Kristne højskoler gør klar til næste skoleår
Imens Oasehøjskolen i Kjellerup og Kolding Internationale Højskole venter på en genåbning, er de i fuld gang med at forberede næste skoleår.
Selvom stilheden har sænket sig over Oasehøjskolen og Kolding Internationale Højskole, summer kontorerne af tanker og planer om næste skoleår.
På Kolding Internationale Højskole er samarbejdet med den kommende visionære forstander, Lars Bo Olesen, godt i gang.
– Vi er i fuld gang med at forberede det nye skoleår. Lars Bo har taget godt hul på opgaven med at skabe en ny og endnu stærkere fortælling, siger Ingrid Frederiksen, der er forstander på Kolding Internationale Højskole.
– I næste skoleår kan I blandt andet glæde jer til flere relevante og indflydelsesrige gæstelærere fra hele landet og tre nye spor med mulighed for dygtiggørelse indenfor egen interesse og evner.
Nye kræfter
Næste skoleår på Oasehøjskolen bliver med fornyede kræfter. Udover ansættelsen af Thomas Hjort som ny timelærer fra 1. august søger højskolen to volontører til det nye skoleår – en til trivsel og en i køkkenet.
– Det skal være unge, der brænder for højskolelivet, for at tale med unge om tro og liv og for at gøre en forskel på Oasehøjskolen, siger Steen Kristensen, der sammen med sin kone Ulla Kristensen er forstander på Oasehøjskolen.
I Oasehøjskolens bestyrelse er Michael Sjælland trådt ind som nyt medlem. Han er konsulent og virksomhedsrådgiver i strategi og ledelse.
– Det er vigtigt hele tiden at udruste den kommende generation til et liv i efterfølgelse og tjeneste, siger Michael Sjælland.
Vi har fortsat håb
På Kolding Internationale Højskole spidser den længerevarende corona-nedlukning til.
– Som det gælder mange andre, vil vi også gerne vide, hvornår vi kan komme helt eller delvist igang igen.
– Inden påske fik eleverne fjernundervisning via internettet, men derefter valgte vi at lukke helt.
Vi har taget den fulde konsekvens af nedlukningen og sendt størstedelen af personalet hjem, siger Ingrid Frederiksen.
– Vi er nødsaget til at søge de samme hjælpepakker som mange andre virksomheder i Danmark, siger Ingrid Frederiksen.
Det er ikke alle højskolens elever, der har kunnet tage hjem, enten fordi de ikke har et sted at tage hen, eller fordi de ikke kan krydse grænsen.
– Eleverne er dog aktive på deres fælles chat, og de skiftes til at dele en andagt via facebook hver morgen, siger Ingrid Frederiksen.
Genåbningen er stadig uvis, men vi har fortsat håb om at kunne afvikle Young Street og Kolding Sommer Gospel i sommerferien, siger Ingrid Frederiksen.
Oasehøjskolen ser også frem til det nye skoleår. De tilbyder 5.000 kr. i rabat på et fem måneder langt efterårssemester ved tilmelding før den 20. maj.