Uglen og ravnen

Af Kristoffer J Niclasen, stud.theol.

Vi nærmer os med raske skridt deadline for kvote 1 ansøgningerne for de videregående uddannelser, og tusinder af unge står lige nu overfor at skulle træffe et af deres vigtigste valg i livet, ja, nogle føler måske, at det ligefrem er deres liv, der står på spil. Deres identitet, deres værdi, deres egenskaber og talenter.

Men er det rigtigt? Har det hold i virkeligheden? Husk på, at uglen er en dum fugl – i hvert fald markant dummere end man til alle tider ellers har gjort den til at være. Men hvorfor bringer jeg uglens status op til revurdering i denne tekst?

Fordi uglen er kendt for at være symbolet for klogskab og visdom, fordi det ofte er brugt af akademiske institutioner, fordi ikke alt det, der skinner, er guld.

Misforstå mig ikke, jeg har stor respekt for det akademiske, jeg mener, at det er til velsignelse for den enkelte og for samfundet som helhed – og jeg er stor fortaler for ambitioner!

Men jeg er også af den opfattelse, at alt for mange unge mennesker sætter alt på ét bræt, at alt for mange sætter deres lys under en skæppe i ambitionernes navn, i opkvalificeringen og instrumentaliseringens navn. Den uhellige treenighed, når man glemmer mådehold.

Netop mådehold skal der til, og mådehold kommer, når man bl.a. erindrer de himmelske løfter givet til os, og når vi handler på dem.

Det handler nogle gange om at træde uden for os selv og betragte vejrsystemerne inde i os selv: torden og lyn, sol og varme, blæsten og regnen – for derved at tage nogle dybe åndedrag, lukke øjnene og erkende, at man allerede er elsket og fuldkommen i Kristus, at Gud hvilede på den syvende dag, at de sagtmodige skal arve verden, at fuglene boltrer sig i livets leg.

Og således som fuglene – og liljerne – bør vi alle også tillade os selv at suge livet til os og nyde af livets frugter. Og ligesom den ikke ligefrem kønne – men faktuelt set – ekstremt kloge fugl, ravnen, bør vi måske, under Guds ledelse, også se til vores næste og ligesom ravnene, der kom med brød til Elias i Første Kongebog, fokusere på at betjene frem for at herske.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vi kan få alt, men miste vores sjæl, sjælefred og livsgnist. Vi kan have alle talenter og gaver, men hvis kærligheden ikke hersker, er det intet. Eller som Kim Larsen, der ikke ligefrem kom til kort i livet, siger det i sangen ”Den lige vej”:

”Så vis mig nåde og miskundhed. Der var momenter af kærlighed.”