Ser du ham?

Der blev vel nok gjort store øjne, da synderinden vovede sig ind i farisæeren Simons hus. Ingen kunne rigtig være i tvivl om, at hun ikke rigtigt hørte til i det fine selskab. Hende selv inklusive.

Så var der noget mere pomp og pragt ved den gode Simon. Han havde helt anderledes styr på sit liv og sin gebærden. Han vidste, hvad han ville sige og gøre og havde et ganske andet overskud.

Jesus var kommet til byen, og som lærd ville han gerne invitere Jesus ind i sit hus, så de kunne sidde og tale sammen som lærd og lærd imellem. Det var en fjer i hatten at kunne indbyde en så fornem og berømt gæst – eller det vil sige, det var nok egentlig ikke sådan, Simon så på sagen.

For havde Simon set Jesus som en af pingerne, så havde der ikke manglet noget kys, så havde det ikke skortet på olie, så ville han selv have stået klar til at vaske Jesu fødder. Den Simon, der kendte etiketten så godt. Nej Jesus var for ham i det højeste et interessant tilfælde: Han holder muligheden åben: hvis han var en profet.

Men Simon er lidet anende om, at han står foran sit livs ydmygelse: ”Simon, jeg har noget at sige dig: Ser du denne kvinde?”

Så kun synderen

Det kunne Simon vel ikke benægte, at han gjorde – og så er dette så langt fra en ligegyldig indledning til det efterfølgende. ’Ser du denne Kvinde?’ Nej, Simon havde kun set en synderinde, han have kun set hendes beskidte liv, al hendes skam, men kvinden havde han ikke set, han havde ikke set hende som kvinde, som menneske.

Og dermed afslørede han et af menneskets værste træk: at vi sætter lighedstegn mellem det, et menneske har gjort, og det, mennesket er: ”Han er et svin.” Han har ganske vist ikke klove. Men han er et svin. Og så behøver vi ikke vise næstekærlighed mod det menneske.

For når vi har så travlt med at tilskrive hinanden alle mulige prædikater, så er det for at fraskrive os selv det ansvar, vi naturligt har for dette menneske, på samme måde som Simon havde fraskrevet sig sin værtsmæssige forpligtelse mod Jesus, fordi han ikke regnede ham for noget.

Men Jesus fraskrev sig ikke ansvaret for denne kvinde. Han så hende som kvinde, han så hende som menneske – som han ville give sit liv for, for at fri hende af syndens og fordømmelsens stærke greb. Det kunne de andre ikke – de kunne ikke fri hende fra den skyld og skam, hun måtte bære. Det kunne kun Jesus.

Mere end en profet

Men det var bare kvinden, der så det. For mens Simon så Jesus som en måske lærd, så så kvinden Jesus som det, han i sandhed er: verdens frelser. Simon så det ikke. Men hvorfor så kvinden det, og hvorfor så Simon det ikke?

For Simon var den tanke en hån imod alt det, han stod for. Han, den retfærdige, som levede som mennesker bør leve. Hvis der var tilgivelse for sådan en synderinde, så var hans strenge liv jo forgæves!

Men mest så han ikke Jesus som frelser, for han trængte ikke selv til nogen frelser, mente han.
Han mente, hans gode liv slog til til at formilde Gud. Så koldt var hans hjerte blevet ved hans egen fortjeneste. Det var blevet koldt mod næsten og mod Gud.

Han tænkte jo kun på sin etikette og ikke på menneskelighed. Men hvordan er det, at det første bud i loven lyder: Du skal elske. Det var der ikke meget at finde af hos Simon. Men se kvinden – hun elskede, for hun havde fået tilgivet meget. Og derfor så hun Jesus som sin og verdens frelser; for det er alene i tilgivelsens lys, vi ser Jesus, som han virkelig er.

Det er i ordene ”dine synder forlades dig”, at han åbenbarer sig som Guds enbårne søn og offerlam.

Hun gik frikendt bort

Kvinden gik fra bordet med Jesu ord. Hun var fri. Hun kunne fordømme alt det, hun havde gjort, for det var lagt bag, ikke i et forsæt om, at alting nu rigtig nok skulle blive bedre, men med Jesu tilgivelse, der fuldkommen fjernede skylden fra hendes skuldre. Hun var fri over for Gud, fri til at elske med en ren og ægte kærlighed, fri i håbet om det evige liv.

Men hvad med Simon? Sad han tilbage ved bordet, efter Jesus og de andre var gået, og tænkte ved sig selv: Hvad var det der skete? Havde han hørt, hvad Jesus havde at sige til ham? Havde han hørt, hvor meget han selv manglede for at kunne betale Gud alt det, han skyldte? Havde han set, at han behøvede en frelser, og at det var den frelser, der i dag gæstede hans hus?

Ja, hvad med dig, har du set Jesus, som han i sandhed er: Din og verdens frelser?

Søndagens tekst: Luk. 7: 36-50

Kvinden i farisærens hus

36 En af farisæerne indbød engang Jesus til spisning i sit hjem. 37 En kvinde fra gaden, en prostitueret, fik at vide, at Jesus var taget ind for at spise hos farisæeren, og hun gik derhen med en alabastkrukke fyldt med aromatisk olie.

38 Da hun var kommet indenfor, knælede hun stille ned bag Jesu fødder og begyndte at græde. Hendes tårer faldt på hans fødder. Med sit lange hår tørrede hun dem, kyssede dem og hældte den aromatiske olie ud over dem.

39 Da farisæeren, som havde indbudt Jesus, så, hvad kvinden gjorde, tænkte han ved sig selv: »Det her viser, at Jesus ikke er en profet fra Gud. Ellers ville han være klar over, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham. Han ville vide, at hun er prostitueret.«

40»Simon,« sagde Jesus, »jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig.«
»Hvad er det, mester?« spurgte farisæeren.

41»Der var to, som skyldte penge til den samme mand. Den ene skyldte 500 denarer, mens den anden kun skyldte 50.

42 Ingen af dem kunne imidlertid betale deres lån, så manden eftergav dem begge, hvad de skyldte. Hvem af de to, tror du, var mest taknemmelig?«

43»Mon dog ikke det var den, som fik eftergivet mest?« svarede Simon.
»Jo, du har ret,« svarede Jesus.

44 Så vendte han hovedet mod kvinden og fortsatte: »Simon, har du set, hvad den kvinde har gjort? Da jeg kom ind i dit hjem, sørgede du ikke for vand til mine fødder. Men hun har vasket dem med sine tårer og tørret dem med sit hår.

45 Du gav mig heller ikke det sædvanlige kys på kinden til velkomst, men hun bliver ved med at kysse mine fødder.

46 Du kom ikke med olivenolie til mit hoved, men hun kom med aromatisk olie til mine fødder.

47 Det siger jeg dig: Hun har fået sine mange synder tilgivet, for hun har vist stor kærlighed. Den, som kun har fået tilgivet lidt, viser ikke megen kærlighed.«

48 Derefter sagde Jesus til kvinden: »Dine synder er tilgivet!«

49 Der blev uro omkring bordet. »Hvem er den mand, som påstår, at han kan tilgive folk deres synder?« sagde de andre gæster til hinanden.

50 Men Jesus fortsatte henvendt til kvinden: »Det er din tro, der har frelst dig. Du kan gå nu – med fred i hjertet!«

Teksten er fra bibelen på Hverdagsdansk