Lis fik bedre vejrtrækning af naturmedicin
Men det største mirakel skete, da hun i USA kom til tro på Gud og Jesus.
Lis Holm Tuohy fra Esbjerg har i mindst to år lidt af sygdommen KOL, som giver vejrtrækningsproblemer. Hun har fået medicin fra lægen, men hun har ikke mærket nogen forskel.
Tilfældigvis var der en bekendt, der forærede hende noget naturmedicin fra Udfordringens helsebutik, Morgenstjernen.
– Jeg havde ikke meget fidus til det. Datoen var også lige overskredet. Men jeg prøvede da at tage det. Og til min egen store overraskelse virkede det faktisk, fortæller Lis, der selv arbejder som sygehjælper.
– Jeg studerede produktet. Det var fra et svensk firma, der hedder New Nordic. Selve produktet hedder Deep Breath. Jeg kunne se, at der var en masse c-vitaminer i dem, og sjovt nok også noget peber. Så det kunne der vel ikke ske noget ved.
Så jeg tog to piller i døgnet, og allerede efter et døgn mærkede jeg en forskel. Ja folk tror, det er løgn. Men jeg kunne mærke det.
Da jeg så ville købe en ny pakke, fandt jeg ud af, at de jo var lidt dyre. Men jeg kunne ikke undvære dem. Og nu bruger jeg dem fast, og nu synes jeg, de er billige, for de hjælper virkelig.
Lis fortæller, at KOL virker sådan, at man har svært ved at tømme lungerne. Man kan ikke rigtigt puste ud.
Men det hjælper pillerne i hvert fald hende til.
– Kender du andre, som har prøvet dem?
– Ja, jeg har anbefalet dem til to andre, som også var skeptiske. Men de bruger dem fast i dag.
– Hvorfor tror du, at de hjælper?
– Jeg ved det ikke. Måske er det vitaminerne, måske peberet eller de andre ting, der er i, men virker, det gør de.
Lis boede i mange år i udlandet. Hun var gift med en mand, der arbejde i olieindustrien.
Da de nogle år boede i Texas, kom Lis i kontakt med nogle troende kristne. Hjemmefra havde hun ikke skænket kirken mange tanker, men nu opdagede hun, at der var realiteter i troen. Og hun blev nu selv troende.
Da hun flyttede hjem til Danmark, søgte hun efter en menighed, der lignede den, hun kendte. Hun kommer i dag i en lille menighed i Esbjerg, men har også fællesskab med kristne fra mange andre menigheder.
Hendes mand forlod hende, men hendes to børn blev også kristne, og den ene, Martin, er nu udsendt som missionær i Mexico. Hendes datter er også en meget hengiven kristen.
I dag er Lis gift igen med en mand, som hun kan dele troen med.