Du skal tælle til tre!

Forventningens glæde stråler ud af øjnene på lille Noah på tre år. – Du skal tælle til tre! Jeg tæller til ti for at give ham en chance. Han gemmer sig bag ved sofaen inde i stuen.

– Noah, hvor er du? Sig kuk kuk! – Kuk kuk, lyder det, og han kigger frem fra sofaen og så hurtigt ned igen. Jeg går over og kilder ham på ryggen. – Der var du, der var Noah!

– Nu skal du gemme dig, siger han. – Du skal gemme dig her! Han løfter ud i gardinet. Jeg gør som han siger, mens jeg tænker, han måske ikke helt har forstået pointen med gemmeleg. Men det er lige meget, om han ved, hvor jeg er. Det handler stadig om gensynsglæden ved at blive fundet.

En, to, tre fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve, tolv, tretten, sytten, nitten, tyve, tæller han lystigt.

– Sig kuk kuk! Hurtigt løber han hen og river gardinet til side med et stort grin.

– Ved du, hvor du vil gemme dig? spørger jeg. – Ja, siger han og nikker kraftigt. – Jeg gemmer mig lige derovre! Han peger ind på sengen i værelset, hvor dynen er et populært gemmested. Jeg tæller til 10 og begynder at kalde: – Noah, hvor er du. – Tihihi, lyder det højlydt under dynen.

Så længe jeg bare har fundet fødderne, mener han ikke, han er fundet. Han ligger som en kugle med dynen snurret rundt om kroppen, og først når han kan se, at jeg kan se ham, ved han, at han er fundet.

Der var engang, jeg gik igennem en temmelig presset periode med store beslutninger i mit liv, Kæresten boede flere timer væk, valg af specialeemne, planlægning af en rejse til Afrika i forbindelse med specialet, kirke og universitet – presset blev for meget, og en dag faldt jeg om i kirken, da vi skulle rejse os op.

Jeg havde en mentor i kirken, som jeg ikke havde meget tid til i den periode. Efter gudstjenesten kom han hen til mig og sagde: – Karin, jeg ved du er gået igennem nogle svære måneder, og jeg er rigtig ked af, at jeg ikke har været der og spurgt ind til, hvordan du havde det. Gud har mindet mig om at sige til, at jeg har set, du havde det svært.

Det var en meget stor lettelse for mig. Midt i mit hektiske og forvirrende liv havde min himmelske far øjne på mig. Ja, min himmelske far ved hele tiden, hvor jeg er, og om jeg står eller sidder – eller vælter. Indimellem kan profetisk indsigt fra andre eller et skriftsted, der lige rammer ind i en specifik situation gøre, at det løfte bliver meget nærværende for mig.

Når jeg kan se, at han kan se mig, ved jeg, jeg blevet fundet – og det er dejligt!

»Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.« (Sl. 139, 1f.)