Frakken

Følgende fortælling er bygget over en virkelig hændelse i min hjemby i de overophedede dage efter befrielsen, 5. maj 1945. Begivenheden har tit været omtalt i min familie og har altid gjort et stort indtryk på mig. Tandlægen, der omtales, var aktiv i KFUM, kristen og med i modstandsbevægelsen.

Solen skinnede forsigtigt igennem skydækket og småbygerne. Men i dag kunne intet stoppe glædesråbene fra de mange folk, der stimlede sammen på provinsbyens hovedgade. Det var jo i går, den 5. maj, at frihedsbudskabet lød.

Hitlers tropper havde overgivet sig, og nu var de tyske uniformer langt om længe på vej sydpå. På gaden slentrede mænd i lange grå frakker med bløde hatte. Mødre iført tørklæder kom trækkende med barnevogne eskorteret af lidt større børn, som nød denne ekstra fridag fra skolen.

Med ét lød der barske, truende stemmer, vrede tilråb. Det var fra en særlig tæt menneskemængde, som stimlede sammen om en ung kvinde, næppe mere end 18 år, længere nede ad Algade. Det meste af kvindens tøj var flået af hende, og stærke mænd holdt hende fast, mens en kvinde klippede hendes lange hår af. ”Du får kun, hvad du har fortjent, feltmadras!”

”Lede tyskertøs!” Ordene blev ledsaget af mere eller mindre velanbragte spytklatter fra de nærmeststående. Da de var færdige med deres forehavende, skubbede hjelmklædte frihedskæmpere kvinden videre ned ad Algade. Til stadighed blev der råbt ukvemsord og spyttet efter hende. Et par frihedskæmpere havde maskingeværer over skulderen og pegede på den unge pige. Som om hun udgjorde en risiko, skræmt fra vid og sans, som hun var.

Det hele stod i skærende kontrast til de nyudsprungne bøgegrene, som sås rundt omkring i gaden, viftende i takt med alle de små dannebrogsflag. Til de glade frihedssange, som blev sunget på Rådhustorvet for mindre end en halv time siden.

Der blev gjort endnu et stop, hvor kvinden fik malet et stort hagekors på sin nøgne ryg. Mængdens vredesråb var på sit højeste, da en dør gik op, og en mand trådte ud. Først var der ingen, som ænsede ham, men da han brød gennem mængden med en stille autoritet, veg folk til side for ham, indtil han stod inde i centrum. Uden et ord tog han sin store frakke, svøbte den om skulderen på kvinden, og førte hende varsomt gennem flokken tilbage mod sin hoveddør.

Der blev helt stille. Folk måbede, da de så døren lukke sig bag kvinden og hendes redningsmand. ”Var det ikke..?” spurgte én.

Jo, det var tandlægen, som selv havde været aktiv frihedskæmper. Det var ham! Forvirrede og rådvilde stod folk tilbage med deres slappe bøgegrene.