Ny formandskvinde for Aktiv Mission
Bodil Kornbek er valgt som ny formand for Aktiv Mission.
Missionsorganisationen valgte ny bestyrelse på en generalforsamling den 29. april. Bestyrelsen har nu konstitueret sig med Bodil Kornbek som formand.
– Aktiv Mission er i gang med en spændende udvikling, som jeg glæder mig til at bidrage til. Det passer godt til mit temperament, siger Bodil Kornbek, som sidder med i bestyrelsen for første gang.
– I vores projektlande møder vi menneskers sociale og åndelige behov med ressourcer, kompetenceudvikling og nye muligheder i livet. Netop den form for varig forvandling både hos den enkelte og i lokalsamfundet er noget, jeg brænder for, siger Bodil Kornbek.
Hjerte for mennesker og politisk engagement
Socialt engagement er den røde tråd i mange af de udfordringer, som Bodil Kornbek har kastet sig over gennem årene.
Hun er uddannet lærer og sidder også som formand for Depressionsforeningen. Bodil Kornbek har tidligere været involveret i KFUKs sociale arbejde ’Reden’. Hun har arbejdet blandt kvinder med anden etnisk baggrund og været involveret med unge mennesker, som er opvokset i familier med alkoholmisbrug.
Bodil Kornbek er samtidig politisk engageret som byrådsmedlem i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor hun bl.a. sidder som formand for Social- og Sundhedsudvalget. Hun er tidligere medlem af Folketinget og forhenværende partiformand for Kristendemokraterne.
– Jeg er taknemmelig for livet og føler mig priviligeret over at kunne bidrage til fællesskabet. Det, jeg er blevet givet, deler jeg hellere end gerne med andre.
Igennem Aktiv Mission har jeg mulighed for at bidrage til endnu stærkere diakonalt arbejde i vores samarbejdslande og i Danmark. Det glæder jeg mig til, siger Bodil Kornbek.
Udover Bodil Kornbek er tidligere generalsekretær René Hartzner også trådt ind i den nye bestyrelse.