Inkonsekvenser i Dansk Folkeparti

Af Svend Aage Nielsen, pastor, forfatter,
Lars Murersvej 8,
Vedersø Klit,
6990 Ulfborg.

”Ikke mere inkonsekvens” skrev Morten Messerschmidt i sin kronik i DANMARK lige efter, at han i Politiken havde profileret sig som genskaber af Søren Krarups profil i Dansk Folkeparti.

Åbenbart ved han ikke, at Søren Krarup står for en række inkonsekvente afvigelser fra kristendommen.

Krig

1. Den augsburgske Bekendelse, som Krarup har aflagt præsteløfte på, lyder i Artikel 16: ”Det er kristne tilladt at føre retfærdige krige.” Professor Leif Grane skriver herom: ”Alt tyder på, at Luther kun anså den krig for retfærdig, som førtes mod en indtrængende fjende.”

Alligevel stemte Krarup, Langballe og DF for den ulovlige angrebskrig mod Irak fra 2003. Det var brud på præsteløftet, folkeretten og FN-pagten med mange uskyldigt dræbte – og flygtninge, som DF ikke viser sit medansvar for.

Abort

2. I sin afgrænsning af næstekærligheden til ”den nærmeste næste” er Krarup inkonsekvent, fordi han – som sit parti – overser, at ingen har en nærmere næste end en vordende mor har det til sit vordende barn. Ikke et ord har vi hørt fra Krarup eller Messerschmidt om, at der siden 1973 kan føres legaliseret angrebskrig mod disse små uskyldige i deres første 12 uger.

DF har promoveret Kaj Munks eftermæle, men de har ignorerer hans spørgsmål i sit drama ”Selvtægt,” hvor kirkeministeren spørger til de truede i moders liv: ”Hvad har de gjort os?” Underforstået: Forudsætter dødsdom ikke en meget alvorlig forbrydelse?

Her står Krarup, Messerschmidt og DF for en ukristelig inkonsekvens – sammen med alle folketingets partier.

Den har alvorlige demografiske følger for den – siden 1973 – vigende danske befolkning. Se grafikken om udviklingen i fødselstallet siden 1973, der viser denne alvorlige udvikling.

I sidste valgkamp var Kristendemokraterne det eneste parti, der foreslog rådgivning før abortindgreb. Partiets formand Isabella Arendt nævnte, at man derved i Tyskland havde reduceret aborttallet til det halve.

Tænk på, hvor meget bedre det danske samfund havde været, hvis folketinget havde fulgt den kurs de sidste 50 år. Men hvilket andet parti viste den holdning?

Den holdning, der bør bringe Kristendemokraterne op i tilslutning som i Tyskland, hvis det danske folk ikke skal underminere sig selv på sigt. For ikke at tale om, at vi fik både Kim Larsen og Michael Laudrup, der blev født, som Kim synger det: ”Før aborten den blev fri…”

Opgør med jødehad

3. Vedrørende Krarups medansvar for Tidehvervs Forlags udgivelse af ”Mod tyrken og jøden” i 1999, har han skrevet mod mig om Luthers jødehad, at ”vi har gentagne gange sagt, at Luthers grovheder naturligvis er fremmede og uacceptable i dag…”

Mit spørgsmål dertil er stadig: Hvorfor er det ikke sagt i omtalen af skriftet på bagsiden af bogen – og i omtalen af den på Tidehvervs hjemmeside i to årtier? Dér er bogen – trods Luthers kriminelle forslag – anbefalet uforbeholdent!

Det er både inkonsekvent og dobbeltmoralsk fra Krarups og Tidehvervs side. Røber formuleringen ”uacceptable i dag”, at Søren Krarup stadigt står for en ukristelig afgudsdyrkelse af Luther, som han og Tidehverv burde og bør skamme dig over?

Krarup afviser Luthers antisemitisme, skønt denne er defineret som ”had til jøder, fordi de er jøder.”

Professor Hal Koch skrev i sin bog: LUTHER: ”Der kan ikke være tvivl om, at Luthers skrifter har medvirket til at skabe det jødehad, der er den sorteste plet på hele det tyske folk.”

Han fortsætter om Luthers jødehad: ”At forstå er jo ikke det samme som at undskylde, endsige finde det berettiget.”

Men det er lige det, Krarup har gjort. I Kristeligt Dagblad den 26.1.2015 kaldte Søren Krarup Luthers skrift med dets kriminelle forslag til at fratage jøderne deres menneskerettigheder for – ”en slags sjælesorg.”

Helt inkonsekvent i forhold til replikken i Kaj Munks skuespil, ”Smeltediglen” i 1938: ”Men at tage menneskerettighederne fra mennesker er at gøre sig selv til forbryder.”

Obs! Kronikker og læserindlæg er udtryk for forfatterens egen holdning og er ikke nødvendigvis udtryk for avisens holdning.