Skam dig ikke ved evangeliet

Blufærdighed hører med til livet. Der er fx tanker, følelser og oplevelser, som hører med til det personlige og private område og ikke deles med alle.

Der er noget, som kun deles med meget få, eller måske slet ikke med andre. Blufærdighed har at gøre med, at noget er personligt og noget privat. Ægtefæller deler forhåbentlig det allermeste med hinanden. Venner og nær familie deler også meget. Men de inderste tanker og drømme deles ikke ved et møde med en fremmed i en bybus.

Sådan hører grænser og blufærdighed med til livet. De kan have mange forskellige udtryk og være forskellige fra kultur til kultur og også ændres over tid. Menneskers væsen og temperament er forskellige. Åbenhed og samtale om dybe temaer udvikler sig hurtigere hos nogle end hos andre.

Grænsen for, hvad der er privat, trækkes forskelligt. Men grænser og blufærdighed hører med til almindelig menneskelig omgang.

Emner som tro, kirke og gudstjeneste har også med blufærdighed at gøre. For mange synes sådanne emner at være omgivet af markant blufærdighed. De er vanskelige at tale om – også for en del mennesker, hvor de har en vigtig plads i livet.

Dybt i mange synes at ligge en tanke om, at tro og kirke er en både personlig og privat sag i betydningen, at det ikke er noget, man taler så meget om eller viser i praksis.

Tro er vitterlig en personlig sag, for så vidt som den har med det inderste og dybeste i et menneskes liv at gøre. I den forstand kan der være noget meningsfuldt i, at troen på Gud kan føles som noget, der er så stort og fint, at det vanskeligt håndteres med små, dagligdags ord.

Det hører til almindelig pli og god opførsel at respektere et andet menneskes grænser – også i forhold til tro og kirke.

I tidligere tider kunne man opleve præster og prædikanter stille direkte og nærgående spørgsmål om tro og kristendom. ’Hvordan har du det med Jesus?’ kunne spørgsmålet lyde. Der er ingen grund til at tvivle på omsorgen og de gode hensigter bag sådanne spørgsmål, men af og til har de sikkert været oplevet som grænseoverskridende – og måske virket mod hensigten.

Blufærdighed hører med til livet og skal have sin plads. Men den skal også sættes på plads, så den ikke tager over og fylder det hele. Det hører nemlig også med til den kristne tros væsen og identitet, at den vil deles. Den vil udtrykkes og formidles og skabe forbindelser og fællesskab mellem mennesker.

Kirke og kristen tro er mere end ordløse følelser og skjulte tanker i menneskers sind. Troen har at gøre med et budskab, som vil formidles, høres og tages imod – og med konkret liv og fællesskab i kærlighed til Gud og næsten.

I en kristent præget kultur som den danske er der en fare for, at kristen tro og praksis opleves som noget, der skal tones ned eller helt viskes ud, så den går i ét med tapetet. Måske fordi vi er bange for at genere og overskride hinandens grænser eller pga. usikkerhed i forhold til os selv.

Eller fordi kristendom opfattes som noget så selvfølgeligt, at den ikke behøver at blive formuleret eller konkretiseret. Eller af flere grunde i en uigennemskuelig blanding…

Af og til kan det give helt selvmodsigende resultater, som kristne fra andre lande og traditioner vil kunne undres over eller finde tragikomiske. Kan vi bede Fadervor ved kirkens formiddags-café? Kan vi synge en salme til konfirmandforældre-aften? Kan vi omtale Gud som en aktuel, levende og personlig realitet?

Sådan kan blufærdigheden sætte sit præg og ende med at blive mindst lige så radikal som tidligere tiders nærgående spørgsmål. Bliver det på den måde til en angst for egen skygge, er faren, at mennesker går glip af et ægte møde med ægte kristendom. Måske var det faktisk det møde, de søgte – bevidst eller ubevidst.

Blufærdigheden skal med andre ord sættes på plads – på rette plads, hvor den hører hjemme, så den ikke fylder det hele. I Danmarks åndelige og kulturelle situation er der en stor opgave i at tilbageerobre plads til kristen tro og praksis. Pladsen bliver ikke foræret, for der er nok af strømninger, der ønsker kristen tro ud af lydbilledet og synsfeltet.

Troen skal ud af det offentlige rum og begrænses til det private rum, siger nogle. Men det skal de ikke være ene om at bestemme…! For Kirken og dens liv skal ikke gemmes væk i katakomberne, når der er frihed til at være ude i det offentlige rum.

Luther talte om kirkens kendetegn. Troens og kirkens liv har en synlig side. Kristendom skal høres, ses og opleves. Det er dens væsen, at den ikke vil være privat i betydningen: noget, der ikke angår de andre. For lige netop dét vil troen: deles, høres og modtages af flere.

Grundtvig berørte noget af det samme fx med salme-ordene: ’Ophold din kirke, Jesus sød, trods al vor kulde, søvn og død, så trindt om lande ordet dit må flyve let og lyde frit!’ Ordet skal altså lyde frit og ikke begrænses til lukkede rum eller indforståede fællesskaber. Det vil videre og nå til stadig flere.

I 2000 kirker ringer klokkerne både morgen og aften for at invitere til hhv. morgen- og aftenbøn. Søndag ringer de og indbyder til gudstjeneste. I ugens løb er der et væld af møder og arrangementer, kurser og konfirmandtimer. Her er rammerne sat, og Kirken skal vove at fylde dem med synlighed og nærvær.

Altid skal det foregå med finfølelse, med fingerspidsfornemmelse og grundlæggende respekt for hinanden. Kirkens stående opgave og udfordring er på én gang at møde mennesker i øjenhøjde og at stå ved, hvad den står for.

Praksis, tradition og temperament kan være forskellig. Men Kirken må vove at være synlig og nærværende, så der bliver mulighed for kontakt – også nye og uventede kontakter for mennesker, der ikke havde set for sig, at Kirkens fællesskab skulle være for dem.

At stå ved, hvad den står for. Dét er en bunden opgave for Kirken. Evangeliet skal ikke pakkes ind og gemmes bort i forvirrende poesi eller diffuse metaforer, men pakkes ud, så holdbar kristentro bliver hørt og set.

I dag møder vi hos vore medmennesker og synligt i gadebilledet andre religioner og tilværelsesforståelser. Ikke mindst er islam synlig via muslimernes påklædning og deres praksis med daglige bedetider. Mindre synligt, men også markant, præges samfundet af ateistiske og sekularistiske tendenser, der helst ser troen på Gud lukket inde i et meget lille rum.

Samtidig lever vi i et land med trosfrihed og ytringsfrihed. Begge dele er uvurderlige og skal værnes og bruges konstruktivt og med omtanke. Trosfrihed og ytringsfrihed betyder også, at troen har ytringsfrihed. Kirken og den enkelte kristne har ret og frihed til at udtrykke og formidle, hvad kristen tro er og betyder.

Og ikke alene ret, men også pligt til det. Den har fået en befaling om det. Mennesker kan jo først vide, hvad kirke og kristen tro er, når de er blevet mødt af den. Det gælder både den gennemsnitsdansker, som ikke har mange huller i uvidenheden, og den, der bærer rundt på alle mulige og umulige fordomme – og den, der er kørt fast i materialisme og selvrealisering.

Det gælder også muslimen eller buddhisten, der trænger til at høre om vejen, sandheden og livet som erstatning for tomhed, uvished og gerningsretfærdighed.

Kirkens budskab er kostbart, ja, så vigtigt, at alle har brug for at møde det. Derfor må den ikke holde sig for kostbar til at forsøge at dele det med hvem som helst. ’Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre’, skrev Paulus til Timotheus.

Den opmuntring lyser fortsat over Kirkens og alle kristnes liv.