Alex er vild med vikinger

Men han er også en hengiven kristen. Nu har han skrevet en roman, som foregår i den tid, hvor vikingerne blev kristne.

Alex Wallin med sin første roman om vikingetiden.

Året er 979. Hedeby og Dannevirke er besat af den tyske Kejser Otto. Harald Blåtand er presset af utilfredse stormænd og jarler. Et oprør i det skjulte, anført af Svend Tveskæg samt af mænd fra hans egen hird. Mørke skyer trækker sammen over danernes rige og truer kongemagten.

Sådan er baggrunden for Alex Wallins roman. Men den handler ikke kun om historie og magtkampe.

– Rolf er søn af Harald Blåtands mægtige staller Erik Skjold. Han skal til at danne familie med den unge og smukke Asta Hilddatter, men bliver kastet ud i voldsomme begivenheder, der bevirker, at han bliver moden i handling og ord og lærer magtens pris, fortæller Alex.

Bogens undertitel er: Magt, ære og kongedømme, men bogen kan meget mere: Der er beskrivelser fra dagliglivet og om trællenes livsvilkår.

Den beskriver også konflikten mellem kristendom og asatro.

Harald Blåtand var under stærk indflydelse fra den tysk-romerske kirke. Hvilken tro havde hans søn Svend Tveskæg, og hvorfor byggede Harald Blåtand ringborgene? Jeg giver mit svar på spørgsmålene, fortæller Alex.

Hvad er det ved vikingetiden, der fascinerer dig?

– Ja, hvorfor lige vikinger? Måske fordi, det var omkring dette tidspunkt, at danskerne blev kristnede.

Det startede min søgen efter vores fælles DNA. Jeg læste den ene bog efter den anden. Alt fra Saxo Grammaticus over Vikinger i krig, til Jeanette Varbergs Ran, ild og sværd, fortæller Alex.

Han er frivillig formidler på Trelleborg, som hører under Nationalmuseet. Da Alex skulle vælge den person, han ville være i formidlingen, valgte han en munk:

– Jarler var der i overflod, klædt i fine broderede kjortler eller kofter. En del havde valgt at være håndværkere, men der var ingen trælle og ingen munke.

Alex optræder ofte som munk på vikingemarkeder.

Jeg vil gøre mig dårligt som træl, og valgte derfor munken.
Nogle hviskede: ”Det kan man ikke, nåh jo, der var også munke i vikingetiden.”

Mellem asa-troende

Er det rigtigt, at mange ”vikinger” i dag er Asa-troende?

– Der er rigtig mange fra vikingemiljøet, der er asatroende. Måske er asasamfundet det hurtigst voksende trossamfund i dag.

I starten skulle jeg lige vænne mig til deres livssyn, og mon ikke at det også var omvendt.

I dag laver vi sjov med hinanden og med vores forskellige tro. Jeg er respekteret for min tro og holdninger, og det er dejligt. Jeg føler mig hjemme på Trelleborg.

Syg som barn

Hvordan er din egen livshistorie?

– Jeg blev syg allerede som to-årig. Jeg fik en betændelse, der gik i blodbanerne. Den lå som en skjult sygdom, og som 18-årig brød den ud med anæmi og træthed. Jeg blev erklæret 50% invalid og sygdommen kom til at præge mit liv. Jeg gik på grafisk EFG. Blev senere freelance fotograf og har fotograferet for bl.a. Udfordringen.

Blodprop i hjernen

Hvordan blev bogen til?

Som bogens hovedpersoner kunne have set ud. Rolf og den unge smukke Asta Hilddatter.

– Midt i de glade 80’ere optog jeg børnefilm sammen med Kresten Jensen fra Evangelisk Børnemission. (I dag Børn og Tro.)

Jeg havde set et jernalderhus af ler og strå, bygget af spejderne. Måske kunne vi lave en vikingefilm om to børn, der blev bortført? Sådan startede det. Jeg skrev lidt på manuskriptet og glemte alt om det.

Så fik jeg en blodprop i hjertet, der rev sig løs og landede i hjernen, nærmere bestemt hjernestammen. Jeg døde heldigvis ikke, selvom det var tæt på. Erhvervsevnen var væk, og hvad kunne jeg så finde på?

En dag fandt jeg manuskriptet frem, og begyndte i stedet at skrive en ungdoms- og voksenbog om vikinger.

Hvad jeg ikke var klar over var, at hjernen havde taget skade. Jeg byttede om på ordene og dannede ubrugelige sætninger. Jeg havde mistet nogle evner og måtte næsten begynde forfra med at lære at skrive. De første kapitler var en katastrofe, men idéerne var der og viljen til at prøve var til stede. Gentagne gange rettede min kone Hanna manuskriptet og frygtede, at jeg ville opgive.

En dag forstod jeg mit handicaps sammenhæng og blev stædig – jeg ville skrive den bog færdig.
Når kræfterne tillod det, blev det til nogle linjer eller måske et helt kapitel. Omskrivninger og rettelser i en uendelighed.

Det blev langsomt bedre og efter syv år lykkedes det. Jeg havde skrevet min første bog.

Også aktiv kristen

Hvornår blev du bevidst kristen?

– Jeg blev kristen som 20-årig. Kom på Mariager Højskole og traf en sød pige Hanna, som jeg blev gift med.

Vi fik ret hurtigt to dejlige børn, en pige og en dreng.

Vi har fået to fantastiske svigerbørn og seks dejlige børnebørn. Hanna har været – og er – en fantastisk og uundværlig støtte for mig.

Er du aktiv i en kirke?

– Vi kommer i Missionsforbundet Salem i Frederiksværk og hjælper til med maduddeling om mandagen.

Jeg er medlem af folkekirken, er daglig leder og redaktør i Netkirken på frivillig basis.
Fortæller en historie.

Føler du at du, at du som både viking og kristen bedre kan sætte dig ind i historien – og er der noget, du gerne vil sige med din bog?

– Egentlig ville jeg bare skrive en spændende historie. Efterhånden som jeg gravede dybere i de historiske lag, udbyggede jeg historien. Den fik sit eget liv, og jeg skrev, efterhånden som idéerne samt fakta dukkede op.

Jeg har gravet dybt i de arkæologiske publikationer, for at finde de små glimt og brudstykker af viden, der er bevaret for eftertiden. Sagn og sagaer, fiktive og virkelige personer er blandet sammen, for at skabe et detaljeret billede fra en svunden tid.

Du vil møde Harald Blåtand, Svend Tveskæg, Styrbjørn Stærke, brødrene Sigvald og Thorkel den Høje, for at nævne nogle af de historiske personligheder.

De islandske sagaer fortæller om barske mænd, svig og hævn. Tiden har måske nok været barsk, men jeg tror ikke, at menneskene fra dengang, har været meget anderledes end nutidens. Er alle gode historier ikke krydret med vores værste samt bedste sider?

Denne historie er ikke kun fortalt for at give et detaljeret billede af datidens mennesker og deres historie, men er frem for alt fortalt, for at få nogle sjove og spændende timer, i samvær med bogens hovedperson, Rolf Eriksøn.

Tegninger: Søren Bloch-Christensen

Ros fra gemmel viking

Bogen har mange flotte illustrationer…

– Ja, en af mine venner, Pierre Munksbøl, foreslog, at jeg sendte manuskriptet til en gammel viking, Søren Bloch-Christensen. Han blev ikke bare grebet af bogen, han blev fyr og flamme.

Søren Bloch-Christensen havde tidligere været illustrator, og tilbød at tegne. Det blev til 12 flotte tegninger.

Originaltegningerne er blevet bortauktioneret til fordel for trængte vikingemuseer, der har lidt af pengemangel under Coronakrisen, fortæller Alex.

Søren Bloch-Christensen skriver selv i en anmeldelse af bogen:

– Jeg blev bedt om at læse noget igennem for en mand jeg egentlig ikke kender – og jeg sagde ja i den tro at det var en bog med en lidt amatøragtig tilgang, der ville have godt af en gammel “vikings” gode råd.

Og I Guder hvor tog jeg fejl!

Alex har her fortalt en super lækker historie, hvor man kan mærke vingesuset fra de historiske Sagaer fra de gamle dage. Historien er rent teknisk velfortalt og dybden i personernes bevæggrunde for deres handlinger er højere end ellers. Datidens storpolitik bliver for mig lysende klar og argumentation er dygtig og velovervejet.

For én gangs skyld lod jeg mig rive med af fortællingen – trods en travl hverdag kunne jeg næsten ikke lægge bogen fra mig. Jeg blev overrasket over dele af handlingen, enkelte steder kneb jeg en tåre, når smerten over tabet af en af ens kære bliver beskrevet – fiseme godt skrevet, anmelder Søren Bloch-Christensen, som er efterskolelærer og vikingeentusiast.

Bogen er udgivet i samarbejde med SAXO Publish og kan købes på Skriverstuen.dk eller i boghandlen.
Den udkommer også som e-bog.