Ny formand vil ’professionalisere’ Mission Øst

Torben Andersen er økonomirådgiver og forretningsudvikler. Disse kompetencer sætter han i spil som ny formand for hjælpeorganisationen Mission Øst.

– Mission Øst skal omdannes, så ejerleder-stilen bliver afløst af en professionel organisation, fortæller forretningsudvikler Torben Andersen, der er ny formand for Mission Øst.

Alt liv vokser. Vækst er lig med udvikling. Og udvikling indebærer altid forandring.

Det ved Torben Andersen, der i sommer blev valgt ind i Mission Østs bestyrelse og i dag sidder som formand for hjælpeorganisationen.

Som forretningsudvikler ved han også, hvad der skal til, for at forandringen bliver positiv og til gavn for organisationens over 300 medarbejdere og de over 250.000 nødlidende i otte lande, som har brug for hjælp.

Organisationen skal gå fra at være personbåret til organisationsbåret. Hidtil har Kim Hartzner tegnet organisationen som generalsekretær.

Nu skal selve hjælpearbejdet og det dygtige personale i ind- og udland mere i front. Og Kim Hartzner skal frigøres til det, han brænder mest for og som startede Mission Øst for 29 år siden:

At samle penge ind for at kunne hjælpe verdens nødlidende i de mest afsidesliggende og svært tilgængelige områder.

Derfor er Kim Hartzner i dag ansat som grundlægger og fundraiser, og Mission Øst er på udkig efter en ny generalsekretær, der kan føre hjælpeorganisationen videre i en ny vækstfase til gavn for endnu flere mennesker.

Økonomirådgiver og forretningsudvikler

– Men hvem er så den nye formand?

Torben Andersen er uddannet civilingeniør og har arbejdet i TDC-koncernen i 25 år. Han begyndte med tekniske opgaver, men arbejdede sig hurtigt over i forretningsudvikling og salgssupport.

– Jeg ville hjælpe folk. Arbejdet skulle ikke handle om teknikken for teknikkens egen skyld. Men mere om, hvad man kunne skabe og forbedre til gavn for kunderne, fortæller han.

For 10 år siden startede Torben Andersen sit eget firma, Cilwic Management, som hjalp med forretningsudvikling for mindre virksomheder. For fem år siden startede han en franchise i virksomheden RealRåd. RealRåd hjælper private med at optimere deres realkreditlån for at forbedre deres økonomi.

Og i sommer blev Torben Andersen valgt ind i bestyrelsen for Mission Øst, hvor han nu er formand.

Vil hjælpe andre og skabe nyt

– Hvorfor engagere sig i bestyrelsesarbejde for en hjælpeorganisation?

– Vi har i familien længe talt om aktivt at hjælpe mennesker direkte. Jeg har længe drømt om at kunne frigøre tid og penge til at skabe nyt. Det har vi også gjort noget ved, min kone Ruth og jeg.

For eksempel arrangerede vi sidste år et juleevent i Frederiksværk, der gik fra et blankt stykke papir hjemme i vores spisestue til en julekoncert for 450 borgere, der lystigt sang med på julens sange i koncertsalen Gjethuset.

– Sådan nogle projekter hvor man går ind og skaber noget godt for andre,
vil jeg gerne bruge rigtig meget tid på.

– Sådan nogle projekter hvor man går ind og skaber noget godt for andre, vil jeg gerne bruge rigtig meget tid på. Derfor lå det lige til højrebenet, at jeg engagerede mig i Mission Øst, da muligheden bød sig.

Mission Øst er anerkendt af DANIDA

Hvad ser du i krystalkuglen for Mission Østs fremtid?

– Mission Øst er gået fra at være en tanke hos René og Kim Hartzner til at være en velfungerende hjælpeorganisation, som både DANIDA og nu også de tyske myndigheder bruger som ”arme og ben” for deres ønske om at gøre en forskel i udviklingslande.

– Når jeg har været inde og studere dokumenterne, må jeg konstatere, at Mission Øst høster meget stor anerkendelse for organisationens kvalitet i at levere nødhjælp og udviklingshjælp de fjerneste og sværeste steder i verden.

Det er noget vi skal udvikle på og blive endnu bedre til at fortælle.

Bedst at gøre det, man brænder for

– Det har været en dramatisk sommer, der kulminerede i, at Kim Hartzner gik fra at være generalsekretær til at blive fundraiser. Hvordan tegner fremtiden sig i det lys?

– I forretningsudvikling har jeg stødt på mange ejerledere. Den opgave, jeg sidder med her i Mission Øst, er en klassisk ejerlederproblematik, hvor du har en ejerleder som Kim Hartzner, som i virkeligheden brænder for at hjælpe en masse mennesker og blandt andet bruge sit netværk og sit netværks netværk for at samle penge ind til hjælpearbejdet.

– Men pludselig er organisationen blevet så stor, at der er alle mulige andre krav til ham, fx MUS-samtaler, budgetopfølgning, indkøbspolitik osv.

– Det er helt klassisk. Ejerlederen skal ind i en ny rolle, som både vil give ham ny energi og gavne hele organisationen. Hvis jeg kan hjælpe Kim Hartzner til at blive frigjort til det, han egentlig brænder for – nemlig at hjælpe fattige og nødlidende – og få styr på den bagvedliggende organisation, så ser jeg en fantastisk synergi udfolde sig.

– Der er stor forskel på at starte en organisation og koordinere hjælpearbejdet
i de første vækstfaser og så lede over 300 medarbejdere
fordelt over en halv snes lande.

– Der er stor forskel på at starte en organisation og koordinere hjælpearbejdet i de første vækstfaser og så lede over 300 medarbejdere fordelt over en halv snes lande!

– Hvis jeg kan professionalisere organisationen og hjælpe Kim til at blive endnu skarpere til at udnytte mulighederne i både Danmark og Tyskland, så tror jeg, vi har en fantastisk spændende fremtid foran os.

Ny generalsekretær

– I skal også ud og finde en ny generalsekretær, som vel skal have andre kompetencer?

– En typisk udvikling fra en ejerledet organisation er, at du skifter branding fra person til organisation. Vi har en fantastisk dygtig kommunikations- og fundraisingafdeling i København og en fantastisk eksekveringsafdeling i Bruxelles.

– Fra at det er Kim, der er brandet, kunne et mål være, at det er Mission Øst, der er brandet. Og at det er de mange dygtige medarbejdere og ikke mindst det fantastiske hjælpearbejde ude i verden, der bliver profileret.

– I bestyrelsen er der store kapaciteter, der matcher Mission Østs hjælpearbejde, og jeg ved, at mange rigtig gerne vil rejse ud og repræsentere Mission Øst de fjerne steder.

Torben Andersen er også gået ind som midlertidig leder af kontoret i København. Her arbejder han frivilligt, da han som bestyrelsesmedlem ”ikke må tjene en bøjet femøre i Mission Øst”, som han udtrykker det.

– Jeg har dog fri kaffe på kontoret, smiler han.

I sin fritid er han medlem af Bourgogne Selskabet, spiller golf og er desuden musiker. Han afløser af og til som organist i Rungsted Kirke og Karlslunde Strandkirke.