Schlitt ikke dårligt!
I disse corona-virus tider kan det virke lidt ironisk med en pladetitel, der opfordrer til at “gå”, nu hvor de fleste er nødt til at holde sig indendøre. Men som han skriver på sin hjemmeside, handler det om at være klar til at gå, når Gud siger, det er tid.
Det er en veloplagt eks-Petraforsanger, vi har med at gøre, med et godt band omkring sig. Musikken svinger, og Johns stemme bærer den med masser af energi.
Der lægges ud med tre sange med godt gang i. Først titelnummeret ‘Go’, derefter den endnu mere rockede ‘Feel it’ inden den mindst lige så fede ‘Taking it Higher’. Sang 2 og 3 er sandsynligvis pladens bedste. De fleste er uptempo sange.
Schlitt er medforfatter på alle 11, skrevet i samarbejde med pladens producere og musikere. Et af de navne, de fleste vil nikke genkendende til, er Petra-legekammeraten John Lawry. Alle sange er generelt gode, og pladen er et must for alle Petra-fans.
Vi får lidt gospel-stemning på sangen ‘Where Would I Be’ med Rhodes-klaver og Hammond-orgel. – Også et fedt nummer.
‘Go’ er John Schlitts 6. soloalbum. De første to blev udgivet, mens han stadig var forsanger i Petra (og begge var succesfulde udgivelser). Resten kom efter Petras farvel i 2005, hvor startskuddet var ‘The Grafting’ fra 2008. Producer på denne plade og alle de efterfølgende er svigersønnen Dan Needham. På denne seneste udgivelse er han dog kun en blandt tre producere.
De andre to er Lawry og Mark Lee Townsend. Jeg tror, det er årsagen til, at ‘Go’ lyder en smule sejere end de foregående.
Hvis du ikke aner, hvem Petra var, men bare godt kan lide kristen rockmusik, går du ikke galt i byen ved at anskaffe dig denne indspilning. Den er pengene værd.
Før Schlitt overtog mikrofonen i Petra i 1986, var han forsanger i bandet ‘Head East’, indtil misbrug satte stopper for karrieren. Så blev hans kone en kristen og fik overtalt ham til at møde præsten. Schlitt blev født på ny og har lavet kristen musik lige siden.