk mand samt hans kone og søster frimodigt komme op på platformen og fortælle, at Jesus har helbredt dem alle fra forskellige langvarige og vanskelige lidelser.

Der er også to vidnesbyrd, som er ret vilde:

Drengen her var født stum og døv, men blev helbredt i Jesu navn og er nu rask. Også en anden blind dreng blev helbredt.

To stumme helbredt

To drenge bliver to forskellige aftner helbredt fra at være både stumme og døve. Der kommer et glædesråb fra menneskemængden, da Per Hyldgaard beder den yngste dreng (se foto) om at sige ”mama” og ”papa”, og drengen gentager det klokkeklart. Hans mor er stærkt berørt og kan næsten ikke fatte, at hendes søn nu kan både tale og høre.

Det er Jesus

I Gospel Outreach er det vigtigt, vi nævner navnet Jesus. Gud oversættes Allah nogle steder i Afrika, og da Bibelens Gud og Allah er ikke den samme, gør vi opmærksom på, at det er Jesus, der frelser og helbreder. Så når Per Hyldgaard spørger folk, der lige har fortalt, de er helbredt efter forbøn: ”Hvem har helbredt dig?” og folk svarer ”Gud”, så retter Per Hyldgaard det altid til: ”Det er Jesus, som har helbredt dig.”

Helbredelser og mirakler er fantastiske for de mennesker, der oplever det, og det skaber tro i alle os, der ser det. Men vi ved, at det største mirakel er frelsen.

12.555 gav respons på frelses-invitationen på møderne i Bassila og vil nu blive fulgt op af til dels nye lokale menigheder.

12.555 tog imod Jesus

På de fire dage, vi har kampagne, er der 12.555 personer, der giver til kende, at de vil følge Jesus, og seks nye kirker startes om søndagen, så der er plads til nye disciple.

Tænk – på fire dage er så mange gået fra evig fortabelse til evigt liv med Jesus! Min Jesus kom til verden – ikke for at fordømme den, men for at verden kunne frelses ved Ham. Min Jesus, som i dag frelser de fortabte, helbreder de syge og sætter de fangne fri! slutter Anja sin beretning.

Allerede søndag morgen startede de første seks nye menigheder med ene nye medlemmer fra kampagnen. Nu er der 15 nye menigheder.

15 nye menigheder

Der er nu gået et par måneder siden kampagnen. Og Per Hyldgaard har efterfølgende fået en opmuntrende tilbagemelding fra kampagnen i Benin: Der er startet 15 nye menigheder.

– Vores kontaktperson sagde, at der også er så mange vidnesbyrd om mirakler, der skete. Vi hørte kun 1 ud af 50 vidnesbyrd. Rigtig mange døve, tumorer mm. blev helbredt. Selv den muslimske radio fortæller, at “Den Jesus, som den danske prædikant fortalte om, gør mirakler!”

Så der er meget at glæde sig over, siger Per Hyldgaard.

Ligesom resten af GO-teamet går han og tripper efter at komme ud og holde flere kampagner, så snart Corona-restriktionerne giver mulighed for det.

Gospel Outreach har været nødt til at aflyse de andre kampagner i foråret, men regner med at gennemføre de planlagte kampagner i efteråret.

Benin: 17.-25. august
Gønland: 7.-18. september
Mexico: 8.-13. oktober 2020.
Man kan støtte Gospel Outreach’s kampagner på hjemmesiden gospeloutreach.dk.