Hvordan læser Sørine Gotfredsen Bibelen?
Lad det være sagt fra starten: Sørine Gotfredsens nye bog ”Som Sørine læser Bibelen” er en fremragende bog.
Bogen er holdt i forfatterens sædvanlige stil, der på den ene side er objektiv og saglig og på den anden side meget personlig og ærlig. Denne dobbelthed i stilen, som hun fuldt ud behersker, gør læsningen levende og fængslende.
Som noget nyt går Gotfredsen i indirekte dialog med veninden Rose, som bliver en slags personificering af den moderne dansker og dennes livssyn. Også fremstillingen af veninden er meget personlig, og jeg ville nok betakke mig for at blive ”udleveret” så åbent i en venindes bog, men man må gå ud fra, at det er gjort med venindens fulde samtykke.
Spænding som fra romangenren
Vekselvirkningen mellem gennemgangen af Bibelen og møderne med veninden giver en pulserende dynamik, der holder læseren fangen. At udviklingen i venskabet derudover fortælles, så man fortløbende er samtidig med fortællingen, opretholder en spænding, som ligger på linje med den, man kender fra romangenren.
Bibelen i centrum
Hovedemnet er imidlertid Bibelen, og bogen er bygget op, så den gennemgår Bibelen fra første til sidste blad, genfortalt, fortolket og aktualiseret af forfatteren. Sørine Gotfredsens bibelsyn, som klart skinner igennem i hele bogen, ligger et sted mellem en bogstavelig og en udelukkende litterær læsning af Bibelen, dog sådan at der på intet tidspunkt er tvivl om, at forfatteren har en stor respekt for Bibelen og ser den som Guds tiltale til os og som en åbenbaring af Gud selv.
Hun siger fx, når hun skal begrunde GT´s relevans for en kristen: ”Det Gamle Testamente er vigtigt, fordi Jesus siger, at det er vigtigt” (s. 135). Gotfredsen har en evne til at nå ind til sagens kerne i de enkelte bibelske tekster, så Bibelens budskab kommer til at stå klart for læseren:
”Kærligheden til Jesus rækker ud over kærligheden til det menneskelige, idet Guds søn jo slet ikke har brug for mig. Det er mig, der har brug for ham, han er styrken, mens jeg er svagheden. Han er den ophøjede, jeg er afmagten, og forholdet er uendeligt ulige” (s. 154).
Guds hjælp fremfor selvhjælp
I bogen gør Gotfredsen med udgangspunkt netop i Bibelens menneske- og livssyn op med meget af det, som præger et moderne menneskes måde at tænke på bl.a. med den kønsopløsning og krænkelseskultur, som præger nutidens debat, ligesom hun med Bibelens livssyn taler imod en individualistisk indstilling, hvor man selv er øverste instans i sit liv.
Samtidig advarer hun imod at bruge Bibelen til dette projekt, så ”Bibelen bliver til en slags manual til selvhjælp fremfor at være vejen til Guds hjælp” (s. 101).
Sørine Gotfredsen:
Som Sørine læser Bibelen
264 sider. 259,95 kr.
Bibelselskabet