Roskilde – byen der opstod som et kristent fællesskab

Hvad er den største forskel på middelalderens Roskilde og nutidens? starter jeg med at spørge Jesper Langkilde, der er middelalderarkæolog og inspektør på Roskilde Museum.

Vi mødes foran Roskilde Domkirke, den imposante middelalderkatedral, hvor den har ligget i dens nuværende form siden midten af 1200-tallet.

Jesper Langkilde er ikke i tvivl og svarer: “Det er fraværet af kirker og klostre. Det religiøse liv, som fyldte byen dengang, er forsvundet. I middelalderen var her foruden domkirken 13 sognekirker, fem klostre og tre hospitaler. Byen var totalt domineret af kirken.
Det er svært at se i dag. Kun domkirken, Gl. Vor Frue Kirke og Sankt Ibs Kirke er bevaret.”

Intet Roskilde uden kirken

Roskilde er i dag mest kendt for sin enorme domkirke, der tjener som kongelig gravplads, og så vikingeskibene. Men det er faktisk misvisende, at det er konger og vikinger, som folk strømmer til byen for at se.

I følge Jesper Langkilde burde det være kirken. Roskilde blev anlagt som en kristen by. Faktisk var Roskildes grundlæggelse et brud med vikingekulturen, som heller ingen spor har sat i byen. Det er med kirken, at Roskilde opstår.
Jesper Langkilde fortæller:

“Vi har ingen arkæologiske fund, der viser, at der skulle have været nogen form handelsplads her, før kirken bliver bygget.

Den bliver grundlagt på en bar mark, fordi man ønskede at bygge en kirke lige præcis her. Man bygger også kongsgård og bispegård.

Kongen og kirken havde brug for en base, og den lå godt her. Kirken ligger på et meget markant punkt i landskabet, på kanten af skråningen ned mod fjorden, så man kunne se kirker tårne sig højt op i himlen, når man kom sejlende.

Det er svært at forestille sig det indtryk, den må have gjort. Det har nærmest virket naturstridigt at bygge så stort et bygningsværk i nye materialer som tegl og med ny arkitektur i en by, som ellers bestod af små lerklinede huse med stråtage. Det har været meget imponerende”.

Kirken bragte en ny kultur

Med kirkebyggeriet i Roskilde følger en helt ny epoke i Danmarkshistorien. Vi får ikke bare troen på Kristus, der har sejret over døden, men også et trosfællesskab, der opbygger Danmark som nation.

Med sig bringer kirken nemlig også organisering, lovgivning og skriftkultur. Efter at Harald Blåtand kristner danerne og samler riget, begynder det at gå stærkt. Det er kirken, som gør, at landet får en helt anden økonomi og organisation.

Hvis man vil forstå, hvordan Danmark er blevet til den nation, den er i dag, så skal man tage en tur til Roskilde. Den er et af vore fineste eksempler på, hvordan begrebet Danmark opstår og tager form efter et kristent fællesskab.

“Jeg synes godt, man kan tale meget mere om kirken som afgørende faktor for, at den her by bliver til en by. Det er svært at overvurdere den betydning, kirken har haft,” understreger Jesper Langkilde.

Var kongerne troende eller ude efter magt?

I historiebøger støder man ofte på udsagn om, at middelalderens konger var mere interesseret i magt end Gud, og at de brugte kirken til undertrykke befolkningen med.

Men er det billede af vores konger sandt? Det spurgte jeg historieprofessor emeritus fra Roskilde Universitet Brian Patrick McGuire om.

Han har i en menneskealder forsket i danskernes tro og spiritualitet i middelalderen.
Vi mødes i Gl. Vor Frue kirke, som var et nonnekloster i middelalderens Roskilde. Ved siden af klostret byggede dronning Margrethe d. 1. sit hus i byen, fordi hun ville bo så tæt som muligt på de bedende nonner.

Brian Patrick McGuire fortæller:
“Der er flere eksempler på, at kongerne tog deres tro meget alvorligt. For eksempel hører man ofte, at Knud den Hellige slet ikke var helllig, og at det var en politisk handling, at hans efterfølger gjorde ham til helgen.

Men han døde i Sankt Albani kirke i Odense bedende om Guds nåde. Man kan bestemt ikke afvise, at han var en kristen konge, der søgte hellighed. Men det syn på vores regenter er gået helt i glemmebogen.

I 1170 fik kong Valdemar sin far, Knud Lavard, anerkendt som helgen. Det var ikke en politisk handling. Valdemar havde den opfattelse, at Gud havde tilladt hans fars død, og at det var begyndelsen på et nyt kongedynasti.”

Harald Blåtand blev overbevist af jernbyrd

Man hører også tit, at Harald Blåtand valgte kristendommen for at undgå invasion fra den tysk-romerske konge Otto Den Store.

“Otto var i Italien på det tidspunkt og helt optaget af romerkirken. Han skænkede ikke Danmark en tanke,” forklarer Brian Patrick McGuire og fortsætter:

“Harald blev overbevist om kristendommens betydning. Sandsynligvis gennem munken Poppo, der forblev usåret, efter han havde holdt en brændende tang i hænderne. Det er det, man kalder for jernbyrd.

Harald mærkede denne tros betydnng. Derfor kan man ikke udelukke, at hans valg af kristendommen handlede om tro, ikke magt. Men det er lettere at reducere det til et udtryk for magtbegær. Vi er iIloyale overfor vores forfædre, når vi ikke vil tro på, at troen betød noget for dem.

Det viser, at vi lever i en kynisk tid. Enhver menneskelig handling ses i forhold til ønsket om at opnå noget. Nytteprincipper, reduktionisme og materialisme gennemsyrer desværre megen dansk historiefortolkning”.

Kristus som hersker – og broder

Sankt Ibs Kirke er en af de få kirker, som er bevaret fra middelalderen i Roskilde, eller helt præcist i Sankt Jørgensbjerg sogn, der ligger ved foden af skråningen med domkirken øverst.

Her går jeg ned sammen med Brian McGuire. Det er som at være tilbage i middelalderen, da den står tilbage som dengang. Desværre er kirken lukket, selvom vi kommer i dens normale åbningstid. Jeg vil gerne vide, om kirkens udsmykning kan fortælle noget om, hvordan danskere troede på Gud dengang.

Brian Patrick McGuire fortæller:
“Der er romanske kalkmalerier, hvor Kristus vises i sin glorie.
1100-tallets kirker viser den majestætiske Kristus og den herskende Kristus, men efterfølgende bliver Kristus mere og mere smertens mand. Han bliver den, som tager verdens sår på sig, og dermed mere menneskelig.

Men udgangspunktet, som her i Sankt Ibs Kirke, er den byzantinske kunst, hvor Kristus i glorie viser sin magt på dommedag.

Det er en stærk maskulin Kristus-figur, men i senmiddelalderen, hvor den folkelige spiritualitet overtager, identificerer man sig langt mere med Kristus som smertens mand.

Man kan henvende sig til Jesus med alle sine sår, sygdomme og angst. Han er en af os, men fører os samtidigt til et bedre liv. Han er ikke den fjerne Gud, som vi skal være bange for. Han er vores broder, som vi kan betro os til. Han vil tage imod os i Himmeriget. Og han får hjælp af sin moder, Maria.”

Kun krucifikset i højden

Det, som især kendetegner middelalderens kirkeindretning, er krucifikset i korbuen.
I stort set alle kirker hang et kæmpe krucifiks ned mellem skib og kor. Ved siden af stod figurer af Jomfru Maria og apostlen Johannes som beskrevet i evangeliet. De er med ham i lidelsen, og Jesus overgiver sin mor til Johannes. Krucifikset foran koret illustrede, hvad det hele handlede om på alteret: Jesu offer.

Efter reformationen bliver krucifikserne fjernet og ofte gemt væk på en sidevæg i skibet. Hvorfor det? spørger jeg Brian Patrick McGuire:

“Det er for voldsomt. Det er for overvældende. Nu skal centrum være alter og prædikestol. Alt andet er overflødigt. For nogle år siden skulle jeg holde et foredrag i Sorø klosterkirke, og jeg måtte kravle op på en stige for at komme op på prædikestolen. Og da jeg var deroppe og kiggede ned på de mennesker, der skulle lytte til mig, fik jeg den tanke, at jeg var på et sted, som ingen munk i middelalderens klosterkirke nogensinde kom, fordi de aldrig ville have ophøjet sig selv på den måde.

For dem var det kun krucifikset, der skulle op i højden. Det talte ord bliver en form for sakramente i den lutherske tro, mens det talte ord i den katolske senmiddelalder var et supplement til den handling, der foregår i kirken, nemlig messeofret.”

Præsten talte dansk

Af samme grund hører man også ofte, at det var præsterne, der sad inde med al lærdommen, talte latin, og ingen forstod, hvad han sagde. Det er i følge Brian Patrick McGuire en myte:

“Præsten talte det sprog, som taltes på egnen. Han læste evangeliet op på latin, men skulle formidle indholdet på folkets sprog.

Mange var dog dårligt uddannede, så de forstod det ikke altid helt. Derfor gik mange til prædikebrødre som gråbrødrenes og sortebrødenes kirker i købstæderne, hvor der var højtuddannede præster, der var gode til at prædike.

De var også i Roskilde. Folk i Roskilde, der virkelig ønskede at høre en god prædiken, gik enten til gråbrødrene eller sortebrødrene. Flere dele af Biblen bliver også oversat til forskellige folkesprog, blandt andet til angelsaksisk i 1000-tallet. Hvis ikke reformation var kommet, ville vi have set en katolsk bibeloversættelse.”

Danskerne troede på mirakler

De fleste fortællinger i dag om middelalderen har vi fået til at dreje sig om politisk manipulation og folk, der udnytter hinanden, mener Brian Patrick McGuire.
Han har brugt hele sin forskerkarriere på at grave en anden virkelighed frem om vores forfædre:

“Selvfølgelig er der magtspil i middelalderen, men der er også en åndelig magt til stede og en overbevisning om Guds nærvær hos ethvert menneske. Det er så stærkt, at der er tale om en slags alternativ virkelighed. Den virkelighed er fantastisk svær for danskere i dag at forstå.
Jeg har brugt mit liv på at fortælle, at mennesker i middelalderen troede på Gud, og at den tro flyttede bjerge. Middelalderen var en hård tid med sygdom, pest og krig, men også en tid med håb.”

“Jeg har brugt mit liv på at fortælle, at mennesker i middelalderen troede på Gud, og at den tro flyttede bjerge. Middelalderen var en hård tid med sygdom, pest og krig, men også en tid med håb.”

Hvad var kernen i danskernes tro dengang?
Brian Patrick McGuire svarer:
“At tro kan udvirke mirakler. Mennesker i alle samfundslag var overbeviste om, at man ved at overgive sig til Guds hjælp – og ofte gennem helgeners og først og fremmest Jomfru Marias forbøn – kan forbedre sin situation og lindre nogle af livets smerter.
Tro betyder håb og frelse. Man overgiver helt sig til Guds nåde.”

Tillid er en arv fra middelalderen

“Vi mener, at de var tilbagestående, men de fleste mennesker erkender i løbet af deres liv, at der er ting, som uden for deres magt og evner, og hvor al vores viden og kunnen ikke kan gøre nogen forskel.

Der hersker en kæmpe blufærdighed i dagens Danmark i forhold til at tale om tro. Det var lige modsat i middelalderen. Her blev tro ikke gemt væk, men synliggjort. De var ikke overtroiske, men opdraget til at tro på, at Gud var i nærheden,” siger Brian Patrick McGuire og fortsætter:

“Det var et andet Danmark, da alle troede på Gud og mirakler.
Det var et land, hvor man viste sin tro ved at bruge kroppen ved at gå på pilgrimsfærd, ved at modtage nadveren, ved at falde ned på knæ foran præsten og bekende sine synder i skriftemålet.
Kroppen var til stede i den form for bekendelse af troen. Det er noget ganske naturligt. Der var sikkert også nogle, der tvivlede, men de hørte til blandt de få”.

På spørgsmålet om, hvad der er den mest betydningsfulde arv, vi har fra middelalderen, svarer Brian McGuire: “At det moderne Danmark er bygget på tillid. Vi tror, at dem, der styrer, vil os det godt. Middelalderens tro var, at samfundet er velsignet af Gud. Myndighederne udfører Guds vilje. Men krænker de den, vil de blive straffet.”

Hør Podcast

Du kan høre meget mere om danskernes tro i middelalderen i podcasten “På sporet af den tabte tro”, som kan findes på hjemmesiden ibenthranholm.dk
Den vil også være tilgængelig på Spotify og iTunes.