Når døden banker på
Når døden griber ind i vort liv, og det store tab trænger sig på, reagerer vi forskelligt.
En nutidig reaktion finder vi hos Tomas Thøfner i bogen ”Punktum”. Hans storebror var død, og efter urnenedsættelsen forsøger han at få styr på sine tanker ud fra et univers, hvor der kun er plads til videnskab og fakta.
Nu mærker han den forlegenhed, der ligger i at skulle forholde sig til ingenting. Han skriver: Det er overordentligt nemt at skrive at min bror ikke længere findes, men det er svært at danne et billede af det. Af »det« … Problemet er at der ikke svarer noget til dette »det«. Et billede af fravær, en tegning af ikke eksistens, er logisk umulig ( … ) Der er brug for sprog, men kun for at sætte billedet i gang.
Dette er hans rester, siger sproget, han blev reduceret til sin krop, kroppen blev reduceret til aske, asken hældt i en urne, urnen sænket ned i et hul, hullet fyldt op, Se! Se dette er det mest vellignende aktuelle billede af din bror« (p. 52f.)
Et helt andet udgangspunkt
Jesus ønsker ikke, at vi skal stilles i den forlegenhed. Der hvor disciplene er på vej mod det store tab, siger han med brask og bram: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig.
Det er et helt andet udgangspunkt, en uendelig anden horisont at tage afsked under. Uden at det dermed straks falder på plads for alle. Og netop disciplenes forskellige reaktion giver os plads til at finde vort fodfæste.
Den rationelle tankegang
Først er der Thomas, som man godt kan ane ligner nutidens Tomas noget. Der er noget rationelt over ham: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen. Det var let nok så længe han talte om himlen som Faderens hus og om sig selv som den, der skal føre os dertil.
Men nu synes Thomas, det er meget svært at forestille sig den kommende verden som sådan et sted eller overhovedet forstå, hvordan nogen kunne komme dertil.
»Jeg er vejen!« svarer Jesus. »Ingen kommer til Faderen uden ved mig.« Kan du se, hvad det er han gør? Han sætter personer ind i stedet for steder. I stedet for at tale om Faderens hus, taler han til Thomas om at gå til Faderen. I stedet for at tale om sig selv som vejleder på rejsen, taler han om sig selv som stien, som vejen selv.
Det er, som om han siger til Thomas: Hvis du synes, det er svært at tænke på himlen som et sted, så tænk i stedet på den som en person; en, som ikke er ukendt for dig, men derimod et velkendt ansigt. Det er mig, Thomas. Tænk på himlen som mig.
Ønsket om at se
Dernæst er der Filip. Vis os Faderen,« siger han. Han vil have en mærkbar førstehåndsoplevelse af Gud, som fejer al hans tvivl bort. Måske forestiller han sig en guddommelig åbenbaring som den, Moses fik ved den brændende busk i Det Gamle Testamente.
Og så sker der det samme for ham som for Thomas: Jesus lirker sig selv ind som det endelige svar på deres usikkerhed og spørgsmål. Den, som har set mig, har set Gud, siger han.
Den afgørende forskel
Dermed har Jesus understreget, at vi har ét sted at gå hen for at finde håb og trøst, nemlig hos ham. Han har åbnet den dør og banet den vej, som et menneske aldrig selv kan finde eller gå.
Han har indrettet en bolig i Himlen til hvert eneste menneske, som sætter sin lid til ham.
Lad os til sidst udfordres på den trosbekendelse, vi let kommer til at dele med hinanden i forbindelse med tab. Den lyder: Vi ses igen. Det er rigtig godt at kunne sige i sorgens mørke tider.
Men hvis den bekendelse kommer til at stå alene, udhules den. For det Jesus primært siger om Himlen, er, at vi skal se ham. Han er og forbliver den afgørende forskel mellem at stå alene tilbage, eller at have en fremtid hos Gud.
Søndagens tekst: Joh. 14: 1-11
Jesus er vejen til Faderen
1 Jesus fortsatte sin tale til disciplene: »I skal ikke være bange eller urolige. I tror på Gud. Tro også på mig.
2 I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer.
3 Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er.
4 Og I kender vejen, der fører til det sted, hvor jeg skal hen.«
5»Nej, Herre,« indvendte Thomas. »Vi ved hverken, hvor du går hen, eller hvordan vi skal finde vej derhen.«
6 Jesus svarede: »Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig.
7 Havde I forstået hvem jeg er, ville I også have forstået, hvem min Far er. Men I skal snart forstå, hvem han er, og I har set ham.«
8»Herre, vis os Faderen!« bad Filip. »Det er alt, hvad vi ønsker.«
9»Er du stadig ikke klar over, hvem jeg er, Filip?« spurgte Jesus. »Og det efter, at jeg har været så lang tid sammen med jer! Den, som har set mig, har set Faderen. Hvorfor siger du så: ‘Vis os Faderen’?
10 Tror du da ikke, at jeg er ét med Faderen, og at Faderen er ét med mig? Det jeg siger til jer, kommer ikke fra mig selv, men fra Faderen, som bor i mig. Og det er også ham, der gør sine gerninger gennem mig.
11 Tro mig, når jeg siger, at jeg er ét med Faderen, og Faderen er ét med mig. Men vil I ikke tro det, så tro på grund af de undere, I har set mig gøre.
Teksten er fra bibelen på hverdagsdansk
