Guds pagt med Abraham

De historisk-kritiske har ment, at der ligger to forskellige traditioner bag 1. Mosebog 15 og 17, således at de to passager skulle være en form for dobbeltberetninger.

Dr. Samuel R. Külling har taget problemet med 1. Mosebog 17 op til en grundig videnskabelig vurdering i sin afhandling Zur Datierung der “Genesis-P-Stücke”. [En datering af P-afsnittene i 1 Mos 17.] Har vi at gøre med en sen datering af teksten (til fx det jødiske fangenskab i Babylonien), eller står vi med en tidlig tekst, der rækker tilbage til patriarktiden, ca. 1000 år før?

Et af Küllings argumenter for en tidlig datering ses i det faktum, at den pagtsform, vi møder i 1.

Mosebog kap. 17,1-22, svarer ganske nøje til de pagtsformer, som var gældende mellem en storkonge og hans vasal i hittitterriget på Abrahams tid. (I min gamle bibel omtalt som hetiterne.) En pagtsform som – vel at mærke – var ukendt i det babylonske eksil.

Külling har derfor sat beretningen om den for jøden helt afgørende pagt om omskærelsen ind i det hittitiske skema [pp.242-249]:

Pagts-form & -stil i 1. Mosebog 17,1-22

[Her i min forkortede gengivelse af den tyske tekst:]

A. Præambel 1

Indledningen til versalaftalen nævner almindeligvis forfatteren til forbundsaftalen med titel og attributter. Betoningen her ligger på hans majestæt og magt. Og således indledes 1. Mosebog 17 også med Gudsordene: “Jeg er El Shaddaj/Gud den Almægtige. […]«

B. Erklæring vedr. de grundlæggende bestemmelser

Disse gør rede for det fremtidige forhold mellem aftalepartnerne, altså lig med generalklausulerne, eller en sammenfatning af intentionerne bag kontraktens enkelte bestemmelser. Hertil kommer det meget vigtige: aftalepartnernes gensidige loyalitet!

Således kommer der også i 1 Mos 17, efter præamblen, en generalklausul: “Vandre for mit åsyn og være ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom!” Da faldt Abram på sit ansigt. […]

C. Pagtsbestemmelserne

Som vi kender det fra de hittitiske pagtsformer, der var gældende i det 2. årtusinde [fvt.], forpligter også Storkongen sig til at overholde pagten. – Hvilket er en grundlæggende forskel til senere tiders pagter! […]

Pagten i 1. Mos 17 indeholder både bestemmelser for den guddommelige og den menneskelige part. Og både pagtsgiveren og den underordnede partner forpligter sig, som nævnt; og det anføres her i den karakteristiske “jeg-du-form”. I v.4-8 forpligter Gud sig med sit “jeg [hebr.: ani]”, og i v.10-14 den menneskelige partner med et “og du [hebr.: væ atah]”.

Gud forpligter sig i følgende 5 punkter med:

1. en bestemmelse om at Abram skal blive fader til en mængde folk

2. at Abrams navn ændres til Abraham

3. at Abraham skal blive overvættes frugtbar (en præcisering af stk.1)

4. en bestemmelse om en evig pagt (“vil være din og efter dig dit afkoms Gud)

5. en bestemmelse om at “dit udlændigheds land, hele Kana’ans land, til evig eje”. – Denne landoverdragelse véd vi også har fundet sted i Ugarit. Så teksten slår her både en akkadisk2 og ugaritisk sprogtone an. […]

Herefter følger så de 5 pagtsbestemmer for den menneskelige part:

1. Bestemmelse om at alle hankønspersoner skal omskæres

2. Bestemmelse om at forhuden er et pagtstegn

3. Bestemmelse om tidspunktet for omskærelsen (“otte dage gamle”)

4. Bestemmelse om Abraham og hans hus.

5. “Fortrydelsesparagraf”; hvordan brydes pagten?

Pkt.4 ses fejlagtigt som en gentagelse af pkt.1. Men grammatikken i hebraisk viser, at det første punkt gælder fremtiden, og det fjerde “nutid”, altså Abrahams hus(holdning) på det tidspunkt hvor pagten indgås.

D. Velsignelsen

I versene 15-21 anføres pagtens velsignelser. I v.19 og 21 præciseres hvem den legitime “tronfølger” er, og det understreges, at hans mor er Saraj, under hendes nye navn Sara. Og pagten udvides til også at gælde Isak (hebraisk: Jitzak) i v.19.

De enkelte dele af kontrakten bliver endvidere i denne gamle tekst understreget ved, at Guds tale nævnes i flere omgange. Anerkender man ikke, at 1. Mos 17,1-22 er opbygget i den nævnte pagtsform, er disse gentagne henvisninger til Guds tale overflødige (præamblen i v.1; pagtens 5 bestemmelser for Gud; fra v.3; de 5 bestemmelser for Abraham, fra v.9; og endelig velsignelsen fra v.15, med tronfølgernavnet i v.19).

I samme øjeblik man indser, at vi med 1. Mos 17 står over for en pagtsform, bliver disse bevidste cæsurer [latin for litterære “overskæringer”3] endnu tydeligere.

Slutningen på pagten har endvidere sin tydelige slutmarkering i ordene (v.22): “Så hørte han [Gud] op med at tale med ham [Abraham]!”
Citat slut.

Et pudsigt apropos

Külling slutter sjovt nok med en “erkendelse” fra et par historisk-kritiske, som faktisk understreger hans pointe, idet de siger, at “præsteskabskilden” (“P”) bruger kontraktskrivningen til opbygningen af sin litterære stil. (Gunkel, Genesis (HK), 1910, og endvidere den danske A. Bentzen, Introduction to the O.T., København 6.oplag, 1961.)

Men netop kontraktskrivningen i GT viser tydeligvis noget helt andet, end hvad de historisk-kritiske har gået og ønsket sig i over 100 år: At Biblen ikke er noget ud over det sædvanlige. – For det er den i sandhed! Et enkelt eksempel på det kommer her:

Abrahams jordskyld

Lige så bemærkelsesværdig som Guds pagt med Abraham er set i forhold til samtidens pagtsformer, lige så “mærkeligt” er det, hvad eksperterne i Den gamle Orient kan fortælle om beretningen om Abrahams jordkøb, da han skal begrave sin elskede Sara.

Forhandlingen mellem Abraham og hetiterne, som fortalt i 1. Mos 23, virker underlig omstændelig, som vi læser den i dag. Hvorfor kan han ikke bare købe Makpelas klippehule og lade det være godt med det?

Det kan vi i vores moderne tid give et fornuftigt svar på (i modsætning til jøderne i Det babylonske Eksil), fordi vi nu véd, hvordan hetiternes (eller hittitternes) jordlovgivning ser ud:

Og det er et spørgsmål om jordskyld eller jordskatter. Hos hetiterne var reglen nemlig den, at sælger man en del af sin jord til en anden, hænger man stadig på jordskatten for hele “matriklen”. Hvis man derimod sælger det hele, er det den nye jordejer som skal betale skatten.

Så selvom hele forhandlingen er sovset ind i høflighedsfraser og undvigende udsagn, er der tale om en benhård forhandling. Efron skal som oprindelig jordejer ikke nyde noget af at hænge på jordskatten, og derfor gælder det for ham om at gøre Abraham følgende begribeligt: Skal han købe klippehulen, er han nødt til at købe hele marken. Derfor er ordene i 1 Mos 23,16 så vigtige:

»Og Abraham forstod Efron …«

Endvidere lyser den hittitiske jordlovgivning også klart ud af v.17-18, hvori det hedder: »Således gik Efrons mark […] i hele sin udtrækning tillige med klippehulen og alle træerne på marken over i Abrahams eje […]«

For netop henvisningen til klippen og træerne var samtidens “markeringspæle” for, hvilket stykke jord der er tale om, så ingen bagefter kunne komme og så tvivl om, hvad der tilhører hvem.

Så med den viden vi i dag har til rådighed om pariarkernes samtid, bliver bibellæsningen en endnu større oplevelse. Der er ganske enkelt en masse lag i teksterne, som åbenbarer sig, i takt med at vores viden om den pågældende tid og dens mennesker øges.

Fascinerende!

Konklusion

Så jeg vil nu lade det være op til læseren at vælge mellem ét af to undere:

1. At Pentateuken (De 5 Mosebøger) rent faktisk er den krønnikeskrivning, den giver sig ud for at være, som altså handler om konkrete personer i en konkret fortid; altså langt fra de myter og sagnfortællinger, som især skandinaviske teologer har gjort den til.

Eller

2. at Pentateuken er blevet til ved, at det jødiske præsteskab (“P-kilden”) ved et helt usandsynligt held har ramt den hittitiske jordlovgivning og samtidens pagtsformer lige i plet, som vi her har gjort rede for; en lovgivning den fiktive P-kilde på ingen måde har kunnet gætte sig til med dens 1000-årige afstand til begivenhederne.

Jeg vælger det mest naturlige: AT traditionen holder hvad den lover, og AT Mosebøgerne er ægte krønnikeskrivning. – Med den vigtige tilføjelse, som prof. Segal kommer med i forbindelse med Anden Mosebog/Exodus4:

»[…] Det er sandt, at indholdet af denne bog med dens mirakuløse indhold ikke ligefrem slår læseren som en samtidig skildring af de beskrevne begivenheder. Men vi må huske på, at denne bog ikke har til hensigt at servere historieskrivning for os i moderne forstand. Dens formål er en præsentation af religiøse sandheder, som de har manifesteret sig i Israels historie. Fortællingens detaljer er derfor tænkt og præsenteret ud fra dette syn på sandheden. […]«

Man kunne måske ligefrem bruge evangelisten Lukas’ definition: »[…] har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge, højædle Teofilus; så du kan lære at kende, hvor pålidelige de ting er, hvorom du er blevet undervist.« Luk 1,3-4

_____________________
1 Indledning til en lovtekst
2 https://da.wikipedia.org/wiki/Akkadisk_(sprog)
3 http://denstoredanske.dk/Special:Opslag?q=c%C3%A6sur&area=
4 The Composition of the Pentateuch, p.104.

Læs også:

Kronik 1: Ud og ind af bibelkritikken
Kronik 2: Bibelkritik bygger på gisninger