Survival of the un-fittest
Jeg husker engang, jeg som 12-årig var på en spejderweekend. Jeg var lige rykket op til storspejderne i den lokale KFUM og KFUK. Sammen med mig var 2 andre piger, der var lige så grønne som mig udi at være alene på lejr uden ledere, og så var der også en dreng med, som vist ikke havde været spejder ret længe.
Det var en slags patrulje-konkurrence-lejr, hvor patruljer fra forskellige byer skulle dyste med hinanden udi spejderfærdigheder som lejropbygning med rafter og knob, orienteringsløb, opgaveløb og natteløb samt madlavning.
Vi havde fået udleveret et telt hjemme fra spejderhytten. Det viste sig, at teltets lynlås var gået i stykker. Heldigvis lykkedes det os at skaffe sikkerhedsnåle, så vi alligevel kunne lukke teltet.
Nu skulle vi have frokost, og det så jeg frem til. Jeg har altid været glad for rugbrødsmadder. Drengen skulle have rugbrødet med, men hans mor havde givet ham kage med i stedet. Det var en noget skuffende start på weekenden.
Ved siden af os var de halvprofessionelle spejdere. De lignede nogen, der havde været i træningslejr, så de vidste præcis, hvad de skulle bygge for at lave en totalt sej lejrplads. De havde lidt tid til overs, efter de havde lavet spisebord og udekøkken omkring bålet, så de lavede lige en vippebro som indgang til pladsen. Vi satte to små rafter sammen, så vi kunne vippe gryden til og fra bålet. Vi fik point for lejrpladsen – men nok ikke ret mange.
Vi skulle på løb, hvor der var opgaver og spørgsmål, der skulle besvares. Det var vist noget over niveau, og jeg har fortrængt indholdet i det løb. Så skulle vi lave aftensmad, og vi havde vores hyr med at få gang i bålet. Maden blev så som så og vakte ikke særlig begejstring ved inspektørerne, men vi kunne da spise kage til dessert!
Så var det tid til natløb. Der løb unge spejdere rundt i skoven med lygter, og vi hørte udbrud her og der. De to piger fra min patrulje var bange for mørke. Som jeg husker det, var der ingen af os, der helt havde forstået, hvad opgaven gik ud på.
Så vi løb i den retning, vi mente det foregik, indtil det gik op for os, at vi var rendt direkte ud af kortet. Vi endte natteløbet uden point og med ønsket om blot at overleve uden psykiske mén og få alle med hjem til teltet uden lynlås.
Vi endte med en total bundplacering. Men jeg lærte noget af det. Planlægning og forberedelse kan være en god ting. Og så lærte jeg, at vi trods den ynkelige præstation i en hel weekend fuld af ydmygelser for stoltheden jo alligevel gennemførte. Det må være nåde.
”Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!”
(Lukasevangeliet 14, 28-30)
