Jeg bliver ofte bange for Gud

Kære Orla Lindskov

Hvor bliver jeg ofte bange for Gud, og det bliver jeg, selv om jeg er kristen og troende. Jeg troede aldrig, det skulle komme dertil med mig.

Jeg vidste godt, at ikke-troende nok er bange for Gud. Ikke-troende mennesker frygter vel, hvad de bliver tvunget til at give afkald på af fornøjelser, hvis de nærmer sig til Gud. Derfor flygter de langt væk fra Gud.

Men nu oplever jeg, at jeg også selv er blevet bange for Gud. Bange for, hvad hans vilje nu kan tænkes at være med mig.

Den angst er kommet, efter at jeg er blevet alvorligt syg. Min sygdom og især smerterne, når de kom, syntes i starten ret ubetydelige. Jeg gik længe med smerterne på Panodil. Jeg gik alt for længe, inden jeg søgte læge.

Jeg er en mand i slutningen at tresserne, og som jeg allerede har sagt, jeg tog ikke sygdommen og smerterne højtideligt. Men nu viser det sig, at det var en fejl.

Jeg bliver beklemt, som dagene går, og jeg spørger i angst: – ”Gud, hvad er din vilje med mig? Hvad er din vilje med det her, kære Gud? Med min sygdom? Med smerterne?

Gud, hvor langt har du tænkt dig at føre mig ud, inden du griber ind og helbreder mig?”

Jeg arbejder stadigt, så selvfølgelig ønsker jeg en hurtig helbredelse. Men jeg håber sandelig også, at det er det, der er din vilje?

”Gud, hvad vil du med min sygdom?” sådan spørger jeg igen og igen. ”Vil du uden hensyn til mine ønsker og mine bønner sætte din vilje igennem, kære Gud? Hvad din vilje så end måtte være.”

Jeg må indrømme, at når jeg tænker sådan, ja, så er jeg faktisk bange for at dø. Jeg synes bare, at det er alt for tidligt for mig at skulle herfra.

Der er så mange ting, jeg stadigvæk gerne vil nå at udføre. Jeg er slet ikke parat til at forlade min hustru, mine børn og børnebørn.

Derfor beder jeg nu dig, Orla Lindskov, om din forbøn for min helbredelse. Bed også om, at jeg må finde hvile og ro i mit indre. Jeg plages om natten af uro, frygt og søvnløshed.

Jeg tænker også meget over Corona-virussen. Det gør jeg mest, fordi mine børn og børnebørn holder sig væk. De er bange for at bringe smitte til mig. Tak for din hjælp med forbøn.

Venlig hilsen
En bange kristen.

Guds vilje er den gode og nådige vilje for dig

Kære bange kristne

Du har ret, – mennesker kan blive bange for Gud.

Det gælder nok mest for ikke-troende. Mange er bange for at komme til at lide afsavn med hensyn til fornøjelser, hvis de søger Gud. Men det er en udbredt misforståelse. Gud tager ikke glæden fra mennesker. Han giver derimod glæde, nemlig den ægte glæde.

Mange ikke-troende flygter så langt væk fra Gud som muligt. De ved bare ikke, at det er umuligt at flygte fra Gud.

Mange tror, at man kan skjule sig for Gud. Men Gud er overalt.

Tænk, hvis alle mennesker kendte til det, som kong David skriver om i Salme 139, versene 7-12:
”Hvor skulle jeg søge hen for din Ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?

Stiger jeg op til himlen, er du der, lægger jeg mig i dødsriget, er du der.

Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også der, din højre hånd holder mig fast.

Siger jeg: – Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.”

Sikken en visdom og viden kong David havde.

Men nu tilbage til det med at være bange for Gud.

Troende kan også blive bange for Gud. Bange for, hvad Gud kan finde på. Bange for, hvad hans vilje kan være. Den angst lider du netop under nu, ifølge dit brev.

Men sådan er det ikke kun for dig. De fleste troende møder nok angst under sygdom, mere eller mindre.

Med hensyn til dig og din sygdom med smerterne, som du i starten ikke tog højtideligt. Det viste sig så at være alvorligt. Der er ikke noget at sige til, at du nu er beklemt.

Dagene går, og du tænker nok i angst:

– ”Gud, hvad er din vilje med det her? Hvor vil du have mig hen med det her? Hvor langt skal jeg ud? — Kære Gud, lad mig ikke dø, for det er jeg slet ikke parat til.”

Jeg oplever, at du føler dig klemt mellem din menneskelige vilje og Guds vilje. Du vil gerne sætte din vilje igennem – og den hedder: en hurtig helbredelse.

Hvis dit liv bliver reddet, så kan du vende tilbage til det hele, som det var før.

Dog – efter en helbredelse kan der ofte komme en angst i vores sind, og man tænker:

– ”Hvad mon det egentlig var, Gud ville fortælle mig gennem smerterne og gennem det lange sygdoms-forløb? Hvad var meningen med det?”

Sygdom er jo en prøvelse for de fleste. Men hvor er det godt, når sygdom munder ud i en bøn til Gud, som den bøn Kong David bad i slutningen af Salme139:

”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!”

Kære bange kristne, du beder om min forbøn, og den skal du få. – Lad os da sammen bede Gud om, at du må blive rask og sund igen, sådan at du kan fortsætte med at være blandt dine kære og i dit arbejde. Det er jo dit ønske. Men lad os også bede om, at du må finde hvile i, at din himmelske Far ved bedre og ser klarere, end du gør.

Vi vil ikke bede fuld af angst for Guds vilje. Vi vil bede i tillid til, at Guds vilje er den gode og nådige vilje for dig. Vi vil bede med fred og sige: – ”Ske din vilje.”

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.