Kraften i vores ord
Vores ord kan have kæmpe betydning for andre mennesker. Vi kan både såre andre mennesker helt vildt med det, vi siger, men vi kan også være med til at bygge andre op med opmuntrende ord. Der er kraft i vores ord!
Jeg kender det selv alt for godt: Jeg kan blive vildt glad, når nogen siger noget opmuntrende til mig, eller jeg kan blive vildt ked af det, når nogen siger noget negativt til mig. Og jeg har desværre også selv såret andre med mine ord, men også set, hvordan mine ord kan få andre til at lyse helt op.
Ordsprogenes Bog er fuld af ordsprog om dette, for eksempel i Ordsp 18:21: ”Tungen er nøglen til et godt eller dårligt liv, man må leve med konsekvensen af sine ord.” Med tungen kan man nemlig sige gode ting og bygge andre mennesker op, og dermed får man også selv et godt liv, fordi man høster, hvor man sår. Eller man kan gøre det modsatte. Tungen er altså nøglen.
Hvilken dør vil du bruge den til?
Nogle siger, at der skal 10 positive ting til at opveje én negativ ting, som folk siger til én. Kritik og latterliggørelse kan virkelig pille mennesker ned, de er magtfulde – men det er positive ord altså også! Tænk hvis vi stoppede med at kritisere og i stedet påtalte de gode ting ved hinanden.
Hvordan ville mennesker omkring os så ikke blive løftet op?
Guds ord er altid opbyggende. Han taler os aldrig ned, men fortæller os, at vi er værdifulde og elskede. Og vi er kaldet til at ligne ham. Hans ord til os er ”evangelium”, eller på græsk ἐυαγγὲλιον, hvor ἐυ (udtales sjovt nok ”øv”) betyder ”godt” og αγγὲλιον (”angelion”, ligesom Guds budringere på engelsk: angel) betyder ”budskab”. Vi er altså kaldet til at komme med det gode budskab – ikke kritik og nedgørelse.
Derfor gælder mange af nådegaverne også opmuntrende ord: profeti, tungetale, kundskabsord og så videre. Det er, som Paulus skriver i 1 Kor 12:7: ”Når den enkelte får en åbenbaring fra Helligånden, er det, for at det skal blive til gavn for andre mennesker.” Men kan vi sige det om vores ord? Er de til gavn for andre mennesker?
Vi burde nok stræbe efter nogle flere af disse himmel-ord, som gavner andre, og som er øv-angelion for dem. Vi har verdens bedste nyhed: At mennesker har værdi, og at livet ikke er meningsløst! At Gud redder os og siger, at vi er dyrebare for ham! Lad det være sådan nogle ord, der kommer ud af vores mund: Ord, der afspejler Guds Ord, der i begyndelsen gav liv, og som siden blev kød og tog bolig iblandt os!