Himlen kom ned, da D-Day-veteran bad om vækkelse
Sidste tirsdag den 5. maj ledte den 95-årige veteran Fred Lunsford et online bedemøde med over 260.000 deltagere.
Fred Lunsford, som har været baptistpræst i North Carolina gennem 70 år, blev meget syg for to år siden og bad Gud tage ham hjem. Men Gud havde andre planer for ham, skriver CBN News.
– Jeg ønskede bare at komme i himlen, men Gud sagde ”Ikke endnu!”, fortalte Fred Lunsford.
Han tilføjede, at Gud også havde sagt til ham, at han skulle bede om en åndelig vækkelse. Det har veteranen da også gjort igennem de sidste par år, ofte i sin bedehave i bjergene. Men han blev klar over, at han skulle få flere kirkeledere til at bede med. I januar bad veteranen sammen med baptistpræsten Greg Mathis, som fik en stærk oplevelse med Gud under bønnen.
”Himlen kom ned, og stedet hvor vi bad kunne dårligt nok rumme os,” fortæller Greg Mathis.
På grund af COVID-19 kunne Fred Lunsford ikke som planlagt samle flere hundrede kirkeledere. I stedet arrangerede han sammen med Greg Mathis og hans menighed online-eventet “Praying on the Mountain”. Over 267.000 deltog i dagens program med bøn og faste.
”Det er fantastisk, hvad der er sket. Det overgår min forstand, og det skyldes alene Guds nåde. Vi kan ikke mødes fysisk for at bede om vækkelse, men vi stod sammen med ånd og sjæl den 5. maj. Jeg ved, det var Gud, der gjorde det, og jeg forventer noget stort,” fortalte veteranen fra Anden Verdenskrig.