77-årig på sommer- feriejob i Grønland

En smuk solnedgang bader Ilulissat i Grønland i lys og farver.

De fleste danskere har efterhånden indstillet sig på at tilbringe sommeren hjemme i Danmark som følge af corona-pandemien.

Men ikke sømandsmissionæren Jørgen Erik Larsen på 77 år, som netop er rejst til Ilulissat på sommerferiejob.

– Det er godt at arbejde, når det er lyst, og det er det hele tiden i Grønland om sommeren, siger sømandsmissionæren med et glimt i øjet.

Jørgen Erik Larsen elsker Grønland. For 47 år siden blev han ansat i Sømandsmissionen og arbejdede i Grønland som sømandshjemsbestyrer i et par år. Siden har han besøgt landet og det grønlandske sømandshjem utallige gange.

Denne sommer har Jørgen Erik Larsen atter taget turen til Grønland. Han skal arbejde som sømandsmissionær på havnen og skabe kontakt til fiskere, fangere og søfolk.

Jørgen Erik Larsen har også nogle arbejdsopgaver på Hotel Avannaa, som er ejet af Sømandsmissionen. Her skal han bl.a. være med til at undersøge mulighederne for at oprette en sømandscafé.

Jørgen Erik i hvid anorak.

Gammel kærlighed ruster ikke

Jørgen Erik Larsen er rejst til Grønland mange gange. Men Corona-pandemien har uden tvivl gjort denne rejseoplevelse noget anderledes.

Kun 10 passagerer var med det store fly fra Kastrup til Grønland, og på videreflyvningen fra Nuuk til Illulissat var Jørgen Erik Larsen den eneste passager.

Inden han tog afsted, blev han testet for Corona flere gange, og fem dage efter sin ankomst skulle han testes igen. Men det tager sømandsmissionæren ganske roligt. Han har nemlig noget helt andet for øje, når han er i Grønland.

– Jeg er drevet af, at jeg måske kan gøre en lille forskel heroppe, fortæller Jørgen Erik Larsen.

– Flere spørger da, hvorfor sådan en på 77 år nu vil til Grønland. Mit drivmiddel er Sømandsmissionens formål med mission til søfolk og fiskere, forklarer Jørgen Erik Larsen.

Tilbage i 1977 var Sømandsmissionen tæt på at bygge et sømandshjem i Ilulissat. Den idé har missionæren endnu ikke lagt fra sig – og det skal jo starte et sted, så hvorfor ikke med ham selv.

– Jeg tror stadig, at mange i Ilulissat glæder sig over at få en sømandsmissionær på havnen. Jeg glæder mig i hvert fald!, siger Jørgen Erik Larsen.